Gade, Niels Wilhelm BREV TIL: Stæger, Laura Mathilde Margrethe FRA: Gade, Niels Wilhelm (1873-11-16)

Amsterdam, den 16de Nov. 1873.
Søndag.

Nu begynder jeg at blive hjemme i Amsterdam, saaledes at jeg godt kan finde om selv — det er ikke let, da Byen er uhyre stor. Naa, nu skal jeg fortælle, hvad jeg foretog mig igaar (Lørdag). Efter at jeg havde modtaget en Mængde Visitter, gik jeg paa Rijks-museum, og saae der de mærkelige Malerier af Rembrandt og van der Helst, de saakaldte Skyttegilder. — Jeg kan ikke sige noget, da det ikke lader sig beskrive, men det er mageløst interessant, at see de hollandske Maleres Billeder i Holland selv. Det er Physionomier, som man seer rundt om paa Gader og Stræder, og saa er det malet saa aldeles udmærket. — Verhulst var hos os til Middag, og jeg anmoder dem altid om at tale hollandsk. Jeg kan virkelig følge en Samtale med Undtagelse af enkelte Ord, naar der ikke tales altfor hurtigt. Der er to slemme Bogstaver for en Fremmed, g, som udtales dybt nede i Halsen (k—g), og endnu værre er sch (shrma), jeg bestræber mig for at udtale dem og øver mig. — — — — — Ieftermiddag hars. 195der hele Tiden været Visitter af Direktører og Secretairer for Foreningerne. — — — Jeg skriver til Jer mine Kjære (Kl. 4½), inden vi spiser til Middag (5½). Jeg er som aldeles hjemme i Huset; jeg lærte dem igaar at lægge en reen Kniv paa Ostetallerkenen, som vandt almindelig Bifald. Imorgen Formiddag er der en lille Forprøve paa Sinfonie Nr. 1 og to Ouverturer. Paa Tirsdag Kl. 1 Generalprøve paa det samme, men hele Salen er fuld af Medlemmer af Selskabet. Tirsdag Aften skal jeg overvære den sidste Chorprøve. Onsdag intet. Torsdag Aften Concert i Philharmonien. Fredag Aften Prøve paa Elverskud og Korsfarerne, Lørdag Aften Opførelse. Den udmærkede Verhulst prøver næsten daglig, men der maa jeg ikke komme, saa Arbeidet gjøres mig let. — Aa, bare jeg kunde vise jer den mærkelige By, — — hvert Øieblik en Bro over en Kanal, saa en Gade saa lang, saa lang, paa begge Sider af Kanalen (Gracht). — — — Naa, nu skal vi først have Løierne gaaende, og saa begynder vi at tænke hjemad. — — — — — —