Heiberg, Johanne Luise BREV FRA: Heiberg, Johanne Luise (1861-06-12)

Fra Fru Heiberg til A. F. Krieger.
d. 12. Juni 1861.

Tak min kjære Ven for det Tilsendte! Jeg er rørt over Deres udholdende Godhed imod mig, kunde jeg kun gjøre lidt Gjengjæld, men hvorledes? At De har taget Dem af mig i min tungeste Tid, skal jeg aldrig glemme, aldrig op-s. 18høre at være taknemmelig for. Jeg maa af og til have Lov at takke Dem skriftlig, thi mundtlig gaaer det nu engang ikke, som det skulde, og som jeg ønskede.

Afhandlingen om Mademoiselle Mars har jeg atter læst og mærkede ved Læsningen, at jeg erindrede den bedre, end jeg selv troede.1 Stakkels Mars, som behøver et saa-dant Forsvar! En stakkels udmærket begavet Skuespillerinde giver i en Række af Aar de bedste Blomster af Sjælens Dyb; hun veileder Publicum, veileder andre begyndende Talenter i mange Aar af sit Liv, hun anerkjendes af Alle som enestaaende, og dog lader det til, at Nødvendigheden byder, at En fremstaaer for at undskylde, at hun vedbliver at give, hvad der kun kan modtages af hende, vedbliver sin Virksomhed til Skræk for de unge tomme Lapse, der trænge til at see paa, hvad Kierkegaard yttrer,2 — „en forbandet rask Tøs paa 18 Aar” — for at indbilde sig selv, at de interesserer dem for Kunst og Poesie. Ja! Der bødes haardt for den Dristighed, den Trang, den Evne at begive sig ind i Idealernes Verden, der maa bødes med Virkelighedens hele Gyselighed. Hvor ofte har jeg ikke selv følt dette! Og dog, De maa ikke tro, at disse Betragtninger have forstemt mig, nei, Tanken herom er for gammel, til at den ikke skulde have antaget en Form, om hvilken Lapsene ikke have nogen Idee. Det Slette hos Menneskene virker ofte til det Gode, naar man kun har Mod til ret at betragte det og drage Nytte deraf.

Jeg har i Dag haft en Mængde knusende Besøg. Jeg er træt og vil nu begive mig til Bo, stolende paa en bedre Dag i Morgen, og i Overmorgen er det jo Fredag.