Hertz, Henrik BREV TIL: Hertz, Sylvester FRA: Hertz, Henrik (1837-01-29)

Fra H. Hertz til S. Hertz.
Kbhvn. d. 29de Jan. 1837

Kjære Broder og ikke mindre kjære Svigerinde. For at ikke vor Brewexling skal gaae aldeles istaae, vil jeg i det nye Aar bryde Isen. Ellers frygter jeg for, at det gaaer med Weile-Correspondancen som med den Randersenske ^**En Klasse, dannet af de dimitterede Elever, fornemmelig til Uddannelse i at tale Sprog.). Hvorledes have I det, kjære Venner, i det smukke, sunde Weile? Har Fru la Grippe ogsaa hjemsøgt Eder? Her har hun husseret gevaltigt. Det s. 48er bogstaveligt sandt, at jeg næsten ikke kjender Een, der siden Julen har været ganske fri for Forkjølelse, især Hoste, Ryg- og Sidesmerter, med eller uden Feber. Jeg maatte holde mig inde i 5 Dage og laae 3. Siden den Tid gaaer jeg hver Dag ud, men plages endnu af og til af Forkjølelsen. Med alt det, har Grippen været mild her mod Stockholm og Berlin; og nu er den her i Byen i Bortmarche, siger man. Lykke paa Reisen ! som en Provinds-Avis ved samme Leilighed siger. – –

– – Erindrer Du endnu fra den Tid, vi hjemme læste saa meget i vore gamle Folkesange, de saakaldte Kjæmpeviser, en særdeles smuk og gribende Sang om Svend Dyring, der var 2 Gange gift, og hvis anden Kone var saa ond mod Stifbørnene, at deres Moder reiste sig af Graven, besøgte dem om Natten, »den ene hun løfted’, den anden hun letted’, — den tredie hun børsted’, den fjerde hun fletted’, — den femte satte hun paa sit Skjød, — som vilde hun give den Dien sød.« Hvorpaa hun kalder Forældrene til sig og holder en Straffetale til dem. — Rahbek har her behandlet Emnet i en Romance » Den fromme Fru Signe paa Sotteseng laae —;« men den gamle bærer Prisen. Af denne gamle Sang har jeg havt Mod til at skrive et Drama for Theatret, naturligvis et s. 49meget lyrisk og understøttet af Musikken. Men da der behøvedes et Motiv til at indvirke paa Handlingen, især paa Stivmoderens stigende Haardhed, saa tog jeg ligeledes dette af de gamle Viser. Der forekommer nemlig i en Mængde af disse en iøvrigt meget ældre Tro paa Runer, at man især med disse kan tvinge til Elskov. En af Sangene omtaler det Tilfælde, at man ved at kaste feil med Runerne, kan indgyde En Kjærlighed uden at ville det; dette sidste Motiv har jeg benyttet, især for at kunne fremstille et af Naturen stærkt, endog stolt qvindeligt Væsens indre Kamp under Indflydelse af den uimodstaaelige Magt, der antages at ligge i Runerne. Denne Deel af Sujettet ender og maatte ende tragisk, da hendes Kjærlighed er haabløs. Da desuden hele Stykkets Grundtone, fornemmelig ved Børnenes Lidelser og Udtrykket for den tilbagevendende Moders Sorg, er tragisk, saa har jeg kaldt Stykket : romantisk Tragoedie. Titelen er Svend Dyrings Huus, og det er i 4 Acter. Der er et Par Romancer, nogle Chor og to Melodramer deri, som en ung, talentfuld Componist, Capelmusikus Rung, har componeret meget smukt og charakteristisk. Stykket er antaget og har gjort stor Lykke hos Censorerne. Saavidt jeg veed, er Publicum meget spendt derpaa, da Ingen kan faae det i s. 50Hovedet, at jeg skriver Tragoedier. Nu vil jeg blot ønske, at det maa reussere. Jeg har stor Lyst til at bygge videre paa den Grund. Stykket maa nemlig i sin Art ansees for noget aldeles Nyt, fornemmelig ved sin Nationalitet, og fordi det i Tone, Udtryks- og Forestillingsmaade og i Versificationen — 2/3 Deel deraf er i rimede Vers, Resten i Prosa — slutter sig saa nær som muligt til den hele Cyclus af vore gamle Sange, der skildre den catholske Middelalder. – – – Endnu maa jeg tilføie, at jeg af den ene Censor, Molbech, har faaet en paa hans Maade meget begeistret Takke-Skrivelse i Anledning af dette Stykke; men han er desværre ikke meget at lide paa, da han er overdreven i sin Roes som i sin Dadel. Men da jeg har oplæst det for den Heibergske, og siden for Conferentsraad Collins Familie, og det ogsaa der har behaget meget, saa vil jeg haabe det bedste. – –

— — Oehlenschlägers nye Lystspil »Den lille Skuespiller« der handler om Skuespiller Schrøders Ungdom, havde første Aften et tvivlsomt Udfald; man hyssede, og der var et Par Piber. — Molbech havde i Censurprotokollen skrevet om dette Stykke, at det kunde vel ikke hjælpe, han modsatte sig dets Antagelse, da jo Alt af Øelenschläger skulde antages.

s. 51– – Lad mig dog høre Noget fra Eder engang. Papiret slipper Altsaa — Eders hengivneste

Henrik Hertz.