Heiberg, Johanne Luise BREV TIL: Krieger, Andreas Frederik FRA: Heiberg, Johanne Luise (1864-05-01)

1. Mai 1864.

Min kjære Ven!

Igaar havde jeg den Glæde at modtage Deres Brev fra 27. April. Et fra 23. April havde jeg modtaget for 2 Dage siden. Tak for at De saa trofast lader mig høre fra Dem! Det glæder mig, at De mener, at Dybbøls Fald ikke yderligere vil skade vor vanskelige Stilling. At De er bedrøvet, har jeg kunnet læse imellem Linierne paa Deres sidste Breve. Gid jeg kunde tale lidt med Dem, ikke fordi jeg Stakkel formaaede at hæve Bedrøvelsen, men enhver Bedrøvelse bliver strax mindre, naar man giver den Ord til en Fortrolig, ja stundom gaaer det med denne, som naar man i Mørke er ræd for, at det overnaturlige kunde nærme sig Een; saasnart man tænder Lys, og Mørket forsvinder, ere vi atter modige, og Angsten er borte; Ordet, der frimodig tør lette vort Bryst, bliver ofte til et Lys, der atter gjør os kjække.

Det er ret tungt, at De under Deres Ophold i London skal slæbe paa det Tryk, som vore forviklede Forhold fører med sig, thi hvis det ikke var, da synes mig, at Opholdet og Bekjendtskabet, saavel med de mange Mennesker som med Naturen, maatte være høist interessant. Lad mig see, at De nyder det saameget som muligt og ikke overseer Nydelsen for Trykket. Jeg glæder mig over, at s. 275Lady Stanhope traf i min Landsmand en saa vel underrettet, som hun næppe ofte træffer paa.1

Med stor Glæde skal jeg tage mig af Reolerne, uagtet det gaaer mig her som den gamle Hysse-Lund ved Theatret; jeg gyser for den Magt, der er mig betroet.2 Jeg vil nu forholde mig rolig til Deres Tante taler til mig herom. Deres Have finder jeg nu virkelig saa smuk, som det Givne tillader. Gid De selv maa synes det samme og opleve mange gode Aar under dens Træer og i dens Gange!

De spørger mig, hvorledes det gaaer mig med Cesarine? Frøken Smith, der i Fredags har begaaet den Ubesindighed at formæle sig med Paetz, har erklæret, at hendes Helbred ikke i Aar tillod hende at indstudere nye Roller, altsaa slipper jeg; Hjelpen kommer ofte, hvor man mindst ventede den.3 Vil De ikke spørge Lady Palmerston, hvorledes man bærer sig ad med at see 20 Aar yngre ud, end man er? Denne Lærdom kunde betale sig for en Skuespillerinde. I Dag var Tillisch hos mig og betroede mig, at Kongen gjør Vanskeligheder med Md. Gerlachs Afsked, og at han paa Grund heraf har indgivet Ansøgning om sin Afsked fra Theatret.4 Madammen, der nu i et heelt Aar har sat Chefen Stolen for Døren og idelig raabt paa Afsked, har nu været hos Kongen og bedet ham om at blive. Hvilke Mennesker! „Md. G.s Nar vil jeg ikke være,” siger Tillisch, „enten hun eller jeg maa bort.” Hertil kommer, at Tillisch hidindtil har faaet sin Pension udbetalt af Frederik d. 7.s Civilliste, og at dette nu ophører. Fenger vil nu drage den Indtægt, han har som Theaterdirecteur, fra Pensionen, hvoraf følger, at enten han vedbliver eller gaaer af, bliver hans Indtægt den samme. At miste 2500 om Aaret er jo ikke behageligt og saa dog vedblive i et Embede, der skaffer En saa meget Bryderie. Jeg kan igrunden ikke fortænke Tillisch i, at han vil bort; hvem der blot kunde gjøre ligesaa! Det vil nu vise sig, om Kongen vil lade det komme hertil; han har jo nu ikke det mindste Herredømme over Theatret, men det kan de Godtfolk ikke faa ind i deres Hoveder; det var herover, at de Kongelige vare saa forbittrede paa Heiberg, fordi han lod dem føle dette. Det var en Feil, at Theatret ikke efter 1848 blev kaldet National-Theater istedetfor Kgl.; det vilde have orienteret Hoffet.

Fru Martensen har formildet min Vrede ved at gaae s. 276hen og blive syg; hun er nu bedre.1 Med Martensen har jeg omtalt Sagen. De har ofte sagt, at De aldrig har seet mig hæftig; jeg haaber heller ikke, at De skal faa det at see; i Samtalen med Martensen var jeg det, og han ligesaa. Dagen efter fik jeg imidlertid et saa smukt og elskværdigt Brev fra ham, der nødvendigt maatte formilde mig. Han er dog et blødt og godt Gemyt. Ogsaa han lider af, hvad jeg skrev til Dem om min Samtale med Madvig. Forunderlige Mennesker! De holde saa meget af mig, men unde mig dog ikke, hvad der kan være til min Trøst og Opmuntring; de kan ikke taale, at en Anden er for mig, hvad de ikke kan, af mange Grunde, være. Andræ var hos mig forleden Aften og sagde, at Martensen, der havde besøgt ham, havde bedet ham tale mig tilrette i mine politiske Anskuelser, da han ingen Vei kunde komme med mig. Det er virkelig latterligt! Som om der laa nogen Vægt paa mine politiske Anskuelser.

I Aftes havde jeg Besøg af Hall, der blev og drak Thee med mig og først gik Kl. 12½. Han var den Gamle og lod til at være ganske vel tilmode. Ogsaa han stræbte at sætte mig ind i Forholdene. Andræ er gal, sagde han iblandt andet. Han fortalte en pudsig Historie om Kongen, der, ligesom Harun-al-Basjid, gaaer paa Nattevandring med sin Cavaleer, en Smidth.2 Forleden Aften sildig gik de forbi en Borgerskildvagt; det var en meget kold Aften. Godmodig sagde Kongen til Manden: „De fryser vist? Hvorfor tager De ikke Deres Kappe paa?” Hr. Sørensen saae ganske rolig paa ham og sagde: „Maa jeg spørge, hvad Fanden kommer det Dem ved?” Smidth blev urolig og sagde til Manden: „Kjender De ikke hans Majestæt?” „Hvor Satan skulde jeg kjende ham fra!” lød Svaret, hvorpaa det kongelige Tog trak sig tilbage og gik videre. Bomantisk er unægtelig ikke dette Eventyr. I Aften var Fru Hall her og fik mit Afslag om at staae og sælge ud til hendes Bazar. Hun meente, at naar jeg pyntede mig rigtig smukt, vilde jeg faa en uhyre Afsætning. Hun er dog enestaaende i sit Slags! God Nat, min kjære Ven! I Morgen skal jeg atter til „Dina”. Frøken Hirsch og Børnene ere raske. Naar kan man vente at see Dem i Bosenvænget? Tænk venligt paa

Deres inderlig hengivne
Veninde.