Rosenørn, Ingeborg Christiane BREV TIL: Ingemann, Bernhard Severin FRA: Rosenørn, Ingeborg Christiane (1854-06-08)

Sorgenfrid. 8de Juni 1854.

Ret af Hjertet takker jeg Dem, kjære Etatsraad Ingemann, for Deres saa venlige Brev, og for de tilsendte opløftende og skjønne Catechismus-Sange, som jeg dagligen læser ved min Morgen-Andagt. Hendes Majestæt Dronningen har paalagt mig at bringe Dem Hendes Tak for den velkomne Gave. Jeg seer den lille Bog ligge i hendes Arbeidskurv, hvorfra hun vist oste i Londom tager den frem — hun læser daglig i Luthers Bibel, og ofte i hans Prækener, de digteriske Følgeblade til hans lille Catechismus — vor dyrebareste Børnelærdom — ville slutte sig herligt til denne Dronningens kjæreste Læsning.

Det glæder mig saa inderligt at den virkelig fromme Dronning har denne sikkre Modgift mod al den Gift hun daglig kan indfuge af de mig faa forhadte lange tydske Aviser. Jeg troer Hendes Majestæt betragter det som et Pligtarbeide at læse al den politiske Brøvl. Hun er en varm Beundrer af det frie England, og troer derfor at dets Politik absolut maa have Ret imod det conservative Ruslands. Hun kan ingenlunde dele min Synsmaade, at Keiser Nicolaus strider for den christne Troe, imod Islams Vantroe og Undertrykkelse. At just det Folk som troer sig varmest for Christendom — og den Monark hvis Titel fordum var den Allerchristeligste, skulle slaae sig til Riddere for Korstog imod undertrykte Christne det er mig en sørgelig Gaade, der meer ends. 90noget andet beviser denne Tids Fordærvelse og forvendte Begreber. Hvad vilde Frankerigs hellige Ludvig, og Englands løvemodige Fører af Korsbanneret have sagt til et saadant Frafald! — Desværre ogsaa hos os viser Tidens Forkeerthed sig stærkt i den ulyksalige Sammenblanding af Politik med religieuse Begreber. Har De bemærket af Tirsdags Berlingeren, hvorledes en unævnt Digter i sin falske Begeistring, anraaber Pintsens Hellig Aand at skjænke Grundlovens Berusede — ikke det hellige Ord — men den mægtige Røst, for at deres Nonsens kunde lyde vidt ud over Verden. — Gamle Grundtvig har ikke faaet nok af Rigsdagsvrøvl — det gjør mig ondt at han atter skal plette sin Hæder. Ogsaa for vor Ven Professor Rothe gjør det mig ondt at han vil spilde Resterne af sin svage Stemme i den politiske Kamp. Jeg seer han vil stille sig for Århuus. ... En særdeles opbyggelig Handling bivaanede jeg med Hds. Majestæt Pintsemandag — vi hørte den nye Biskops ^*)Martensens. Ordination og hans fortreffelige Præken. Sikkert vil det paa ham blive opfyldt, hvad Brammer valgte til sin Text i Ordinations-Talen: Herren vil sende Eder Hyrder efter sit Hjerte. Meget har jeg beklaget den uheldige Anledning til Deres og Lucies Udeblivelse fra Charlottenborgs Udstillingen — men jeg har takket Gud inderligen som bevarede Dem fra alvorligere Følger af Faldet. Mit Helbred begynder at rette sig lidt — men jeg plages daglig af en Art Svimmelhed, som ikke tillader mig, længe ad Gangen, at bruge Hovedets Organer. Hjertet er friskt, og med det fulde Hjertes varme Følelse henlever jeg Deres og den kjære Lucies

trofaste taknemlige Veninde
I. C. v. Rosenørn.