Heiberg, Johanne Luise BREV TIL: Krieger, Andreas Frederik FRA: Heiberg, Johanne Luise (1863-01-26)

d. 26. Januar 1863.

Jeg har da, min kjære Ven, sendt Afbud til Theatrets Onsdagsforestilling; jeg er saaledes til Tjeneste for de fæle Mænd Onsdag eller Torsdag, ligesom det maatte behage samme at indfinde sig hos mig.1

Tak for igaar! Tak for det Svar, De gav mig angaaende de to sorte Fruentimmers Indflydelse; undertiden maa jeg smile over mig selv, at jeg giver mig af med at ville styrke Andre i en Retning, hvori jeg selv i saa høi Grad trænger til at styrkes. Det rører mig tidt, at De med saa stor Overbærenhed og Godhed lytter til den eenfoldiges Tale, dog ligesom vor egen Sjæls Tilstand ligger os paa Hjerte, saaledes ligger jo ogsaa deres Sjælstilstand os paa Hjerte, som vi holde af; dette maa være min Undskyldning for, at jeg maaskee noget utilbørligt kommer tilbage til denne vigtige Gjenstand, naar jeg taler med Dem. Skal vi ikke kunne tro det eneste Udsagn, vi har at holde os til om vor Sjæls og Legemes Opstandelse, saaledes som Han har bragt os Budskabet herom, hvad har vi da at holde os til? Hvor søge Beroligelse for, at vi ikke som andre simple Frugter i Naturens Huusholdning modnes for at raadne? Jeg mindes en Aften i Brogaden, i den Hegelske Periode, at Heiberg og Andre meente, at vi kun vare Led af det Heele og flød sammen igjen med dette Heele ved vor Opløsning.2 Heibergs Moder blev ganske forfærdet over en slig Tale, slog Haand i Haand og udbrød: „Gud forbarme sig! Jeg vil ikke flyde sammen med de mange ækle Draaber!” Hvo vilde ikke gjøre hendes Ord til sine? Der hører en stor Dristighed til at udtale Ord som, jegtroer ikke, selv om det at tro ikke endnu er os givet; idet man dristigt siger N e i til det store J a, lukker man ligesom Døren for Haabet og Muligheden af gjennem Følelsen at komme til det, som vor Forstand ikke strækker til at fatte og begribe.

Jeg tilstaaer, at det for mig har noget — for at bruge et mildt Ord — uhyggeligt, naar Nogen drister sig til at s. 166udtale dette Ne i, saamegen Ærbødighed kan man dog have, at man tier, det er et Huusraad. Dog, nu var det nok paa Tid, at jeg selv tau. Det er besynderligt, at man kan komme til at skrive om Ting, som det ikke faldt os ind at skrive om, da man dyppede Pennen; saaledes er det gaaet mig i Aften.

Jeg havde en stor Lyst i Formiddags til at besøge Rosenvænget, men Forretningernes Mangfoldighed forhindrede det; det er ikke Alle, der kan, som De, arbeide meget og dog altid have Tid. Undertiden glæder jeg mig dog ret ved Tanken om dette Huus, uagtet Frygten for det nye, det begyndende Hjem undertiden ogsaa ængster mig. Til min Glæde i dette nye Hjem hører, at De i dette nye som i det gamle Hjem, vil hjelpe mig ved Deres Deeltagelse, Deres Venskab, Deres Nærværelse til at finde mig tilrette og føle mig hjemlig i det nye, som i det gamle.

Deres inderlig hengivne
Veninde.