Gade, Niels Wilhelm BREV TIL: Stæger, Laura Mathilde Margrethe FRA: Gade, Niels Wilhelm (1873-11-30)

Arnlieim, Søndag den 30te November 1873.

Idag (Kl. 7½ Morgen) reiste jeg med Hr. og Fru Weetjen og den ene Datter fra Amsterdam hertil. Igaar (Lørdag) havde jeg travlt med at gjøre Afskedsvisitter rundt omkring, modtage Afskedsbesøg etc. — Jeg var 2 Timer hos Verhulst, som spillede for mig hollandske Sange, ganske udmærket smukke Sager, ganske simple og hjertelige Melodier. — Om Aftenen var vi ganske ene, Familien Weetjen og Verhulst, — han var munter, men meget bevæget, han er ret et Hjertemenneske, — da vi havde drukket The sammen og udvexlet vore Portraiter,s. 212gik han pludselig ud af Døren, kom tilbage med Hat og Overfrakke paa, gik hen til mig og kyssede mig paa Panden og sagde: Adieu, kjære Gade, trykkede min Haand og ilede ud af Stuen. Han vilde undgaa at tage Afsked, da han let bliver stærkt bevæget, saa at Taarene kommer ham i Øinene, og da kan han ikke styre sin Bevægelse. — Det er en herlig Natur, sand og ædel og elsker mig høit, baade som Kunstner og som Menneske. At jeg var bevæget ved at forlade denne By, hvor jeg har mødt saamegen kjærlig Forekommenhed og bleven mødt med saamegen Begeistring, kan Du jo tænke Dig. — Jeg pakkede mine Sager ind, takkede Gud, og gik i Seng og lod i Tankerne de skjønne Dage passere forbi min Erindring. Særlig dvælede jeg ved den sidste Atten i „Felix meritis“, da de spillede den danske Nationalsang, og hele Publicum reiste sig og blev staaende, jeg følte mig da glad og dybt bevæget og havde Følelsen af, at jeg gjorde mit Fædreland — det kjære Danmark Ære.

Kl. 6½ stod jeg op, og saa kjørte vi til Arnheim.— — — — som er en smuk By og Hollands Paradis. Deilige Godser ligge tæt ved Byen med yndige Parker og Skove, aldeles som i de sjællandske Egne. Det mindede mig overraskende om Sjælland, og var mig som noget nyt efter Opholdet i det eiendommelige Amsterdam med sine Kanaler. Vi have gjort en Tour til Vogns til Velpe, hvor jeg hilste paa Verhulsts Kone og Børn, en elskelig og eiendommelig Familie, ligesom Faderen, aldeles Naturs. 213og med varme Hjerter — den ældste Datter er 15 Aar, er meget talentfuld, spiller og synger udmærket godt. — Jeg sagde liende, hvad jeg ikke kunde sige Verhulst selv, hvor kjær han er mig, og hvormeget jeg skatter og høiagter ham. — — — — Dette er vist det sidste Brev, — jeg reiser imorgen til Hannover, Tirsdag til Hamborg, Onsdag kommer jeg, med Guds Hjelp, til Kjøbenhavn med Aftentoget.

I de tre Aar, som forløb, inden Gade paany begav sig paa Rejser, skrev han blandt andet „Zion“ og „Viborg Domkirke“. Dette sidste Arbejde blev skrevet i Anledning af de jydske Sangforeningers Sangfest i Aarhus 1874, som overværedes af en Del indbudte kjøbenhavnske Musikere med Hartmann og Gade i Spidsen, dog dirigerede ingen af disse to ved Concerterne i Aarhus.

1876 opfordrede Gomitéen for Musikfesterne i Birmingham Gade til at komponere et nyt Værk til dette Aars Fest, og indbød ham til at komme dertil og selv dirigere dette.

Gade tilbød da en Komposition, der vel var komponeret for 2 Aar siden, men aldrig havde været opført, nemlig Concertstykket „Zion“.

Den overordentlig hensynsfulde Maade, hvorpaa Comitéen i Birmingham modtog alle Underretningers. 214angaaende Gades Ønsker med Hensyn til Opførelsen, Prøverne, Noder o. s. v. tiltalte ham i højeste Grad, og han opbevarede Breve, hvori man udbad sig hans Ordrer eller meddelte ham deres nøjagtige Udførelse, for at man en Gang skulde kunne se, hvor respektfuldt Englænderne var optraadte ligeoverfor ham! Det generede ham meget, at han ikke var det engelske Sprog mægtig, — først efter Indbydelsen til Birmingham begyndte han at lære Engelsk, — og han var i en saa stor Uro og Spænding, da han rejste fra Kjøbenhavn, at han havde stærk Feber og var syg paa hele Turen til England, noget, han dog fortav i Breve til sin Familie, der nogen Tid før han forlod Kjøbenhavn for at tilbringe Sommeren i Hobro. Fra denne Rejse meddeles følgende Breve til hans Hustru:

14