Danmarks Breve

BREV TIL: Ingeborg Christiane Rosenørn FRA: Bernhard Severin Ingemann (1859-01-03)

Sorød. 3die Jan. 1859.

Kjære trofaste Veninde!

Nytaarsaften bragte os atter det kjære Tankebesøg, som nu i saa mange Aar har været vor glædelige Erstatning for det vistnok endnu glædeligere personlige Aftenbesøg i de forrige Dage. Hvergang Brevet den Dag kommer, modtages det med Taknemlighedens og Erindringens Glæde og med Haabet om at mødes med Dem til Foraaret. Gud skee Lov, at De dennegang, uagtet et Aars større Vægt, dog føler Dem friskere og kraftigere, end forrige Vinter! Derover glæder sig vist ogsaa den kjære elstværdige Dronning, og denne Glæde hører til den „Fremtids-Velsignelseˮ, vi ønske hende, som os selv. Ogsaa for Deres kjærlige Børns Skyld og for Deres Kjærlighed til Børnene vil Vorherre maaske opfylde vore Ønsker og lægge Dage til Deres Dage, med samme åndelige Kraft, som nu og med saa megen Legemsstyrke, som behøves.

En saadan Fremtid, som den, vor gamle kjære Sibbern *) troer skal oprinde for den 9de Generation efter vor Tid her paa Jorden — den hører hen til „den nye Himmel og Jord, hvor Retfærdighed boerˮ, og den s. 109 skulde han feet ud til over Timeligheden, blandt de virkelig fødte og gjenfødte Menneskesjæle, som bi gaae hen til, og som de ufødte Generationer omtrent bit have samme Vei til gjennem en syndig Verden, som alle dens Forgjængere. Han har — saavidt jeg kan see as det første store Hæste — vendt Blikket efter det Rige, hvor der skal bære een Hjord og een Hyrde, til Jorden istedetsor til Himlen. Det er hele Feilen. Hvad der er urimeligt og umuligt sor hvilkensomhelst Slægt paa Jorden, bliver først muligt og virkeligt for den i Gudsriget forenede og gjennem Jordlivet og alle følgende Tilværelsens Stadier luttrebe og udviklede Menneskeslægt. Sibbern har forvexlet Begyndelsen med Enden. Her er jo alle ogsaa de kommende Slægters Liv Begyndelse — den høiere Udvikling og Fuldendelse maa jo føges hos de Sjæle, der ere udover denne første Bevidstheds-Tilværelse. Et saakaldet Tusindaarsrige paa Jorden anseer jeg (med Luther) sor en stor Vildfarelse at antage. Et saadant vilde jo ikke omfatte den forudgangne 6000 Aars Menneskeslægt men kun 1/180 af de tilblevne Sjæle, og med Synden maatte jo ogsaa Døden ophøre. Dog nok om denne bagvendte Idee, som synes mig ligesaa trættende fremstillet, som usandsynlig. Andersens „De Vises Steen" er, skjøndt Allegorie, udført med Liv og Phantasie. Stenens Navn og Elementer finder han og lader Pagtens Bue pege ud over Jorden efter dens Verden. Lucie har ogsaa hørt ham læse dette Eventyr med megen Fornøielse.

Bevar fremdeles den gamle Sympathie, som De bevarer Venskabet med Deres inderlig hengivne

B. S. Ingemann.