Heiberg, Johanne Luise BREV TIL: Krieger, Andreas Frederik FRA: Heiberg, Johanne Luise (1864-05-07)

d. 7. Mai 1864.

Jeg har atter her, ved Deres Godhed imod mig, to Budskaber liggende for mig, eet af 28. April og eet af 2. Mai. Begge kom igaar, Fredag. Det er jo fortræffeligt, at De har Tro til, at det ikke vil gaae os saa ilde. Gid denne Tro ikke maa svigte! Forsagte er man rigtignok herhjemme og det tilgavns, saa det seer galt ud med at være „resolut” og „fordomsfri”. Jeg selv frygter undertiden for, at England spiller falsk Spil med os. Gid jeg maa tage feil. Det er unægtelig pikant, hvad De fortæller om Lignelsen med Shylock. Det Værste er, at de alt have skaaret betydelige Stykker Kjød ud af vore Sider, hvilket Shylock itide blev s. 281forhindret i mod den stakkels Kjøbmand; nu kommer det an paa, om Saaret kan læges uden at den Syge faaer Tæring. Tak for Indbydelses-Kortet fra Lady Palmerston! det er jo virkelig interessant at have hendes Haandskrift. Aldrig havde jeg troet, at det kunde falde i min Lod at have den; man seer, at man Intet skal forsværge i denne underlige Verden. De beder mig skrive, hvorledes det gaaer med Helbreden? Op og ned. I de sidste Dage har jeg tildraget mig en Forkjølelse, som har gjort, at jeg i et par Dage har maattet holde mig i Sengen; jeg haaber nu, at det er overstaaet. Men hvorledes skulde det ogsaa kunne være anderledes ved de utrolige Overgange af Varme og Kulde, som vi i den senere Tid har været hjemsøgt af. Tænk Dem, at i Torsdags Aftes saaes Nordlys paa Himlen; Nordlys i Mai! det har jeg i det mindste aldrig oplevet. Nu seer det igjen ud, som om Veiret vilde tage en mildere Retning. Den ene Dag 12 G. Varme, den næste paa Frysepunktet; hvor kan et flint Væsen indlade sig paa sligt uden at forkjøle sig. De spørger fremdeles, hvorledes det staaer med Sindet? Dvask. Jeg fordyber mig i resultatløse Grublerier; jeg mangler Dem til at sprede disse. Saa tager jeg mig igjen sammen, beslutter at være flittig, syer paa Syemaskinen, og Sindet bliver atter lysere. Jeg beslutter da at blande mig mere med andre Mennesker, hvis Berøring strax paany støder mig tilbage i mig selv. Her er ret fælt herhjemme i denne Tid! Ikke mindste Pust af den opløftende Stemning fra 48; vore Jenser er de Eneste, der faaer ens Hjerte til at banke af national Glæde, de Eneste, der bringe velsignede Taarer i Eens Øine. Almuen er dog det Bedste i vor Nation; de saakaldte dannede ere utaalelige, Adelen flad, og de kappes om at overbyde hinanden i Mangel af den Selvfølelse og Holdning, som en Nation bør have under Forhold, som dem vi desværre befinder os i. Et lyst Punkt i alt dette er ogsaa den Beredvillighed, den Godgjørenhed, hvormed man kommer de Betrængte til Hjelp med Pengebidrag; man fatter næsten ikke, hvor Alt det kommer fra, som ydes.

Det er et broget glimrende Selskabsliv, hvori De i Sommer bevæger Dem. Det forundrer mig at høre, at Lokalerne, paa enkelte Undtagelser nær, ere smaa, det havde jeg mindst troet kunne finde Sted i London. Det er jo s. 282upassende, at jeg har et større Lokale end alle disse fornemme og rige Folk; det er jo den forkeerte Verden.

Jeg er bleven afbrudt i min Skriven af Frøken Scavenius; det er sildig, og jeg vil ikke tilbageholde disse Linier til i Morgen.1 Jeg skriver snart igjen til min kjære Ven. Frøken Hirsch er igjen rask, Børnene muntre, og jeg selv taknemmelig, fordi De saa ofte betænker mig med at lade mig høre fra Dem. I Morgen Middag har Deres Tante lovet at spise ene med mig, thi Frøken H. og Børnene ere budne ud. Vi skal da rigtig drøfte Sagen om Reolerne. Hun er en kjæk livlig Person, som det er opmuntrende at tale med. Havde De været hjemme, skulde De have forsødet min Eensomhed i Morgen, nu er Deres Tante saa god at paatage sig det. Lev vel min kjære trofaste Ven! Alle gode Engle følge Deres Bestræbelser for vor Sag.