Heiberg, Johanne Luise BREV TIL: Krieger, Andreas Frederik FRA: Heiberg, Johanne Luise (1864-03-29)

d. 29. Marts 1864.

… Herre Gud, jeg seer i Berling i Aften, at den stakkels Grev Blücher er død.3 Havde han levet 200 Aar tidligere, vilde hans Skjæbne være blevet en ganske anden. Der var dog et smukt og kraftigt Naturel i ham, som er gaaet tilgrunde i Hoffets Lediggang. Han var mig saa trofast hengiven, at hans Død gjør mig ondt. Stakkels Fru Blücher! Hun kan sige, at hun har kjendt lyse og mørke Dage, saa det kan forslaae noget.

Naar jeg siger, at jeg er bedrøvet over, at De skal bort,4 da er dette visselig den rene Sandhed, og dog føler jeg en Tilfredsstillelse over, at Deres Kræfter blive paa-skjønnede og anvendte. Gud give Dem Held i dette vigtige Foretagende! Man bør jo ikke være saa egoistisk kun at tænke paa sig selv, uagtet det ofte kniber med ikke at gjøre sig skyldig i denne Feil, men dog vil jeg bede Qvæker-Bønnen til Gud: „Paalæg mig ikke Alt, hvad jeg kan bære.”

Man skal dog aldrig dømme et Menneske efter Andres s. 257Omtale. Den yngste Frøken Scavenius var hos mig i Dag.1 Hendes Søster, der er gift med en Greve — jeg husker ikke, hvad han hedder —, har jeg altid hørt omtale som en stolt, kold Dame, der havde Faderens hovmodige Sind; og nu bringer Søsteren mig i Dag nogle Digte af hende, der virkelig ikke hører til de sædvanlige Dame-Rimerier, men ere følte af et fiint Gemyt. Det var ganske elskværdigt, at hun ikke kunde læse et, der var skrevet til hende fra den ældre Søster, uden at Taarerne, efter en forgjæves Kamp, strømmede ned ad hendes Kinder. Efter Moderen have disse Piger næppe arvet dette Indre; mon da Faderen under sin ubehagelige Skal dog skulde gjemme et rigt Gemyts Følelser? Ja, hvem veed? Eensomheden i Naturen er dog en frugtbar Tilværelse for Gemyttet; uden denne Eensomhed i Livet paa Gjorslev vilde disse Pigers Indre næppe have taget den Retning. Jeg har Digtene, og De kan da selv læse dem og maaskee blive ligesaa forundret over de rige Frøkener, som jeg i Dag er blevet. …