Rosenkilde, Adolph Marius BREV TIL: Hertz, Henrik FRA: Rosenkilde, Adolph Marius (1832-01-29)

Fra Rosenkilde til Hertz.
d. 29. Jan. 1832

De har giort mig og Alt hvad mig er kiert en stor Glæde ved saavel Deres venlige Tilskrivelse, som med det nydelige, elskelige Digt. Jeg siger Dem Manges hiertelige Tak, og kunde De have seet: hvilken glad Bevægelse en saa venligsindet Gaaen ind paa min Idee voldte mig, saa skulde De bedst kunne vide, hvor stor min Taknemmelighed er, og hvor meget jeg føler mig Dem forpligtet. – – –

s. 114Maae jeg nu tillade mig et ligefremt Spørgsmaal til Dem? Det er sandt, det indeholder som sædvanligt en Bøn; Men det kunde jo være muligt, at Opfyldelsen deraf blev Dem en Fornøielse; og i denne Forudsætning tager jeg mindre i Betænkning: atter at bede.

Jeg vil strax efter Winsløw — maaskee med 14 Dages Mellemrum — give en lignende Aftenunderholdning. Et feilslaget Haab, der strandede paa, som mig synes, nogen Ubillighed af vor nyeste Theater-Directeur, giør en saadan Operation nødvendig. Skal et saadant Foretagende lykkes mig, saa maae jeg være vel sorteret med courante Articler. — Vil De understøtte mig med et Par? — Skulde f. Ex. ikke en Kunstners Natur, hans Liv osv. kunne tiene til et halvalvorligt Stof for Giengangerbrevenes Digter? Jeg veed nu ikke, men jeg tænker saa tidt paa, at et Fatum synes at ruge ud over det danske Theater, at ligesom Alt, hvad egentlig Kunstaand er, evigt, evindeligt holder sig fra vore Anliggenders Gang og Styrelse, som om Kunst-Sands, Kunst-Intelligents stode udenom som Tilskuere, og saae paa.

Ja — De min Herre er selv undertiden med i den Kreds, jeg med Smerte seer som blotte Tilskuere. De veed bedst, om min Sorg er ugrundet eller ei.

s. 115Jeg vilde sagt Noget:

Betragtninger over dette sørgelige Fatum er det, jeg saa ofte tænker paa maatte falde i god Jord hos Mange. Dog hvorvidt det vilde egne sig for Bearbeidelse til min Hensigt, det er vel uvist. Allegorisk fremstillet maaskee.

Jeg skrev forleden i et Brev til en god Ven paa Landet en Novelle: En miskiendt og med Haan bortsparket lille graa Kats Levnet og tragiske Ende ; Vilde De see den, om De maaskee deraf kunde just giøre Noget for mig? — Dog kan Deres Tid tillade Dem at hielpe mig, er det overeensstemmende med Deres Lyst, disse Slags poetiske Arbeider, saa indseer De jo nok, at mig vilde et Par svære Nummere fra Dem være som rede Penge.

Fremfor Alting fortørnes ikke over den Plumphed, at jeg vil lucrere ved Deres Talent. Sagen er; jeg vilde gierne komme med Ære fra denne Affaire, eller lade den være.

Endnu engang: Tak af mit ganske Hierte, tusind Tak for Deres venskabelige Sindelag, saa yndigt lagt for Dagen mod Deres høitagtende Ven, Deres hengivneste Beundrer

Rosenkilde.