P. A. Heiberg til L. Heiberg.
Hamburg
den 29de December 1801.
Kjere Broder!
Dit Brev af 16de December haver jeg rigtig modtaget, og skylder dig korteligen at besvare samme, saa tungt som det endog falder mig i denne Tid at skrive Breve.
Du kjender nu den haarde Skjebne der har truffet mig, og hvorom den første Efterretning sikkert ikke kan have været mere uventet for dig, end den var for mig. Jeg levede i Paris, aldeeles ikke lykkelig, men dog nogenlunde tilfreds. Haabet om at min Landflygtighed dog ikke skulde kunne vare længe havde forhindret mig fra at lægges. 92nogen Plan for Fremtiden. Meget ofte havde jeg i mine Breve underholdt min Kone med Beklagelser over at være skild fra hende og vores Søn, og yttret mit inderligste Ønske efter at samles snart med dem igjen i Dannemark. I sine Svar stræbte hun stedse at opmuntre mig, forestillede mig at hendes Stilling var ikke behageligere end min, men bad mig for alting stedse om ikke at gjøre noget Skridt for at erholde Tilladelse til at komme hjem, saasom det, sagde hun „vilde vanære mig“. 1) Jeg antoeg dette for hendes sande Meening, og som et Beviis paa hendes Kjerlighed, Venskab og Høyagtelse; og levede saaledes meere roelig og tilfreds end man skulde have ventet, indtil midt i September Maaned, da jeg med eet og aldeeles uforberedet erholdt et Brev fra hende, hvori hun, uden i mindste Maade at undskylde sig, erklærede mig reent ud sin Beslutning, og fordrede mit Samtykke; 2) sigende reent ud: at hun ikke havde det allermindste at bebreyde sig; at hun ikke gjorde andet end sin Pligt; at Forførerens Rettigheder vare helligere end mine; at heele Verden vidste hendes Forbindelse med ham; at hun ikke, uden at blive en Meenederske kunde forlade ham; og at jeg dræbte baade ham og hende ifald jeg ikke strax gav mit Samtykke. 3) s. 93Jeg anfører hendes egne Ord; Du kan vel forestille dig, hvor græsseligt dette første saa aldeeles nventede Stød var for mig. Jeg besluttede strax at reyse hjem; skrev hende min Beslutning til, brugte alle de Argumenter og Overtalelser som det var mueligt at bruge, for at bevæge hende til at vende tilbage paa den rette Bey: sagde hende at jeg absolute vilde tale med hende selv, førend jeg gav mit Samtykke; 1) og lovede hende endelig, at jeg, naar alle mine Bestræbelser skulde være frugtesløse, skulde handle saaledes som en retskaffen Mand bør handle, og at hendes Ære og Tilfredshed var mig kjerere end min egen. 2) Jeg bad hende betænke at hun nødvendig ved at forlade mig, ogsaa maatte forlade sin Søn, hvilken jeg ikke kunde tillade at blive hos hende. 3) Jeg sendte hende med det samme Concept til en Ansøgning om Tilladelse for mig til at komme hjem, samt et Brev til Colbjørnsen — saa dybt ydmygede jeg mig — og fordrede ubetinget at samme strax skulde indgives og overleveres 4), erklærende at jeg vilde ansee det Menneske for min dødelige Fiende, der modsatte sig Udførelsen af denne min vel overlagte Beslutning, 5) forestillende derhos at Tilbageholdelsen deraf vilde have uberegnelige Folger for mig, da jeg, saavel for et Par Landsmænd i Paris, som til et Par Venner i Khavn, havde fortalt hvad Skridt jeg havde gjordt, uden dog at nævnes. 94Anledningen der tvang mig dertil, og uden at fordre Taushed af dem, saa at Sagen nødvendig maatte blive bekjendt for Vedkommende. 1)
Næste Post derefter tilskrev jeg min Svigerfader, og bad ham at anvende alle muelige Midler, for at see denne saa førgelige Sag bragt paa beste Maade til Ende; 2) Jeg reiste derpaa fra Paris, men forestil dig min Forundring da jeg i Amsterdam modtoeg Breve 3), der sagde mig ikke alleeneste at min Ansøgning og Brevet til C. C. ikke vare blevne og ikke bleve indleverede, men endogsaa at man havde brækket og tilbageholdt 4) Brevet til min Svigerfader, der var aldeeles uvidende om Sagens Sammenhæng, der intet andet vidste af den heele Materie, end det at jeg var pludselig reyst fra Paris, uden at man sagde ham Aarsagen 5), saa at han maatte troe, enten at jeg var gal, eller og at jeg havde begaaet en Forbrydelse.
