Heiberg, Johanne Luise BREV TIL: Krieger, Andreas Frederik FRA: Heiberg, Johanne Luise (1864-06-14)

d. 14. Juni 1864.

I Dag havde jeg den Glæde at modtage Deres Brev af 7. Juni. Der hører sandelig Fasthed til for ikke at lade sig forvirre af alle de gode Raad og Meninger, som Deres Øren maa døie i den store mægtige By. For os at sætte Alt paa et Kort? Ja, under saadanne Omstændigheder bliver Christian den 9. og hans Regjering Genier, naar det føi-er til Held, men talentløse og dumstrige, naar det gaaer galt; her er altsaa gode Raad dyre. En Lykke er det, at man under saadanne Omstændigheder som vore som oftest tvinges til at gaae den Vei, man gaaer, saa at, paa en vis Maade, Valget ikke vælges, men fordres som en Nødvendighed. Gid Nødvendigheden og Heldet her maa smelte sammen.

Jeg er ganske forbittret over, ligesom Heiberg var det i 48, i Aviserne at læse om den infame Dr. Heiberg i Slesvig.1 Dette Menneske hedder slet ikke Heiberg, det er et Navn, han har givet sig selv. Han er en uægte Søn, jeg husker ikke ret om af Hertugen af Augustenborg eller en anden stor Herre; dog troer jeg, det er Hertugen. Heiberg havde for Alvor isinde i sin Tid at gjøre Indsigelser mod, at han bar dette Navn. Det irriterede mig formelig forleden Aften i Berling, hvor denne Dr. omtaltes i et væk om alt, hvad der var passeret i dette Heibergske Huus. At see sit Navn sammenblandes med en saadan Forræders, det er dog haardt. Det var allerede en Trøst, synes mig, om Folk fik igjennem et Blad at vide, at dette Navn ikke tilhører ham. „Hvorfor har dette Afskum just valgt mit Navn,” udbrød min Heiberg saa tidt i den forrige Krig. Maaskee Regenburg, der jo kjender saamange Forhold i Slesvig, veed, hvorledes det hænger sammen med dette Menneske. Spørg ham, om han ikke kunde faae nøiagtig Besked om ham. …

Har De læst Davids Taler til Kongen og Dronningen ved Aabningen af den ny Jernbane?2 Han er dog mageløs s. 313affecteret i sine Taler, det er ligesom man hørte en gammel Landsby-Præst: „Der David blev gammel, holdt han gudelige Taler.” Herfor er han udnævnt til Commandeur — at sige til Korset —, hvilket jo passer godt til hans gudelige Stemninger. Det er ogsaa een af vore store Mænd med smaa Eegenskaber. Grundtvig har da udgivet „Et Trøste-Brev til Danmark” for 8 Skilling; om disse 8 Skilling skal tilfalde de Saarede, siges der intet om; Brevet har jeg ikke læst, saa jeg hører ikke til de Trøstede.1

Det vilde have moret Dem at høre, sidst da Andræ var hos mig, ham opfordre mig til at skrive mine Memoirer; han var vis paa, sagde han, at jeg kunde. Jeg paa min Side opfordrede ham til at skrive sine. Samtalen antog en lystig Retning, og jeg lovede ham, naar han bragte mig det første Kapitel af sine, skulde han fire Dage efter modtage det første Kapitel af mine. Jeg kunde vist dristig love ham dette. Andræ! Og Memoirer!! Jeg blev forresten forundret over, at han troede mig istand hertil. „Jeg troede virkelig,” sagde jeg til ham, „at De ikke troede mig istand til at sammenføie en Side, endsige beskrive et heelt Liv.” Han var saa artig at svare, at man kun behøvede at læse nogle Linier af mig for at see, at jeg besad denne Evne. Det forundrede mig som sagt.

Jeg maa dog fortælle Dem, at en Dronning med samt hele sin Hofstat har taget Bolig i mit Huus. Er det ikke forunderligt! De veed jo, at Murene paa Huset ere dobbelte, og at der i Midten af begge er et tomt Rum. Dette Rum har en Bisværm fundet Behag i til at organisere en Biistat. Af de smaa Huller udenpaa Huuset flyve de ind og ud og er i en yderst travl Virksomhed. Jeg lever nu formelig i Krig med disse Dyr for at fordrive dem fra mit Territorium, maa ryge med Svovl fra Kjælderen op i Murene; i Dag lader de til at fortrække, efter at mange ere saarede og faldne. Mon ikke dette Middel kunde anvendes paa Preusserne, der ligesom disse trænger sig ind, hvor de intet have at gjøre? Alle, som give sig af med Kjendskab til Bier, ere høist forundrede over denne Adfærd af disse ellers kloge Dyr. Det er dog virkeligt forunderligt, at alle de Dyr og Insecter, som ellers bygge udenfor Husene, absolut vil bygge indeni mit Huus. Svalerne vilde bygge paa mine Lysekroner, og da de ikke fik Lov hertil, vilde de slet ikke bygge her. I min Tørrekjælder bygge i Aar s. 314flere Sangfugle, som ere fløine derind ad de smaa Huller i Muren, og nu tilsidst dette ualmindelige, at Bier trænge ind i Huset for at gjøre dette til en Bikube. Fuglene i Kjælderen har jeg viist Gjæstfrihed, men Bier og Svaler i Stuerne, dette lod sig dog ikke gjøre, uagtet det gjør mig ondt, at jeg maa skuffe deres Tillid og venskabelige Tilnærmelse.

