Heiberg, Johanne Luise BREV TIL: Krieger, Andreas Frederik FRA: Heiberg, Johanne Luise (1863-11-26)

d. 26. Novb. 1863.

Ak, hvilke triste Budskaber! Skam faae Madvig, jeg havde ret trængt til at tale lidt med Dem i Aften om alle vore trykkende Forhold. Jeg har været ene den hele Dag, Tankerne have været i travl trykkende Virksomhed, men Munden lukket; kun gjennem Berling og det Blad, De har været saa god at sende mig, har jeg været i Berøring med den ydre Verden, og hvad den fortæller forøger jo kun eens Mismod. I saadanne eensomme Dage ere Deres smaa venlige Budskaber Lysglimt, der afbryder Eensomheden.

Igaar Eftermiddags var jeg hos Treschow. Da jeg havde været der en Timestid, kom Hall. Han var meget forkjølet, ganske hæs og saae i det Hele taget forkommet ud. Jeg havde ondt af ham. Tillykke kom Hans strax efter med Vognen, thi det piinte mig at sidde der, da jeg jo nok kunde tænke, at de to ønskede at være ene. Hall tyer dog fremdeles til T., naar han er under et Tryk. Det er jo slemt, hvad De fortæller, at Østrig ønsker at styrte Hall, s. 237thi hvad vilde følge heraf? Hvem kan, hvem vil i dette Øieblik sætte sig i Spidsen for Regjeringen? Holsteen maa man dog vist ansee for tabt, og hvilken blodig Krig om Slesvig! Og hvorledes vil Udfaldet blive af dette Blodbad? Hvilken Tid at gaae imøde! Noget aldeles uventet maa vist aabne sig for os, hvis vi skal see en Havn, hvori vi ønskede at hvile.

I Samtalen igaar med T., forinden Hall kom, faldt Talen paa C. Moltke. Det er ingen Ulykke, paastod han, at M. ikke vilde overtage det Holsteenske Hværv. Han er gal, sagde han flere Gange. Han fortalte, at i Reedtz’ Tid var han, Treschow, sendt til M. for at formaae ham til at træde ind i Ministeriet.1 M. havde afslaaet det, hvorpaa T. forlod ham. Dagen efter fik han et Brev fra M., hvor denne skrev, at han haabede, at T. ikke havde misforstaaet ham, thi det var hans faste Beslutning ikke at træde ind i Ministeriet. T. svarede tilbage, at han meget vel havde forstaaet en saa klar Besked. Og hvad skeer! 2 Dage efter hans Afslag var M. i Ministeriet. Hvad skal man sige, sagde T., om en saadan Vægelsindethed. I T.s Samtale med M. i hiine Aar havde M. sagt: „Ja, jeg vil paatage mig den Holsteenske Ministerplads, ifald Kongen vil give mig ti tusende Mand Tropper med derover, over hvilke jeg maa have uindskrænket Magt.” Jeg tillod mig at sige: „Ja, det var maaskee det Rette, havde man dengang gaaet ind herpaa, saa stod vore Sager maaskee nu anderledes.” Dette vilde T. intet høre om, han sagde: „Det var gal Mands Begjæring.”

Nu har man da ydmyget sig for C. Plessen til ingen Nytte.2 Mon England virkelig vil lade det blive ved pæne Talemaader og intet gjøre for os? Fru Møller, som lige er kommet fra Gotha, sagde, at i alle de Breve, som Samwer3 faaer fra England, fortælles, at Begeistringen for Prindsessen er usvækket. Man kalder hende almindelig: Rosen fra Danmark. Dog fra Ord til Handling er et stort Spring. De siger, at jeg skal holde mig til min Trøst, men mig synes ikke, at det seer ud til, at Trøsten er moden til at komme hurtigt og snart.

Stakkels Vedel! Det maa være piinligt at ligge fastbundet, naar man netop skulde være i stærk Bevægelse. Jeg holder ikke af saadanne mindre Uheld, naar store staar for Døren, de pleie ikke at varsle noget godt.

s. 238Hvad er det dog for en underlig Verden, vi leve i! Menneskene pine og plage hinanden af Ærgjerrighed og Forfængelighed, indtil en skjøn Dag Døden træder til og siger: „Du skulde brugt dine Dage og Timer bedre, thi alt dette har du herefter ingen Brug for.”

De mærker nok, min kjære Ven, at jeg er utilbørlig mismodig i denne Aften, jeg vil nu gaae til Ro og stole paa, at Englene arbeider, medens vi sove. Jeg vil indeslutte vort stakkels Fædreland i min Aftenbøn og ret bede Gud om at lede Alt til det Bedste.