Heiberg, Johanne Luise BREV TIL: Krieger, Andreas Frederik FRA: Heiberg, Johanne Luise

d. 13. Juni 1863.

Tak for de tvende Budskaber i Dag! Det sidste naaede til mig 71/2. Det er farligt at betro Dem sine Kapitaler, bare De ikke gaaer hen og kjøber Postmærker for dem, som Huset skal betales med; De har virkelig en udsøgt Maade til at opmuntre et stakkels Menneske til at skrive slette Breve. Tak imidlertid, at disse med samt deres Slethed behager Dem at modtage.

Hvilket Digt af Grundtvig! 1 Mon ogsaa slige Digte ere det levende Ord? Saa meget er vist, at man bliver ikke levende af at læse dem. Kritikken over „Sigurd Slembe” har jeg ogsaa læst.2 Den Art af Kritikker kan jeg slet ikke læse; det er ligesom der, naar jeg læser sligt, er et Hul i min Hjerne, hvoraf Alt strømmer ud i samme Øieblik, det strømmer ind. I dette Øieblik kan jeg alt ikke huske et Ord af, hvad jeg har læst. Det kan man kalde at have Nytte af sin Læsning. Ogsaa Festen for Bakunin i Sverrig har jeg læst.3 Stakkels Mand! han er unægtelig blevet proved. Slige Fester har forresten for min Følelse noget uhyggeligt, noget udelikat. At staae i et fremmed Land og høre sit eget Lands Skjændsel udtalt med saa skaansel-løse Ord er dog en egen Sag. Selv at tale, som Bakunin her taler i et fremmed Land, synes mig har noget uædelt. De kan svare mig, det er Begjeringen og ikke Folket, han bryder Staven over, men, et Folk kan ikke ganske, synes mig, skilles fra sin Begjering, og har denne Begjering kunnet være, som den er, i saa langt et Tidsrum, da kan Folket ikke være uden Skyld; nu at staae i et fremmed Land og blive bekrandset paa Grund af sit Fædrelands Skjændsel, synes mig maatte være en bitter Behagelighed. De synes maaskee, at det er Fruentimmer-Følelser, som ikke s. 181have hjemme i Politikken, men mig synes, at ogsaa hos en Mand maatte det være vanskeligt at holde disse Følelser tilbage. Bakunin er jo dog en Russer, og at høre saa-danne Ord som: „Ingen af os havde troet, at vi skulde samles i et Lag for at tømme et Glas for en russisk Mand,” maa dog klinge lidet glædelig i en Russers Øren, selv om han er Festens Konge. Har jeg saa ganske Uret heri? Jeg føler sommetider noget lignende i det Smaa. De kjender min Foragt for de fleste Kunstnere og udtaler mig desværre skarpt om dem, men hører jeg Andre sige: „Alle disse Kunstnere ere noget Kram uden Tro og Love,” da føler jeg dog en Smerte derved. Dog, herom skulle vi tale i Morgen Eftermiddag; maaskee gaaer det ikke an at bruge en saa lille Maalestok til de store Begivenheder.