I dette Øieblik, efter Bordet, fik jeg Deres kjærkomne Brev af 10. Juni. De spørger mie, heri, om ogsaa jeg har glædet mig over Skovens Herlighed, ja, hvad synes De, jeg har endnu ikke seet Skoven i Aar! Veiret har dog ofte i den sidste Tid indbudt dertil, og dog har jeg siddet stille i min Bede; men nu skal det være. Paa Torsdag kjører Deres Tante, Etatsraad Drewsen, Børnene og jeg til Fileværket for at samle Skovplanter til min Have. Seent er bedre end slet ikke. Jeg mangler Dem til at give mig Stødet til Beslutninger i dette som i mere. Tak fordi De i et foregaaende Brev erindrede mig om Pengene til Waage-Petersen. Jeg vil dog ikke gjøre mig værre, end jeg er, jeg havde alt betænkt dette. I saadanne Sager tager jeg mig sammen, naar De er borte; er De hjemme, da har De vænnet mig til at stole paa D e m. Det er jo fornøieligt, at De ere saa mange Danske i London; hvem der var Een af de Ni! Vi gaae altsaa „store og farefulde Kampe imøde”? Ak, min kjære Ven, det er forfærdeligt! Vi have ingen Kanoner, ingen Soldater og ingen Generaler, og dog tænke vi paa at føre Krig! Mig forekommer dette næsten som en Umulighed. De troer jo selv ikke paa, at nogen vil komme os tilhjelp tiltrods for Englands Danskhed, og jeg troer det heller ikke. Ja kunde den fortræffelige Hertug af Cambridge1 skaffe de 30,000 Mand til vor Bistand, men det gaaer her som saa ofte, den, der har Villien, har ikke Evnen og omvendt, uagtet jeg synes, at de Engelske maatte skamme sig som Hunde, ifald de efter alle deres Udtalelser baade af høie og lave saae os blive sønderrevne som af en Flok Ulve, uden at de rørte sig til vort Forsvar. Men hvad nytte fornemme Damers og Herrers søde Tale, de vende hurtigt om, og disse, saavel som den ringere Befolkning, har altid den gode Undskyldning: vi have ikke Magten ihænde.

Andræs og Tschernings Ord om at vandre ud af Landet for deres Sønners Skyld ere stygge, troløse Ord2 I Ulykken s. 315skal man blive sammen og ikke adskilles. Hvem siger desuden, at disse Sønner, om end flinke Mennesker, vilde bane sig en bedre Vei i et rigt Land end i vort lille fattige? Hvor kan desuden noget Menneske opgive sin Nationalitet? Det mishagede mig ret hvad De skrev om Jenny Lind, at hun opdrog sine Børn til Engelskmænd. „Mennesker,” sagde Heiberg engang, „der ikke har slaaet Rod i deres egen Nationalitet, saa at de for intet i Verden vil ombytte denne med en anden, de ere den rette Pøbel.” Det er haarde Ord, men mig synes, at der ligger en dyb Sandhed heri, thi Pøblens Kjendetegn er netop, at den intet Steds er bunden til noget med de usynlige Traade, der ikke lader sig sønderrive, uden at Individet gaaer tabt. Frøken Hebbe fortalte, at Jenny Lind engang havde sagt, at hun hadede Stockholm. Hvor kan man hade sit Fædreland? Man kan være vred paa enkelte Mennesker i dette, men sit Fædreland kan et godt Menneske ligesaa lidt hade, som det kan hade sin Fader og Moder, de maa saa være, som de vil. Om disse Ord af hende kan De sige, at slige Ord henkastes uden at have en dybere Rod, men det, at hun gjør sine Børn engelske, er, synes mig, en Brøde, udsprunget fra den afskyelige Kunstnerforfængelighed. Der var ikke altid udsolgt, naar hun gjæstede Stockholms Theater, derfor hader hun den By, hvor det fattige Soldaterbarn i lang Tid blev baaret paa Hænderne af hele Nationen; og hun vil berøve sit Fædreland sine Børn? Kan De erindre, hvad Heibergs Fader skriver herom i Anledning af Sønnens Opdragelse? „Hertil,” skriver han, „har ingen Fader R e t.” Denne Anskuelse, som han saa ofte gjentager i sine Breve, er det, hvormed han især efter sin Død har vundet min Interesse og Hengivenhed. …

Jeg selv er meget bedre ved Kræfter, ja igrunden rask, men jeg sørger over mit stakkels Fædreland, men om jeg havde 16 Børn, skulde de endda alle være danske. Farvel, min kjære Ven! Tak for Deres Trofasthed i Deres Venskab. Gid vi maa leve sammen i en gladere Tid, saa at vi maa kunne sige: Dengang havde vi det haardt, Gud har nu vendt Alt til det Gode.