Heiberg, Johanne Luise BREV TIL: Krieger, Andreas Frederik FRA: Heiberg, Johanne Luise (1826-07-28)

d. 28. Juli 1862.

… Jeg sender Dem her et Blad og en Bregne, samlede Baa mine Morgenvandringer. Urskovene vare jo i gamle Dage alle af Bregner; Tiden har gjort det Store smaat; i den aandelige Verden bliver det Store først rigtig stort med Tiden, hvilket kan sees af den stakkels Dantes Arv til sit Fædreland. Jeg har nu, for anden Gang, ved Deres Godhed, begyndt at fordybe mig i hans Guddommelige Comedie.1 See, han er een af de Fugle, der have faaet Vinger, for at han skulde kunne flyve. Det er et herligt Svar, Dante giver Fyrsten, Can Grande della Skala, da denne bebreider Dante, at han, som kaldes den Vise, ikke har kunnet gjøre sig afholdt ved hans Hof, imedens en taabelig Gjøgler og Nar har formaaet at gjøre sig afholdt af Alle. Dante svarer da Fyrsten: „Du vilde ikke forundre dig derover, naar du vidste, at Grunden til Venskab ligger i Sjælenes Lighed og Sædernes Overensstemmelse.” Hvor anvendeligt! Dante maatte, efter dette Svar, forlade Fyrstens Hof. Det saae ud som en Ulykke for Dante, men var i Grunden en Lykke, thi han arbeidede nu paa sit Værk istedetfor at ærgre sig over de Store. —

Ogsaa jeg havde glemt, at Sommeren 1855 var daarlig her i Marienbad, hvor daarlig husker jeg ikke mere, men denne Sommer kan man ikke kalde daarlig, i den sidste Tid have vi havt et himmelsk Veier; jeg nyder saaledes Sommervarme, medens de stakkels Kjøbenhavnere fryser af Kulde og drukner i Begn. Allerede dette er jo et Udbytte af Beisen.

Jeg har faaet et Brev fra den gode Frøken Løwmann.2 Hun skriver, blandt Andet, at jeg endelig maa sørge for, at Børnene herefter kalde mig for Moder istedetfor Lady Johanna; Folk opholder sig herover, skriver hun. Jeg skal nu svare hende, at jeg Intet mere agter at gjøre for Folks Skyld. Folk, eller rettere sagt, den pyntede Pøbel, har altid noget at opholde sig over, har de ikke mere dette, har de et Andet. Jeg har forresten Intet imod, at Børnene nu kalde mig Moder, men det maa komme af sig selv, udspringe af deres Kjærlighed til mig og ikke paanødes dem som en Pligt. Der er noget uhyggeligt i, at saa mange Sladdere blande sig i Ens inderligste Forhold og berøre dem med deres grove Hænder. Frøken Løwmann s. 131mener det godt, men hun lægger af Kjærlighed til mig altfor megen Vægt paa Folks Pjatterie.

Uagtet jeg haaber paa et Brev fra Dem i Dag, vil jeg dog nu sende dette bort, for at min kjære Ven saa hurtigt, som det har været mig muligt, kan faae Svar paa Deres sidste Budskab, hvori De beder mig skrive, saa snart jeg kan. Tro mig, jeg er glad over, at De med Længsel imødeseer mine Efterretninger om, hvorledes det gaaer mig her. Det gjør godt, naar man føler sig saa ene, at høre, at der er Een, der længes. De taler om mine Manuskripter? Jeg vil ærligt tilstaae Dem, at jeg undertiden fortryder, at disse læses af Dem, ikke fordi jeg fortryder den Fortrolighed, jeg derved har viist Dem, en Fortrolighed, jeg ikke vilde vise nogen Anden, men, for at læse saadanne umiddelbare Vexlinger af Tanker imellem to nøie forenede mangler der dog den udenfor staaende mangen en Kundskab, mangt et Indblik i Forholdet, som gjør, at Meget kan misforstaaes og faae en Betydning heel modsat af den, den har. Dog kan Nogen læse disse Breve rigtigt, da er det vist Dem; jeg veed, De læser Dem med Mildhed baade mod mig og Heiberg. Hans staaer og venter paa Brevet. Lev vel, min trofaste Ven! tænk mildt og godt om Deres

hengivne Veninde.