Danmarks Breve

BREV TIL: Ingeborg Christiane Rosenørn FRA: Bernhard Severin Ingemann (1854-11-07)

Sorød.7de Novbr. 1854.

Kjøreste Fru Rosenørn!

Jeg skulde før have besvaret Deres venlige kjære Brev, Psalmesangen vedkommende, hvis jeg ikke fra Morgen til Aften havde næret som sastbundet til dette Arbeide, og siddet begravet i Psalmebøger, som jeg skulde sammenholde med hverandre for at tilbageføre de gamle Psalmister saa tro som muligt i deres oprindelige Skikkelse, uden at de dog skulde staae for os som de Billeder i Kirkerne, man heller faae henflyttede til Museerne. Det historifke og antiqvariske Hensyn bør her nødvendig underordnes Hovedøiemedet — Opbyggeligheden og den kirkelige Anvendelse. Meget, som ved en alt for stor Naivetet fremkalder en blot adspredende antiqvarisk Morskab, mener jeg man helst maa opsøge i Litteraturhistorien og de fuldstændig bevarede Original-Udgaver. Men i dette Punkt er det vanskeligt at komme tilrette med de antiqvariske Rigorister.

Dog jeg skal ikke plage Dem med alle de Bryderier, jeg har havt med de forskjellige Partier i Psalmesagen. Nu vil jeg kun ønske at jeg har fundet den rette Middelvei mellem alle Aderlighederne og kun fastholdt hvad der virkelig kan opbygge. Psalmebogen bliver efter sit Hele uforandrede Anlæg en ny Kingo-Brorsonsk Psalmebog med et tilstrækkeligt Element af det Bestaaende for den Deel af Menigheden, der til samme har knyttet sin Børnelærdom, samt med en saadan Repræsentation af den nyere Psalmedigtning, som Psalme-Committeen — uden personlig Deeltagelse af nogen i Sagen interesseret Psalmedigter — har fundet passende. Salig Mynster vilde ingen Psalmedigter have med i Psalmesagen, da enhver saadan — som han siger — naturligviis vilde have Forkjærlighed s. 92 for fine egne Psalmer (fee Hans Levnet). Deri giver jeg ham Ret: Enhver maa nødvendig fympathifere med fine egne Følelfer; men at han i Anvendelsen af benne Sandhed har havt Uret, føler jeg mig forpligtet til at godtgjøre. Jeg har derfor ikke optaget andre eller flere af mine egne Psalmer, end de, der allerede af Conventet vare optagne. Kan Nutidens Pfalmedigtning blive gammel og holde sig levende, faaer den nok ogfaa sin behørige Plads i Kirken; desuden er den sande Kirke jo ogfaa endeel større, end alle de tilsammen af Kalk og Stene, og den har ikke sin Psalmebog i eet Bind.

Jeg er nu færdig med det Hele og indsender idag mit Arbeide til Ministeriet. At man vil lade Sjællands Biskop yttre fig derom finder jeg i sin Orden, og jeg har foreslaaet, at han indleder Psalmebogen i Kirken med en Fortale, som kirkelig Autoritet. Og nu et hjerteligt Levvel, de venligste Hilsener til alle Deres! Jeg forbliver

Deres hengivneste
Ingemann.