Heiberg, Johanne Luise BREV TIL: Krieger, Andreas Frederik FRA: Heiberg, Johanne Luise (1861-12-16)

d. 16. December 1861. Aften.

De sagde for kort siden: „Det gaaer mig, som Martensen siger, man bliver glad ved at see et Par Linier fra Deres Haand.” Jeg vil altsaa tage Mod til mig og vedblive af og til at sende Dem et Par Ord, selv om disse lige saa godt kunde være uskrevne.

Det har noget hyggeligt, naar jeg Stakkel kommer hjem fra en Forestilling til mit sovende Huus, da at finde paa Bordet den bekjendte Haandskrift fra min trofaste Ven, vis paa, at Indholdet aander Godhed og Hengivenhed for mig.

Frue Vedels Yttringer ere jo meget elskværdige; jeg sætter Priis paa dem og takker Dem for, at jeg har erfaret dem. Hvis Himlen og Jorden ikke sætter sig derimod, besøger jeg hende i Morgen. Det er ikke umuligt, at vi to gjensidig kunne blive noget for hinanden, uagtet jeg siger til mig selv: hvad trænger hun til Dig? Hun, i sin unge begyndende Lykke, midt i et nyt Foraars Udspring. Og Du — ak, turde og vilde vi Mennesker dog uforbeholdent udtale os for hinanden, havde vi Frimodighed og Kjæk-hed nok dertil, hvad kunde vi da ikke vinde! Jeg bilder mig ind, maaskee med Urette, at ikke mange forstaaer hendes indre Tilstand i dette Tidspunkt som jeg; forstaaer hvad der bevæger sig i hendes Tanker om før og n u. De siger maaskee: „De kjender hende jo saa lidt;” det er sandt, men et Menneske er et Menneske, og hvad der følger heraf kan ikke udeblive. Dog Tiden vil vise, om vi gjensidig faaer Frimodighed, Kjækhed til at udtale os s. 67for hinanden. Hun frygter mig maaskee for det samme, som jeg frygter hende for, nemlig, at hun er en Qvinde, der meddeler til Andre, hvad kun er bestemt for Een.

Lægger De rigtig Mærke til, hvor megen Fortrolighed jeg har til Dem? Vor underlige Samtale i Søndags var atter et Beviis herpaa. Tak fordi jeg saa uforbeholdent tør udtale mig for Dem, vis paa, at Alt optages i et kjærligt og humant Sind. …