Heiberg, Peter Andreas BREV TIL: Heiberg, Ludvig FRA: Heiberg, Peter Andreas (1812-11-07)

Samme til samme.
Paris den 7de November 1812.

Kjere Broder.

Dit kjerkomne Brev af 16deJuly har jeg rigtig modtaget, og vilde have besvaret det fra Wilna 1), ifald ikke en Øyensvaghed havde nødet mig til at forlade Rusland og at søge tilbage til Paris, hvor jeg ankom først i September, efter fire Maaneders Ophold i Dresden, Thorn, Gumbinnen, Königsberg, Wilna og Berlin. Jeg kan just ikke sige at jeg var saare misfornøyet med denne Øyensvaghed, fordi mit Ophold i de af Armeer oversvømmede Lande just ikke var altfor behageligt, selv i Sommermaanederne; og hvorledes det forholder sig i den Henseende nu i Begyndelsen af Vinteren, det veed jeg, ikke blot af Breve fra mine Kolleger, men endnu mere af mine egne lokale Kundskaber. Dog, derom vil jeg ikke tale, ligesaa lidet som oms. 142de politiske Tildragelser; man maae oppebie Udfaldet paa ethvert Foretagende, og da først dømme; endskjønt jeg haaber at du kjender mig alt for vel til at troe at det er Udfaldet af et Foretagende der bestemmer min Dom. Jeg troer ikke at fortjene at regnes iblandt Pøbelen, i hvad for en Klasse af Rangordenen man endog måtte behage at sætte mig. Dog nok herom. Denne Slags Materier gjør man i nærværende Epoke best i ikke at vedrøre.

De forlangte Bøger ligge i mere end tre Uger indbundne paa mit Bord, og vente blot paa en god Leylighed til at blive dig tilsendte. Skeer dette ikke før, vil det dog vel skee med Professor Ørsted, som jeg paa min Hjemrejse fra Wilna traf i Berlin, og som nu er her i Paris. Hvad disse Bøger koster, er ikke værd at nævne. Vil du endeligen betale dem, saa er det en let Sag; du kan da blot ved Leylighed sende mig noget af dine egne Arbejder, som det vil være mig en Fornøyelse at modtage.

Man har nyelig sendt mig Bruns Sildinger 1) (jeg troede at det var Ansioser) og jeg maae oprigtig tilstaae, at jeg behøvede at læse disse Smørerier med egne Øyne, for at overbevise mig om Mueligheden af at de kunde være saa slette som de virkelig ere. Han ligner sig kuns selv et Par Gange, og det er der hvor han tager fat paa Bispen. Forresten har Brun, i mine Tanker, aldrig været hvad man med Føye kan kalde Poet; ikke engang god Versificateur; thi han har altfor meget radbrækket det Danske Sprog.

Jeg længes slet ikke efter at see Guldbergs Plautus.s. 143Jeg er allerede fuldkommen overbeviist om at deri findes saare meget Guldberg, og saare lidet Plautus; 1)ligesom Tibulls 2) Aand var gandske landflygtig fra Guldbergs Oversættelse af denne Digter. Jeg har det Haab og den Tillid til den fornuftige Deel af mine Landsmænd, at denne Digter, der lovede saa meget, og holdt saa lidt, allerede er sat paa den Hylde hvor Efterverdenen vil sætte ham, og det ikke alleneste som Digter, men endog som Menneske, og det er endnu det værste for ham. Det samme maae jeg destoværre sige om Rahbek, med hvem jeg nyelig har havt en alvorlig Correspondance, der endtes med et saa smigrende Brev fra ham, at om jeg forhen ringeagtede ham, saa foragter jeg ham nu. Jeg nævner disse to Mennesker, fordi du i dit Brev taler om dem. Og hermed være dette nok sagt om dem, som det hedder næsten paa hver anden Side i den famøse Bornholms Beskrivelse. 3)

Det kommer mig for som om jeg skrev dig til sidst i April Maaned. Jeg veed at det var min Hensigt, men om jeg opfyldte samme, kan jeg ikke sige med Vished. Jeg bør troe at det ikke skeede, siden det lader til at du ikke har faaet noget seenere Brev, end det af 22de Januar.

Mine Øyne tillade mig ikke at skrive meere. Jeg vil derfor slutte med kjerligst Hilsen til din gode Kone og dine Børn, samt andre Venner. Du vil meget forbindes. 144migved at takke de Herrer Assessor Ryberg og Eilschou for deres venskabelige Erindring.

Lev vel, og lad mig undertiden høre fra dig. Jeg er bestandig

Din oprigtige og hengivne Broder
Heiberg.