Heiberg, Johanne Luise BREV TIL: Krieger, Andreas Frederik FRA: Heiberg, Johanne Luise (1861-05-28)

d. 28. Mai 1861. Aften.

Tak for Bøgerne! Det har været mig en behagelig Hvile i Dag at læse om den vidunderlige for mig, usigelig interessante Goethe og den lykkelige og ulykkelige Frue von Stein. De har oftere sagt om mig, at jeg var vanskelig at overbevise, og De vil atter her faae Grund til at gjentage dette, thi jeg bliver ved min gamle Mening og har den Indbildskhed, at jeg bedre end nogen Hr. Stahr forstaaer dette Forhold imellem denne Mand og denne Qvinde.1

At Goethes Reise til Italien ikke var en Flugt, hvorved han vilde bryde sit Forhold til hende, giver Hr. Stahr mig jo selv Beviset for, idet han gjør mig bekjendt med et Brev til Frue Stein, to Maaneder efter Afreisen, hvori det hedder, som Hr. Stahr siger: „im Gefühl, wie schmerzlich er die Trennung von ihr empfinde!”

„Nur die höchste Nothwendigkeit konnte mich zwingen, den Entschluss zu fassen. Lass uns keinen andern Gedanken haben als den, unser Leben miteinander zu endigen.” Naar Hr. Stahr yttrer, at det hele Forhold mellem disse To var sygeligt og unaturligt, mon det da ikke ligger i den Kortsynethed, der seer dette Forhold fra een Side, der vel redder Frue Steins Ære som Kone og Moder, men viser, at Hr. Stahr ikke kjender Kjærlighedens Styrke ligeover for en Mand som Goethe, der elsker, og som hun har skjænket sin Gjenkjærlighed? Vilde Slutningen af dette Forhold have været, som det blev, hvis Frue Stein ikke havde føelt: „Hvor Hjertet raader, der er intet Meget, der er kun et Alt”?, Stahr tager aabenbart Parti for Goethe mod Frue Stein; jeg kan i dette Forhold ikke tage Parti for den Enkelte, jeg siger: Stakkels Goethe! Stakkels Frue Stein! Aldrig vilde en Qvinde, i et saadant Forhold, ende, s. 15som hun endte, hvis hun ikke havde sat sin Samvittigheds Tab under sin Kjærligheds Styrke. Det er Smerten over dette Tab, der lyder gjennem hendes Had og Uforsonlighed, dog dette Tab seer en Goethe med andre Øine end en Qvinde, og heri ligger, at de ikke længer kan gjøre sig forstaaelige for hinanden. Dog mere herom, naar vi sees, maaskee paa Torsdag eller Fredag.

Mine Smaa have været saa søde i Dag og viist mig saa megen Kjærlighed. Jeg fatter ikke, hvorfor Gud er saa god imod mig og atter her saa tydelig har givet mig et Beviis derpaa, thi jeg fortjener det ikke, det er vist. Jeg havde stor Lyst til at vise Deres Moder og Søster mine Tre, men inden Saisonen er forbi, faaer jeg ikke Tid dertil, og efter den ere de vel tagne paa Landet; dog Dyrehaven ligger, Gud være lovet, ikke i Maanen, og man kan maaskee besøge dem der, inden jeg tager til Bonderup. Tak endnu engang for Bøgerne! Tak, at De med saa godt et Hjerte tænker paa hvad der kan fornøie

Deres hengivne
Johanne Luise Heiberg.

Skjøn paa, at jeg saa frimodig sender Dem min slette Skrift.