I Hamburg modtoeg jeg atter Breves, 6) der sagde mig kuns alt for tydeligen at alt hvad jeg gjorde vilde være forgjeves, men især udmærkede sig et Brev 7) fra den infame Forfører, ved den mageløseste Uforskammenhed.s. 95Han fortalte mig, jeg bruger hans egne Ord: „at han har intet at bebreyde sig; at det er mit og ikke hans Fejl ifald jeg ophører at være hans Ven; at han gjerne vilde være raisonnable ifald det var tilladt at være det paa en andens Bekostning; at han ikke behøver at rødme over hvad han har gjordt osv.”. 1) Jeg gjorde nu hvad jeg saae at jeg seent eller tidligt måtte gjøre: Jeg gav efter, og gav mit Samtykke , dog paa det Vilkår at min Søn skulde eene og alleene overlades til min Omsorg, og at hans Moder skulde aldeeles fraskrive sig Rådighed over ham; 2) hvilket hun ogsaa lovede. 3) Nu fik først min Svigerfader Sagens Sammenhæng at vide, saaledes som man fandt for godt at berette ham den; men den Omstændighed med min supprimerede Ansøgning, og adskilligt meere skjulte man for ham. Han blev inderlig bedrøvet og misfornøyet derover, som han, i et Brev til mig fortæller, 4) men siger derhos,s. 96at siden nu Sagen, uden hans Vidende, var kommet saa vidt at den ikke lettelig kunde gaae tilbage, saa vilde han slet ikke befatte sig med den, eller Iæse noget desangaaende, men være aldeeles udenfor. Nu havde Thomasine og den nedrige Skurk Spillet vundet. Hun sendte mig et Concept til Ansøgning om Skilsmisse. Jeg gjorde blot en liden Forandring deri, ved at tilføye den Punkt om vores Søn, bedende at den Clausul måtte indrykkes i Bevillingen, og sendte derhos en Notarial Declaration indeholdende mit Samtykke, bedende derhos paa det indstændigste, at man dog ikke vilde bedrage mig, men stile Ansøgning, således som den lød efter min Rettelse. 1) Man bedroeg mig dog; thi da Bevillingen aldeeles intet indeholder om Johan Ludvig, saa er det meere end sandsynligt, at Ansøgningen ikke er den samme som jeg havde givet mit Samtykke til. 2) Men ikke nok dermed. Jeg sendte nu directe med Postens. 97min Ansøgning om at komme hjem, under Couvert og med et Brev til Præsident Moltke, 1) og et Brev til Kronprinsen. 2) Nogle af mine Venner meldte mig at have sonderet såvel Medlemmer af Cancelliet, som af Staatsraadet; alle berettede mig eensstemmigen, at man havde sagt, at denne Ansøgning ingen Vanskelighed kunde eller vilde finde. Men hvad gjør da den nederdrægtige Skurk? Ved sine Venner — thi ofte har Slyngler Venner, naar den brave Mand savner dem — faaer han Cancelliet overtalt til at lade min og Skilsmisse Ansøgningen således forestilles, at min skulde afslaaes ifald den anden blev bevilget. 3)Følgen blev som du veed.
See således er jeg mishandlet. Retfærdigheden byder mig dog at erkjende, at det stakkels forførte Fruentimmer, saa lidet som hun endog kanforsvares i Hovedsagen, dog alligevel er uskyldig i Biomstændighederne. 4) Hun er bedraget, thi det er umueligt at hun kunde samtykke i at mishandle mig. Det nedrige Uhyre har tilvendt sig hendes heele Fortroelighed, og hun troer at alt hvad han gjør er ret og godt. Hvem hun eengang sætter sin Fortroelighed til har og beholder den uindskrænket, saa længe indtil en lykkeligere fortrænger ham. Således har hun stedse været i Venskab, således mærker jeg nu at hun er i Kjerlighed. Jeg forbigaaer mange vigtige Bemærkninger som jeg under denne Sag har havt Leylighed til at gjøre, fordi jeg ikkes. 98vil fortælle det allermindste, som jeg ikke paa det strængeste kan dokumentere og bevise. En Omstændighed vil jeg dog endnu fortælle dig, deels fordi jeg kan bevise den, deels ogsaa fordi den oplyser Skurkens Fremgangsmaade, og hvad Kanal han har, samt hvad Maskiner han kan sætte i Gang for at skade mig. Omtrent otte Dage førend Stevningen imod mig blev udtaget, altså i Februar Måned 1799, kom Skurken til mig, og fortalte mig, at han samme Dag havde været hos Colbjørnsen, hvor der hændelseviis var bleven talt om mig og den Sag, hvormed jeg truedes. C. havde da sagt iblandt andet, at Enden derpå blev Landsforviisning. Jeg loe derved og sagde: En sådan Lov existerer ikke; den maae førsk gives; og saa har jeg dog det Haab at man ikke giver denne Lov retroactive Kraft. Syv Måneder derefter blev Loven givet. Udfaldet er bekjendt; og denne Anekdote giver Anledning til mange Reflexioner. 1) Ogsaa er det mig nu begribeligt, hvorledes det er gaaet til at C. C. og fleere, medens min Process varede, vidste næsten alt hvad jeg sagde i min Stue; thi det er bekjendt nok at Skurken kom til mig hver eeneste Dag. Destoværre! jeg ansaae ham for min Ven, havde selv bragt ham ind i Huset; jeg mærkede meget vel at hans Selskab var min Kone meget behageligt; men jeg havde den største og meest uindskrænkede Tillid til hendes Dyd, og jeg har aldrig kunnet fornedre mig til at være jaloux, da jeg altid har troet, at Jalousie marquerer en fornærmende Mistillid, der, isteden for at afholde, snareres. 99tilskynder en Kone til at handle imod sine Pligter. Dog nok herom. Jeg kan nu med noget mere Roelighed end forhen skrive i denne Materie, da Sagen nu eengang er kommen saa vidt at den ikke mere kan forandres; og da jeg er mig bevidst ikke at have mishandlet nogen, men selv at være mishandlet.
