Heiberg, Johanne Luise BREV TIL: Krieger, Andreas Frederik FRA: Heiberg, Johanne Luise (1861-07-30)

Bonderup, d. 30. Juli 1861.

Her sidder jeg da, for efter Ordre, at sende et lille „Budskab” til Nørregade.2 Tak for Deres Brev, men især Tak for Onsdag og Torsdag; ifald De ikke alt har sagt Dem det selv, saa vil jeg fortælle Dem, at De var meget elskværdig begge Dage; hvad jeg derimod har glemt at skjæn-de paa Dem for er, at De forrige Gang, da De var her med Herholdt, sagde paa vor Spaseretour, da jeg, lidt uforbeholdent, omtalte Frøken H.s3 Dame-Opførsel — en Udtalelse, som jeg nu veed var grundet, thi hun var virkelig taget paa Landet — „hvad sigerDe nu om os, naar vier borte?” Var det smukt sagt af Dem? Hvad jeg siger om Dem, naar De er borte, kunde jeg vise Dem sort paa hvidt for, ifald jeg virkelig troede, at det behøvedes. De vil maaskee svare mig: det var jo Spøg, ja! men saadanne stygge Ord maa man ikke engang sige for Spøg, og De burde i Grunden have en eller anden lille Straf, men jeg kan ikke hitte paa hvad den s. 29skulde bestaae i, og det er indtil videre Deres Lykke; jeg vil derfor, ligesom Grevinde D ……, gjemme min Hevn, i Haab om, at den engang kan komme til Udførelse. Mine Fremmede, med samt Frøken H., kom alle i Løverdags Kl. 12. De reiste atter — paa Frøken H. nær — Mandag Morgen. Min Broder1 var saa god og rar, at alt gik efter Ønske uden mindste Indvending, saa jeg bebreidede mig mit lille Forræderi imod ham ved til Dem at tvivle herpaa. Han er virkelig et fortræffeligt Menneske, der kun har een Feil, den, at holde af en Søster som af en Elskerinde; De har vist selv alt talt med ham, medens jeg skriver om ham. Den 25. Juli kjender jeg Betydningen af; nu herefter har jeg jo dobbelt Grund til at erindre den, da den har viist sig skikket til at lægge Grunden til min Grund.2 Men at en Patriot, som De, kan være bekjendt at sige: „Nu glemmer jeg den aldrig,” fordi De paa den Dag fandt mig i Klæderne Kl. 11! Det vil jeg holde hemmeligt for alle Fædrelands-Venner. Er De med at feire Slesvigerne?3 De burde dog virkelig være med som En af deres ivrigste Beskyttere; men De gjør vel ved dem som ved mig, De holder Deres Velgjerninger hemmelige. —

Igaar havde vi den første Fornemmelse af en Efteraarsdag, det blæste og var ordentlig koldt. Paa Himmelen funklede Stjernerne i Aftes klare og tindrende som om Vinteren. Jeg var ordentlig ganske glad herover, jeg veed ikke selv hvorfor; det er ligesom jeg i Aar trænger til Naturens Strenghed og Kulde for at tage mig sammen; den milde, stille, leende Sol gjør mig blødere, end jeg kan taale, og døsigere, end det er behageligt for mig og mine Medmennesker; dog, det har De vel selv erfaret og lagt Mærke til; jeg haaber, at Kulden igjen skal bringe lidt Liv og Kløgt tilbage i mine monotone Tanker. I Fredags havde jeg Besøg af den skikkelige Holst.4 Han kom fra Tølløse, hvor han havde været i flere Dage hos Prindsen af Noers Veninde.5 Han gjorde en skrækkelig Beskrivelse af den Suus og Duus, som gaaer i Svang der fra Morgen til Aften. Han bragte mig en Hilsen fra Fruen, at det meget vilde glæde hende, om jeg vilde gjæste Tølløse. Jeg tænkte: jo vist! Nu løber vi om og bager Æbleskiver i en Solhat! Kjender De det Ordsprog? Han skulde ikke til Kjøbenhavn, men til en Svoger af sig, som boer en Miilsvei herfra. Da han benyttede Ole Madsens Heste, fik vi Lyst at s. 30kjøre med. Børnene og jeg fik os saaledes en smuk Eftermiddags-Tour. Paa Veien hjem trak et forfærdeligt Tor-denveier op; jeg synes aldrig, jeg har seet Himlen i et saa-dant Røre, Regnen strømmede ned, og Lyn og Torden fulgte Slag paa Slag. Det var et meget interessant Syn, og lille Anna raabte den ene Gang efter den anden: „Det var morsomt!”

Bruger De Deres Øienvand? Jeg bruger mit og takker Dem derfor. Sæt det paa Deres Skrivebord, ligesom jeg, ved at have det for Øie tænker man paa Øinene. Nu har jeg saa temmelig gjort Dem Regnskab for, hvad der er hændet mig, siden vi sidst saaes. De blaaøiede Stjerner titte ogsaa i Aften ind af Vinduet. Karlsvognen og den nordlige Krone glimrer med usædvanlig Pragt paa denne Aarstid. Giid vi inden i Dag et Aar kunde sige om den nordlige Krone, hvad der staaer i Elverpige-Visen: „De trende blev til En, og den Ene til tre.”1 God Nat! „I Morgen er det atter Dag,” en Dag, som Erindringen krymper sig ved at tænke paa.2 Tak for Deres Bistand, Deres Hjelp, Deres Venskab.