Heiberg, Johanne Luise BREV TIL: Krieger, Andreas Frederik FRA: Heiberg, Johanne Luise (1863-11-23)

d. 23. Nov. 1863.

Med Uro ventede jeg i Middags paa et Budskab fra Dem, Tak for at det ikke udeblev! Det er jo desværre sørgelige Efterretninger, dog man kunde jo ikke vente andet. Jeg gik i Morges i Haven og tænkte og atter tænkte paa vore forviklede Forhold. Da faldt det mig ind, hvis det er Forsynets Mening, at vi i denne Kamp virkelig skulle tabe de tydske Provindser, mon det da ikke er uundgaaelig nødvendigt, ifald de tre nordiske Bigers Tidspunkt er kommet, og mon ikke netop denne Ulykke maa gaae forud for Bigernes Forening? De smiler maaskee over den Maade, hvorpaa jeg søger at trøste mig; er det eenfoldigt tænkt af mig, vil jeg trøste mig med, at det ikke er første Gang, at mine eenfoldige Tanker have naaet til Dem. Jeg kan ikke lade være at tro, ligesom afdøde Mynster, at Norden er bestemt til i en ikke fjern Fremtid at spille en fremragende Bolle i Begivenhedernes Gang. Skal denne Spaadom gaae i Opfyldelse, da maa jo først de Trende blive til Een, thi vi alene med vore Provindser formaaede vel neppe at spille en europæisk Bolle. De seer, hvorledes jeg griber efter Trøsten og tænker det Bedste om Forsynets Hensigt med os.

Har De hørt den Vittighed, som gaaer i Svang i Byen i disse Dage? Nemlig, „Salige ere de Svage i Aanden, thi s. 236de skulle arve — Danmarks Rige.” Ja, Holberg har lagt en god Grund herhjemme.

Tak, min kjære Ven, for det andet Budskab i Aften! Hostrups Digt er jo ganske net, paa de to første klodsede Linier nær.1 Jeg veed ikke ret hvorfor, men, jeg har en ubehagelig Følelse ved at tænke mig den gode Madvig holde disse bløde Taler i dette Øieblik.2 Jeg ønskede en anden Tonart i dem, lidt mere Salt, lidt mere norsk Kraft og Raskhed, med et Ord, lidt mere alvorlig stræng Mandighed. Maaskee er jeg ubillig heri, men saadanne Rutine-Taler passe ikke, synes mig, til Øjeblikkets mørke Alvorlighed; de have intet vækkende, og det bør Taler have i saadanne Tider; de bør klinge som i gamle Tider, da Kjæmperne slog paa deres Skjolde, saa det rystede Murene i Kongs-Gaarden. Jeg gad høre V. Motzfeldt holde en Tale til Kongen.3 Dog vi ere nu engang Ferskvands-Fiske, og ikke Saltvands som Nordmændene.

Tak for igaar! Det var ret slemt, at det faldt i min Lod at skulle forstemme mine kjære Gjæster med den ubehagelige Efterretning. Andræ blev hos mig til Kl. 12 og var meget elskværdig. …