Samme til Samme.
Paris
22 April 1818.
Kjere Broder. Dit behagelige Brev af 9de November i forrige Aar er mig i sin Tid rigtig leveret af Hr. Lieutenant Morgenstjerne, 1) der har den Godhed at bringe dig dette Svar tilbage. Hvad dn melder mig om din Families Velgaaende har meget fornøyet mig. At din Datters Givtermaal ikke har nødet hende til at forandre sit Opholdssted, 2) kan ikke andet end være dig og din Kone høyst behageligt. Hils hende paa det kjerligste fra mig med en oprigtig Lykønskning til hendes nu værende huusmoderlige Stilling.
For de mig tilsendte Smaaeskrivter er jeg dig meget forbunden. Jeg har læst dem alle med stor Fornøyelse. Især nævner jeg her Undersøgelsen om Nødvendigheden af Legems Straffe i Opdragelsesvæsenet., 3) Jeg har ikke kunnet nægte mig den Fornøyelse at gjøre et fuldstændigt Udtog deraf, som jeg har leveret til en af mine mangeaariges. 152Venner (Jullien 1), Forfatteren af Manière d’employer le tems) der arbejder paa et vidtløftigt Skrivt over Opdragelsesvæsenets Tilstand i heele Europa. Han har modtaget dine Tanker med stor Fornøyelse, og lovet at gjøre Brug deraf, tilligemed en Hoben flere Bidrag som han venter fra Kjøbenhavn. Fra Sverrig har han faaet meget betydelige Bidrag, med hvis Oversættelse jeg har maattet være ham behjelpelig.
Siden min gode retskafne Vens Schultzes Død, er jeg aldeles uvidende om hvad der passerer i Dannemark. Jeg faaer nu ikke mere, som forhen, et eller andet af hvad de Danske Presser frembringe. Jeg har ikke engang faaet min Søns Doktordisputas; 2) han har ikke troet at det var værd at sende mig den, uagtet han har havt Leylighed dertil ved tre forskjellige Rejsende, der i de to sidste Maaneder ere ankomne hertil, og som fortælle mig at de, før deres Afreyse have seet ham og talt med ham. Men han har vænnet mig til at ikke gjøre for store Fordringer; thi fra den Tid af da de seenere Revolutioners Indflydelse ogsaa virkede paa mig, fra den Tid man fandt for godt at sætte mig paa en tarvelig Pension, 3) der gjør mig det til en plat Umuelighed at hjelpe ham, som forhen, med smaae Pengebidrag, fra den Tid af finder han det ogsaa høyst ubehageligt at meddeele mig Underretninger om hanss. 153Befindende, og at skrive mig til. Jeg maae ansee mig meget lykkelig, naar han ikke lader være sex Maaneders Mellemrum imellem sine Breve. I mit sidste Brev af første Marts gav jeg ham en Kommission, som jeg troede burde noget smigre ham, da det var et Beviis paa en umiskjendelig Fortroelighed. Kommissionens Udførelse havde aldeles ingen Vanskelighed, og krævede blot en Times Tid. Et Svar var mig vigtigt, men endnu er det ikke kommet, og formodentlig vil jeg komme til at vente derpå endnu i et Par Maaneder. Dette maae jeg naturligviis finde mig i; thi, som Ordsproget lyder: den Steen man ikke kan rokke maae man lade ligge. Nok om denne ubehagelige Materie.
At jeg forresten lever vel og ved fuldkomne, saavel Sinds-som Legems Kræfter, det vil Lieut. Morgenstjerne kunne sige dig. Da intet Menneske kan misunde mig min selvvalgte obskure Stilling, saa vil du lettelig formode, at jeg er saa lykkelig ikke at have nogen Fiende. Venner derimod har jeg saa mange som jeg skjøtter om, og dem er jeg vis paa at beholde saalænge indtil — hvad desværre altfor ofte skeer — Døden eller Forfølgelser rive dem bort fra mig. Dersom det var mig mueligt at leve fornøyet paa Landet, da har jeg en Ven fire Mile herfra, hvor man hundrede Gange har anmodet mig om at opslaae for bestandig min Bopæl. 1) Men jeg trænger til Hovedstaden, og til de litterære Ressourcer og de Venners Omgang, som der findes. Det høyeste jeg kan drive det tils. 154er at reyse ud til mine Venner paa Landet een eller to Gange om Ugen, ligge der een Nat, og saa komme tilbage til Paris Morgenen derefter. Siden min Hjemkomst fra Erfurt i 1808 har jeg ikke været 8 Gange paa noget Skuespil. De moere mig ikke mere, og een af de største Bebreydelser som jeg gjør mig, er at have spildt paa at skrive Skuespil, en Tid, som jeg kunde have anvendt meget bedre.
Jeg vil haabe at Schultzes Enke har tilsendt dig et halvt Ark Tillæg til min Afhandling om National Repræsentationen.
Vi have her i Paris tre unge militære Landsmænd, der i sin Tid ville blive høyst udmærkede Mænd. De ere Capitaine Abrahamsen, samt Lieutenanterne Rothe og Tscherning. 1) Den Tillid og Fortroelighed, som disse unge Mennesker vise mig, har særdeles smigret mig. De ville eengang kunne sige dig, hvad du allerede veed af Falsen og Rosenørn og flere, at jeg nærmer mig til enhver Landsmand i samme Grad som han nærmer sig til mig; men de ville tillige kunne sige dig, at jeg sætter Prætensioner imod Prætensioner, og at jeg behandler en Castberg, en Øhlenschlæger, og flere med den samme Stolthed, som de vise imod mig. Ved denne Leylighed maae jeg altsaa anmærke for dig, at jeg af dit Brev kan spore at Regimentsqvartermester Vedel synes at have skammet sig ved at tilstaae, at han aldrig har gjort mig den Ære at sætte sin Fod hos mig, og at vi her i Paris ikke har talt ti Ord med hinanden,s. 155endskjømdt vi i Kjøbenhavn Kjendte hinanden temmelig nøye.
Lev nu vel, kjere Broder, og hils din gode Kone og dine kjere Børn fra mig. Jeg vil formodentlig om et par Maaneder have en Anledning til at skrive dig til igjen. Imidlertid forbliver jeg
din oprigtig hengivne Broder
Heiberg.
Min Adresse er Rue du Dauphin No. 7. Det er ikke mig der har forandret Sted; men Gaden har forandret Navn.
P. S. Just som jeg vil slutte dette Brev, bringer en Lieut. Scholten mig et Brev fra min gamle Ven Schwars, der i 15 Aar ikke har skrevet mig et Ord til. Det er længe siden jeg fik et Brev der saa meget har glædet mig. Det er skrevet med saa megen Inderlighed og hjerteligt Venskab, at Læsningen bevægede mig til Taarer.