Heiberg, Johanne Luise BREV TIL: Krieger, Andreas Frederik FRA: Heiberg, Johanne Luise (1862-04-08)

d. 8. April 1862.

Naar jeg tænker paa, hvor megen Uleilighed De har med mig, da synes jeg, at det maatte kunne optage et Menneskes hele Tid, og endda styrer De Land og Rige, dømmer i Ret og Uret, giver store Værker ud for mig og Andre, læser Alt, hvad der udkommer, omgaaes med Deres Venner, uden at tale om det meget Andet af Deres Virksomhed, som jeg ikke er inde i. Hvorledes bærer De Dem ad med alt dette? Tak for Abælard og Heloise! Hvem maa disse to ulykkelige Elskende ikke interessere? Jeg glæder mig til at læse om dem, men Tak især for Deres Omtanke med Hensyn til det store Værk; jeg er meget glad over, hvad De herom yttrer, thi sandt at sige er jeg helst frie for at rode op i alt dette og tale frem og tilbage herom. Jeg skal ogsaa nok stille M.’s Regjærlighed, ifald han har en saadan, og lade Sagen gaae i Glemmebogen.2

De spørger mig, hvorledes jeg har det? „Op og ned,” altsaa ikke med det Redste, thi da skulde det jo bestandigt være „Op.” Ifald det ikke var formasteligt, da vilde jeg sige som Luther, at hans nederdrægtige Majestæt Satan huserer i mit Legeme; og dog kan jeg ikke ved nøiere Eftertanke fatte, hvorfor han skulde gjøre sig den Uleilighed med mig, der desværre ikke som Luther ved mit Levnet giver ham tilstrækkelig Grund til, at han skulde forfølge mig; men det er jo en glædelig Tanke, at det virkelig lader, som om han var mig imod og finder sin Fornøi-s. 97else i at plage mig. Det er dog en stor Trøst, at det især er Legemet, han denne Gang har kastet sig paa og ikke Sjælen, og saaledes bliver jo den legemlige Smerte til en Glæde.

W. Holst, som har været her i Dag, forelæste mig et morsomt lille Vers til Svar paa den „Sentimental liderlige” Digter Nygaards Vers i „Fædrelandet” til Frøken Nerudas Violiin, som skal staae i „Dagbladet” for i Dag.1 Det er rigtig deiligt at slige Poeter faaer et passende Svar. De siger, at samme Poet engang har skrevet et Vers til mig; det glæder mig, at jeg aldeles har glemt det, længe før han ønskede at være en Violiin og intet Andet.

I Dag har jeg begyndt at ordne et og andet til mit Sommer-Ophold paa Søqvæsthuset. Naar jeg tænker paa Bonderups Skov- og Markveie, da opstiger der vel et lille Længsels-Suk, men tænker jeg saa paa Savnet, der taler til mig fra [hun] Plet, paa Nætterne i hiint Kammer, hvor den kolde Haand laae i min varme, da siger jeg til Qvæst-huset: Tak for at du vil huse mig; stundom vil vel Plankeværket om min Have her trykke mit Aandedræt noget, men da vil jeg tænke, det bør jo saa være, thi det er jo en Afskeds-Sommer fra den Plet, jeg med saa megen Kjærlighed har fredet i saa mange Aar, og hvo er ikke bedrøvet ved en Afsked. Jeg stoler paa, at De hjelper mig med at komme Sommeren igjennem, som De har hjulpet mig med Vinteren, dog, De og mine andre Venner flyver vel bort over Havet til Bjergene og lader mig sidde ene i Reden med mine tre qvidrende Fugleunger. Næste Sommer begynder der altsaa atter et nyt Afsnit i mit Liv! Naar jeg tænker paa de Mange, jeg alt har havt i mit Liv, da er det dog vist, at et Menneskeliv ikke er kort, men langt. Bevar mig imidlertid, hvor langt eller kort mit nye Afsnit i mit Liv end maatte blive, Deres Venskab, for at jeg kan faae Tid at takke Dem for al Deres Godhed mod

Deres hengivne
Veninde.