Hertz, Henrik BREV TIL: Brandes, Georg FRA: Hertz, Henrik (1869-08-07)

Fra Hertz til Dr. G. Brandes.
Kbhvn. d. 7de Aug. 1869.

Høistærede! At Fru Heiberg i Egenskab af Skuespillerinde — og det er vel dette, De nærmest tænker Dem — har havt Indflydelse paa vor dramatiske Litteratur, kan vist ikke betvivles. Men jeg mener, at dette gjælder om vore fleste udmærkede Skuespillere fra hendes Tid. I Ugentlige Blade pag. 227—28 har jeg i en Polemik mod det kgl. Theaters Regulativ for Skuespillere og Forfattere opkastet det Spørgsmaal, om det er en dramatisk Forfatter tilladt ved Udarbeidelsen af en Characteer at have en vis Skuespiller for Øie, og besvaret det bekræftende, dog saaledes, at en god Forfatter kun tager Hensyn til Omfanget af en Skuespillers Talent, til hvad der kan antages at ligge indenfor dettes Grændser, nærmere eller fjernere. Indrømmer man nu en Forfatter denne Ret, saa anerkjender man med det samme, at Skuespillerne maa kunne indvirke paa hans Kunst, maa ved deres Talent kunne s. 243afstikke visse Grændser, indenfor hvilke han igjen, naar han ellers vil skrive for Scenen, kommer til at bevæge sig. Men at skrive for Scenen og for en bestemt Scene, er, som l. c. (pag. 227 1ste Spalte) bemærket, den praktiske Side af en dramatisk Forfatters Kunst. Formaaer han ikke dette, formaaer han ikke at skrive for et vist Hold Skuespillere, da vil han sandsynligviis ikke bringe det til at skrive for nogen Scene. Ved stadigt at være agtsom paa de Midler, han har at raade over, vil hans Kunst heller intet Skaar lide. »In der Beschränkung zeigt sich erst der Meister.«

I hvad Grad nu Fru Heiberg, og hvorvidt hun mere end vore andre Skuespillere har indvirket paa vor dramatiske Poesie, ved ligesom at fængsle Forfatterne til sit Talent, dette tør jeg — især naar der skal gives Mere end det »almindelig Anerkjendte« — ikke vove at bestemme. Det vil nok ogsaa være meget vanskeligt at eftervise.

Disse faa Linier, der ere nedskrevne under Afbrydelser og ovenikjøbet tilfældigt forsinkede, maa jeg bede Dem tage tiltakke med.

Ærbødigst
Henrik Hertz.

s. 244