Danmarks Breve

Brevveksling mellem B. S. Ingemann ...

Brevveksling
mellem
B. S. Ingemann og Fru I. C. v. Rosenørn. s. II

s. III Brevveksling
mellem
B. S. Ingemann og Fra I. C.v. Rosenørn.
Ved
V. Heise.

Kjøbenhavn.
C A. Reitzels Forlag.
1881.

s. IV Kjøbenhavn. — Bianco Lunos Kgl. Hof-Bogtrykkeri.

s. V Fortale.

Nærværende Brevveksling maa betragtes som et Anhang til de af mig i 1879 udgivne „Breve til og fra Bernh. Sev. Ingemann". I denne Samling optoges ingen af Brevene mellem Ingemann og Fru Rosenørn, fordi jeg fandt, at medens disse Breve enkeltvis medtagne i Samlingen ikke i nogen særegen Grad vilde udfylde deres Plads i denne, vilde de derimod som et lille Hele for sig kunne for Ingemanns sidste Livsafsnit give et fyldigere Bidrag til den Afspejling af hans Personlighed og digteriske Udvikling, som var tilsigtet ved hin Brevsamling.

Kammerherreinde Ingeborg Christiane v. Rosenørn, født de Wormskjold, havde været gift med Stiftamtmand i Århus P. O. v. Rosenørn, efter hvis Død hun tog Ophold i Sorø, hvor Sønnen blev Elev paa Akademiet. I denne Dame havde Ingemann fundet en sympatetisk Sjæl, i hvis Selskab hans Aand fik herlige Impulser. Med hende havde hans Øje gennemvandret Stjernehimlen, som han idelig omtaler i sine Breve; med hende havde han paa Vandringer i „Filosofgangen" talt om sine digteriske Indskydelser, og naar han for s. VI hende havde læst sine Udkast, erholdt han fra hendes Mund ikke blot begejstret Samstemning men sunde Domme og selvstændige Bemærkninger. Der skal i Fru Rosenørns Væsen have været noget meget primitivt og særdeles forfriskende, og dette gjorde godt i det stille Sorø. Det var derfor et stort Savn for Ingemann, da denne Veninde forlob den gamle Klosterby. Paa dette Tidspunkt (1837) havde Ingemann nylig med „Dronning Margrethe“ afsluttet sin romantiskhistoriske Digtning, og hans Genius søgte ny Former og ny Impulser. Men hans Hustrus bestandige Svaghed lagde et vist Tryk over det stille Hjem. „Havde jeg blot Lucie transportabel“, denne Klage lyder som et Omkvæd i Brevene. Dertil kom, at han ved jævnlig og længe ad Gangen at blive konstitueret i den daværende Direktors, Waages, Sted følte en pinlig Hæmmelse i Åndslivets Flugt. Sorølivet var blevet ham trættende og ensformigt og altfor snævert, og han følte det dobbelt, da den Personlighed var draget bort, i hvis Omgang store Livsmagter havde slaaet med Vingerne for ham og baaret ham op. Længselen efter København, „Jntelligentsens Brændpunkt", efter det rigere Menneskeliv, og Savnet af fordums Dages vennehulde Omgang, denne Følelse gaar fra først af gennem Brevene og kulminerer i Brevet af 16de Oktober 1841 (Nr. 14), hvor Ingemann taler om Akademiets Lærerpersonale som en ulykkelig Samling af Invalider og trangbrystige Mennesker, hvorfra han med faa andre maatte flygte for ikke ligeledes at gaa til Grunde. Omsider s. VII sænkede en mild Resignation overfor det umulige sig dog i hans Sjæl; og da det politiske Røre i København under Christian den 8de paa Ingemann kun gjorde Indtryk af et Filisteri, der vilde kvæle Poesien og alt ædelt åndeligt Liv, blev han, efter endnu at have følt sig ungdommelig opildnet ved den blussende Nationalaand i Årene 1848—50, tilsidst forsonet med Tanken om at skulle ende sine Dage i den lille By ved den venlige Skovsø, i hvis fredelige Asyl hans Aand under indadvendt Betragtning, fremkaldt eller i al Fald næret ved Salmerevisions - Arbejdet, fordybede sig i „Mellemtilstanden" for derefter udelukkende at fæste Blikket paa „det første og det sidste". Disse vekslende Stemninger, hans Sjæls Baande under Ensomheden og de med hans Digtervirksomhed inkommensurable Direktor-Pinagtigheder, der tilsidst bleve permanente, hans Længsel efter åndelige Impulser og paa den anden Side Følelsen af, at Virkeligheden med sit Filisteri kun indeholdt Dødsmomenter for det åndelige Liv, Fordybelsen i det hinsidige og Beskuelsen af dets sejrende Frembrud, dette er i Hovedsagen Indholdet af de fortrolige Udtalelser, som her foreligge fra Ingemannn overfor en Kvinde, som altid havde et forstaaende Øre for hans Ord, og i hvis Breve den trofaste Veninde og den tænksomme Læserinde ere forbundne, hvorhos de åbenbare den fint dannede Dame, der stundom fremfører Iagttagelser og Domme fra de høje Kredse, hvori hun bevægede sig. Fru Rosenørn var nemlig fra 1ste Januar 1845 Overhofmesterinde ved s. VIII Christian den 8des Hof og beklædte denne Stilling hos Enkedronning Caroline Amalia til sin Død d. 22de April 1859.

Saalænge Enkedronningen levede, syntes det ikke betimeligt at lade denne Brevveksling udkomme, da enkelte Ytringer i Brevene maatte have vakt smertelige Erindringer hos den høje Fyrstinde fra de for hende saa tunge År 1848—50. Dette er Grunden til, at dette lille Anhang til den større Brevsamling først nu er kommet frem.

Til Underretning for Læferne bemærkes, at Anmærkningerne med * ere tilsatte af mig, hvorimod de af Ingemann et Par Steder vedføjede Anmærkninger ere førte ned med et †.

Kvislemark Præstegaard i Oktober 1881.

Udgiveren.