7
Hvad Resolution 1) jeg nu for det første har taget, veed du vel af det offentlige Rygte; jeg rører nødig ved denne Punkt, og taler ikke gjerne derom endnu, altsåmaae du undskylde min Taushed i den Henseende. Jeg slutter nu med kjerligst Hilsen til din gode Kone og dine Børn. Gud lade dig med dem længe nyde den Tilfredshed og Lykke, som i elleve Aar har været min Lod, og som desto værre! ikke længere kan blive mig til Deel her i Verden. Adieu.
Hilsen og Broderskab
P. A. Hejberg.
Paa dette Brev svarede Ludvig Heiberg i Begyndelsen af 1802, og Broderen tog ham hans Svar ilde op. Det tør vel antages, at den rolige og sindige Ludvig Heiberg har misbilliget den fornyede Indlevering af Ansøgningen, hvori P. A. H. endog tilbød at leve i Fængsel, noget som ogsaa Moderen beiegner som en „desperat Resolution”; og man kan ikke undre sig over, at P. A. Heiberg i den oprørte Sindsstemning, hvori han netop paa den Tid var —s. 100se hans Brev til Fru Gyllembourg af 26. Januar 1802 hos Fru Heiberg S. 273 ff. — ikke var oplagt til at høre paa Formaninger til Ro og Besindighed. I hvert Fald besvarede P. A. Heiberg ikke dette Broderens Brev. Der foreligger kun en lille Lap dateret Leipzig 30te May 1802 ; den har været indlagt i en Bog, som P. A. Heiberg gjennem Boghandler Brummer sendte Broderen fra Professor Eberhard i Halle; den indeholder intet af Interesse og er blot underskreven „din Broder P. A. Hg.” Broderen skrev flere Gange i de følgende Aar, men Brevene kom enten slet ikke eller først efter meget lang Tids Forløb P. A. Heiberg i Hænde. Det var ret forklarligt, da han i disse Aar flakkede noget omkring, især i Tyskland; men det forøgede Bitterheden hos P. A. Heiberg, der ved de mange Krænkelser, han havde lidt, var bleven i høj Grad mistænksom. I 7 Aar skrev han aldeles ikke til Broderen, og da han endelig den 4. Juni 1809 i Wien modtog et Brev fra denne, var dets Tone ikke videre venlig, da L. Heiberg var forundret og stødt over den lange Taushed. P. A. Heiberg svarede dog strax, om end i en meget skarp Tone, og da han nogen Tid efter endelig fik et Brev fra Broderen, der havde været 3 Aar undervejs, og i dette fandt en venligere Stemning, blev deres Mellemværende hurtigt jævnet, og Correspondancen kom igang igjen og fortsattes til Broderens Død d. 21. September 1818. Saavel de Brev, der angaae Misforstaaelsen mellem Brødrene, som de senere følge nedenfor.
7*
Derimod foreligger der fra disse Aar 3 Breve fra P. A. Heiberg til hans Moder, og det fremgaar af hendes Breve til Broderen, som ogsaa findes i Universitetsbibliotheketss. 101Samling, at han har skrevet flere, som nu ere tabte. Vel vare hans Breve til Moderen ikke meget hyppige, men han synes dog ikke at have noget at bebrejde sig i dette Forhold. Ligeledes understøttede han stadigt Moderen, hvis Kaar vare meget trange, uagtet hendes Mand, Kjøbmand Steffens, endnu levede. Hun og hendes Mand havde havt en Indtægt af at have Disciple fra den lærde Skole i Huset, men da Skolen blev mindre og mindre, mistede de denne Hjælpekilde. Begge hendes Sønner sendte hende derfor jævnligt Penge. Til Bekræftelse af P. A. Heibergs Ytringer til Broderen om dette Forhold i det nedenfor meddelte Brev vil jeg her optage et Brudstykke af et Brev fra Moderen til L. Heiberg.