Heiberg, Johanne Luise BREV TIL: Krieger, Andreas Frederik FRA: Heiberg, Johanne Luise (1861-08-18)

Bonderup, Søndag Aften d. 18. August 1861.

.… Vedel var det elskværdigste jeg endnu har seet ham.2 Det er dog vist, at de fleste Mennesker er behageligst, naar man har dem ene. At kunne faae sagt alt hvad man vil i manges Nærværelse, sagde Heiberg, deri bestaar den rette selskabelige Dannelse. Denne Evne er s. 34imidlertid meget faa givne, og da dette nu i Almindelighed er saa, taler jeg ogsaa helst med de Fleste i Enrum. Den Forlegenhed, som jeg tidligere har bemærket hos Vedel, var forsvunden ved dette Besøg. Han har et meget behageligt og betryggende Væsen. Den lille Annas Hjerte stjal han formelig, saa at hun i Dag bebreidede mig, at jeg ikke havde bedt ham blive her og faaet Forsikringen af ham om at komme igjen. „Du skulde have bedt ham,” sagde hun, „meget, for jeg holder saa meget af ham.” Det er godt, at hun kun er 4 Aar.

Det er jo forskrækkeligt, hvad De skriver om den stakkels N. N.1 Han har vel givet et skjødesløst Løfte, som Frøkenen har fanget ham i. Ja, man skal tage sig iagt for Fruentimmerne, de ere ikke at spøge med i det Capitel. Det har forresten noget comisk for en Mand at blive overrasket, som en ung Pige, i Frier-Øieblikket; og at blive afsindig af Sorg herover har atter noget comisk. En Tragedie kan ikke skrives over dette Emne, men vel en Vaudeville. Tag Dem ivare! Det skal være saa farligt i Udlandet at træffe paa Damer fra Hjemmet, siger man. Husk da paa N. N. og vær forsigtig. Dog Spøg tilsidesat, det gjør mig virkelig ondt for N. N., det kan let have Følger for hans hele Liv, selv om Forbindelsen hæves. Vedel talte ogsaa til mig om Halls nedslaaede Stemning. En tro Tjener har Hall vist i Vedel, men ikke en der hænger ved ham med Hjertet; dog dette Baand maa man være to om at binde, og Skylden, at det ikke er inderligere, er vist Halls. Vedel roste Dem for Deres Trofasthed mod Deres Venner — en Bos, hvoraf jeg ikke lærte noget Nyt — men han frygtede for, at denne Dyd hos Dem var saa stærk, at den vilde hindre Dem fra at optræde mod Hall, naar Omstændighederne maatte gjøre dette ønskeligt. Jeg troer det ikke; thi der er eet, der er høiere end det personlige Venskab, og det er Pligten mod Gud og Fædrelandet. Er det ikke sandt? Ligesom for Dem, lader Vedel ogsaa til at have megen Hengivenhed for Andræ. Han er jo ogsaa virkelig et udmærket Menneske. Jeg har ofte tænkt, om ikke det, vi undertiden savner hos den rare Andræ, skulde staae i Forbindelse med hans mathematiske Studium. Mathema-tikerne have ofte den Indskrænkning i deres Tankegang, at Intet har Vægt, Betydning, Bealitet for dem, uden det, de mathematisk kan udregne. Dette holder ikke Stik. s. 35Kjærligheden, foruden meget Andet, lader sig ikke mathe-matisk udregne, og dog tvivler vel ikke engang han paa dens Realitet. Jeg troer Beskjæftigelsen med de kolde strænge Tal er en Dæmper paa den Følelse, han med An-strængelse og Møie arbeider paa at skjule og qvæle. Jeg kan aldrig glemme den Modsigelse hos ham, at han, der ikke troer paa den individuelle Udødelighed, frygtede for at faae Bebreidelser af Heibergs Moder i Livet efter dette, fordi han læste hendes Breve. Er dette dog ikke betegnende for den Tro, han paastaaer, at han ikke har, og hvorfor? Mon ikke fordi den ikke mathematisk lader sig beregne? Men vel er det, at i hans Hjerte, ikke i Hovedet, sidder et Noget, der i enkelte Øieblikke lader ham ane, at herind række Tallenes Herredømme ikke. …

Bonderup.

Brevet er fortsat Tirsdag og Torsdag med Meddelelser om Herholdts Byggeplan, om Børnene, om en omrejsende Fotograf, der har fotograferet Gaarden og Børnene, samt Udbrud om, hvorledes hun mindes Heibergs Sygdom ved denne Tid det foregaaende Aar. Derpaa fortsættes atter: