Stockholmd. 20de October 1812.
Kjereste Moder!
Just nu, som jeg vilde sætte mig til at skrive fik jeg en Pakke Breve fra Grev Gyllenborg, hvor jeg forefandt Brev fra Dig, Gyllembourg, Bolette og Weyse. Skjænd ikke paa mig, fordi mit Brev fra Helsingborg var alt for but; det var et Udbrud af Kjedsommelighed, fordi vi skulde vente i Hel-s. 47singborg hele Dagen; jeg vilde kun give en nødtørftig Underretning om vor Ankomst til Helsingborg. De Breve som jeg siden efter har skrevet, troer jeg dog ikke ere saa kortfattede eller uden alle Kjærtegn. Jeg veed alt for vel, at Hermes ikke har aabnet mine Læber; det føler jeg ved mange Leilig-heder, ogsaa naar jeg er i Selskab, og mærker, hvilken daarlig Figur jeg der gjør, uden at jeg derfor vil troe, at jeg beskyttes af de andre Guder, som den moderlige Kjærlighed gjerne vilde give mig til Ledsagere.
Jeg kan ikke sige, hvor glad jeg bliver, hver Gang jeg faaer Brev fra Kjøbenhavn. Da jeg i Fredags Formiddags kom til Stockholm, fik jeg strax Dit Brev. Jeg blev saa bevæget derover, at jeg ikke kunde lade være at græde. Dine mange kjærlige Angester ere alt for rørende for mig. Jeg seer alt for tydeligt af Dine Breve, hvor Du virkelig længes efter mig. Jeg burde bedrøve mig derover, men jeg er saa slem, at jeg næsten snarere glæder mig ved at see mig saa indesluttet i Dine Tanker, at jeg næsten udgjør en Deel af Dig selv. Jeg kan forsikkre, at jeg vist tænker ligesaa meget paa Dig, som Du paa mig. Ved alt hvad jeg seer eller hører, falder altid den Tanke mig ind: Om Moder nu stod i en Krog og saae mig her imellem disse Mennesker, paa dette Sted osv., og jeg søger da altid at bære mig fornuftigere og bedre ad end ellers, som om jeg var en Skuespiller, og jeg ønskede at vinde min usynlige Tilskuers Bifald. Ved alt hvad jeg seer og hører, tænker jeg paa at skrive det eller fortælle det, og det er næsten den eneste Interesse, jeg har deraf. Thi tænker jeg mig som en Fremmed, der blot for sin egen Skyld skal moere sig, saa forekommer alting mig ubetydeligt og neppe værdt at lægge Mærke til. Jeg var i Gaar Aftes paa den store Opera, og saae Nonnerne. Jeg synes gjerne, at jeg kunde have sat mig til at sove, men jeg holdt mig vaagen ved den Indbildning, at Du sad ved Siden af mig og tog Deel i alting. Hos Grev Gyllenborg har jeg været, han har været meget artig imod (mig). Jeg skal spise der til Middag i Dag, ligesaa Greven, Grevinden og deres hele Familie. Grevindens Familie kan jeg ikke noksom rose for deres Artighed imod mig. Præsidenten Strokirch er en gammel underlig een, men dog godmodig og høflig. Af Døttrene er s. 48Gustava efter min Mening den netteste, det er hende, som er forlovet med den unge Grev Hamilton. Hun spiller og synger nydelig og har hverken i Væsen eller Udseende nogen Liighed med Grevinde Taube. Jeanne er den muntreste og vittigste; hun er meget mindre end Grevinde Taube. Eva er ikke ganske fuldvoxen, omtrent som Bolette. I Søndags var vi der til Middag og Aften. Jeg kan ikke skrive mer i Dag hverken til Dig eller de andre, som have skrevet mig til. Tak dem for deres Godhed. Med næste Post skal jeg skrive et ordentligere Brev. Nu maae jeg skynde mig at klæde mig paa. Fredag reiser jeg nok til Upsala med Gustav og Doctor Myren.
J. L. H.