Buntzen Gyllembourg-Ehrensvaerd, Thomasine Christine BREV TIL: Heiberg, Johan Ludvig FRA: Buntzen Gyllembourg-Ehrensvaerd, Thomasine Christine (1812-11-10)

Kjøbenhavnd 10de Novbr. 1812.

Kjereste Ludvig! Hvor lidt formaaer dog mine Ord at udtrykke mine Følelser! hvor lidt formaaer jeg at takke dig, for den Glæde du i Gaar, paa min Fødselsdag, har gjort mig! — Med taknemmelige Taare i Øjnene takker jeg dig min bedste Dreng! Kjerkomne og overmaade smukke ere dine Ørenringe, men endnu meget kjerere og skjønnere ere de yndige Vers som ledsagede dem.— O min bedste Ludvig! — tør jeg rigtig haabe, hvad jeg synes at føle, at dette deilige Brev, virkelig er skrevet ud af dit Hjerte ? Længes du virkelig efter mig? Og vil med Glæde vende tilbage til mig til den bestemte Tid? — Ak Ludvig! da betaler du mig al min Omsorg og Kjerlighed, og al min Længsel i denne lange Tid s. 91vil blive mig erstattet med den inderligste Glæde. — Jeg er ikke af din Faders Mening! — dit poetiske Genie er mig den kjereste Gave, som Naturen har tildeelt dig. Misbrug den aldrig! saa eier du det første af alt hvad Jorden kan give. Alle Kunster, men først og fremmest Digtekonsten og det poetiske Sind, hæver os over Jorden, dens Lykke og Ulykke, og kun ved dette Sind, nærmer vi os vort Udspring: Det som du gav det straaler dig imøde, siger Øhlensläger, — Gnd skjænke dig stedse min Ludvig! den Englevinge til at hæve dig til det højere og bedre, saa vil du med den, og et reent Sind, eie den Talisman med hvilken du aldrig kan blive ganske ulykkelig, og det som af alting meest gjør uafhængig af denne Verden. Med Tak til den milde Himmel, mod hvilken mine Øjne altid har været vendte, tænker jeg at have født dig under en saa lykkelig Stjerne, og denne høje Lyksalighed skal betale mig de mange tunge Timer som jeg under din første Barndom har levet. Jeg erindrer at da jeg læste Ion, saa bevægede det mig saameget hvor Creusa fortæller, hvorledes hun lægger sin lille Søn i en Grotte og anbefaler det forladte Baru til alle gode Guder, meest til Apollo. — Du forekom mig ogsaa altid i din Barndom, som et forladt Barn, der kun hørte mig, og ingen anden til. Jeg anbefalede dig ogsaa til alle gode Guder, meest til Apollo, Sangens, Kunstens og Lysets Gud. — Naar jeg læser noget saadant der bevæger mig, saa synes jeg altid det er mig selv jeg læser om, mine egne Følelser, og at jeg har tænkt og følt det før. — Det er maaskee Digterens Kunst, som ganske bortriver os fra vor egen Personlighed. — Dine smukke Ørenringe, kjereste Ludvig! har foruden deres egen Skjønhed og ganske nye Form, et særegent betydningsfuldt Udseende: De runde fine Ringe, uden noget Leed, den lille Kugle af en eliptisk Form, som hænger i dem, og som med sit lille Belte, ligner Aftegninger af vor Jord eller de andre Planeter, med deres Æquator og de forskjellige Zoner der som Belter gaaer omkring dem, og allermeest Saturnus i sin Ring, har en lykkelig Idee af en højere Betydning, som jeg imidlertid ikke kan forklare. Jeg havde dem i Gaar i mine Øren og tillige den Krave paa, som du gav mig paa samme Dag for to Aar siden. — Jeg har ogsaa dine smukke Ringe paa i Dag. s. 92Jeg føler dem bestandig hvor de rører ved mine Kinder. Jeg elsker dem højt og troer — som om alt hvad jeg saadan holder af — at de bringe mig Lykke. Jeg kan neppe bære over mit Hjerte at tage dem af, men endnu mindre kan jeg nænne at skjæmme deres smukke Glands, ved at gaae bestandig med dem.

Nu skal jeg fortælle dig om i Gaar: I Forgaars Aftes, eller rettere Nat efter Kl. 12 kom den gode G. efter Sædvane ind i Sovekammeret til mig og bragte mig mine Geburtsdags-gaver. Disse bestod i en lille Blomsterbouquet fra vor egen lille Have med en Rosenknop, en Levkøj en Tusindskjøn o.s.v. samt en Vindrueklasse. Derved var et meget kjønt Vers, der trøstede mig, ved mine 39 Aar, med en Aarstid som forener Vaarens og Sommerens Blomster med Høstens Frugter. Det glædede og rørte mig ubeskrivelig at han sagde mig noget saadant, skjøndt jeg vel med Bedrøvelse tænker at jeg nok maa abstrahere den poetiske Sandhed, fra den jordiske, som lyder Tidens Love, der vel desværre seent eller tidlig vil lade mig føle sin Magt. — Derpaa gav han mig ogsaa en over-maade elegant Hat. — I Gaar Morges da jeg vaagnede fik jeg en deilig Blomsterbouquet til min Kurv, af levende Roser, Negliker, Ærteblomster og flere saadanne, som man ikke kunde vente d. 9de November. Det var ogsaa fra G. Tillige bragte Budet fra den botaniske Have, to Blomstertræer fra Holbøl. Kort efter at jeg var kommen op, kom Weyse og leverede mig dit kjere Brev. — Men siig mig bedste Ludvig! hvor kom det sig at du ikke lod G. give mig det? Det havde dog været det naturligste. Med al min Kjerlighed for Weyse gjorde det mig dog lidt ondt, thi den stakkels G. sagde ganske bevæget: „Herre Gud det havde dog fornøjet mig om jeg havde skulde bringe dig det Brev.“ —