BREV TIL: Hertz, Sylvester FRA: Hertz, Henrik (1832-01-14)

Fra H. Hertz til S. Hertz.
Kbhvn. d. 14. Jan. 1832

Kjære Broder. Tak for Dine og Cæcilies gode Ønsker for os i det nye Aar. Har mine og Dine andre Sødskendes Ønsker Værdie for Dig, da kan Du være overbeviist om, at faa Mennesker tænke saa meget paa Dig og ønske saa ofte Din Lykke, som vi herhjemme. Gid da det Haab om en Forening med din kjære Cæcilie, Du omtaler i dit sidste Brev, maa opfyldes i dette Aar, og gid Eders Fremtid i dette som i de følgende Aar maa, befriet for den Modgang, I hidtil have kjæmpet med, berede Eder saa lykkelige og rolige Dage, som de menneskelige Vilkaar blot tillade.

— — — Du har spurgt mig, hvad jeg alt har leveret til Nytaarsgaven. Jeg kan spare mig Møien af et Svar, da jeg seer, at en Mand i Kjøbenhavnsposten for igaar har med latterlig Omstændelighed gjort sig Umag for at bevise, at hele Nytaarsgaven er af een Person. Men heri feiler dog den gode Mand, thi »Mødet i s. 32Dyrehaven^*)« er ikke af mig — men hele Resten er sandtnok af mig, kun at enkelte Stykker (egentligt blot »Attentatet«) ere fra en meget ældre Periode, men nu omarbeidede og affilede. — — Om den smukke Veninde i »Kunst og Natur« er et blot phantastisk Væsen, og om Cousinen (i »Spadseretouren«) er et do.? Det er et vel nærgaaende Spørgsmaal. Dog, da Du selv er Digter, saa veed Du vel, hvad Bewandniss det har med hiine i en Digters Phantasie levende Væsner, der maaskee aldrig fandtes eller findes, uagtet enhver af deres enkelte Egenskaber ere tagne fra lutter Dødelige, hos hvem blot disse Egenskaber enten ikke fandtes samlede eller ikke vare saa klart udtrykte, saa frie for forstyrrende Bi-Egenskaber. — I sidste Nummer af Litteratur-Tidende staaer en Recension over Nytaarsgaven. Den er af Jens Møller 11) og altsaa grumme vrøvlagtig, men meget smigrende. Ogsaa han har den dumme Mening, at jeg har sagt, at »Formen er Hovedsagen i et Digt«, skjøndt jeg synes tydeligt nok at have viist, at hverken Form eller Idee ere Hovedsag, men begge lige vigtige, og at begge maa være uadskilleligt forbundne. — At Andersen ved Form forstaaer Versification, er altfor barnagtigt, til at man kan blive vred derover.

s. 33Den hyppige Gjætning paa mit Navn hat gjort, at nogle af Dine ældre Venner spurgte Jacobsen, om det ikke var Dig, der meentes. I Anledning af denne Gjætning maa jeg fortælle Dig en snurrig Historie. I et Selskab, hvor en Ven af mig var tilstede, erklærede Fru Heiberg, at hun vidste, hvem der var Forfatteren til Amors Geniestreger. Paa nærmere Spørgsmaal forklarede hun, at hun næsten hver Gang Amors Geniestreger spilledes (hvori hun er Lotte) bemærkede paa iste Bænk i Parquettet lige ved Orchestret en ung Mand med purret Haar, Skildpaddes Briller, noget bleg (kort hun skildrede mig til Punkt og Prikke), der fulgte Spillet med en saa udeelt Opmærksomhed, at det umuligt kunde være andet, end at det maatte være Forfatteren, ja, hun vilde leve og dø paa, at det maatte være ham. Fremdeles havde hun bemærket en Aften, da man gav Amors Geniestreger og Andersens »Skibet«, at hiin Person ved det sidstnævnte Stykke havde siddet som i Dvale og kjedet sig (deri havde hun Ret), men ved et Sted, der klang patriotisk, og hvorved Publicum klappede, faret op og — ladet, som han klappede. Hun havde saa ofte villet spørge sine Bekjendtere, hvem denne Herre var, men naar hun vilde vise s. 34ham til En, saa var han altid igjen forsvundet fra sin Plads.

Farvel, Farvel, kjære Broder.
Din Anonymus.

Hertz, Henrik BREV TIL: Hertz, Sylvester FRA: Hertz, Henrik (1832-01-14)