Gierlew, Andreas Christian BREV TIL: von Irgens-Bergh, Mathias Friis FRA: Gierlew, Andreas Christian (1820-11-28)

Kjøbenhavn, den 28de Novbr. 1820.

— — — — — Paa Reduction i Militair-Etaten er ikke at tænke paa i denne Konges Tid. Den slette og foragtelige Dr. Dampe, der først holdt en Art oprørsk Præken og derpaa vilde holde Forelæsninger over den Augsburgske Confession, som blev ham forbudt, og han anseet med en Mulct (jeg troer af 50 Rdl.), havde Politiet længe Øiet paa, da vor sindige og virksomme Kjerulf tog Herren, idet han ved Midnat beredte sig til at aabne en Klub for alslags Janhagel, og forefandt forskjellige oprørske Proclamationer og Adresser hos ham, søm han siden har sagt at have fundet paa Gaden. Han er siden arresteret. Riis fortjente en slig næsviis Skolefux, der, selv et foragteligt Dyr, kun kan skade selv den bedste Sag, han tager sig af, og give Vedkommende Anledning til at skrige mod Democrater, Jacobinere, Oprørere og demagogiske Constitutionsmagere. Det vilde være et herligt Emne for den værdige Østerrigske Beobagter.

— — — Oehlenschlæger har nylig prostitueret sig med et latinsk Program, som han har troet i sin mageløse Forfængelighed at burde skrive som Professor til Reformations-Festen, hvor han ogsaa holdt Talen. En mageløs slettere Ulatin er neppe bleven trykt siden de saa berømte epistolae obscurorum virorum, mindre kommen ud fra noget Universitet. Han holder ellers i Vinter for 10 Rbd. Forelæsninger for Herrer og Damer. Om han har mange Tilhørere, veed jeg ei. Damerne ville vel Komme mere for at see end høre. Jeg agter ei at høre hans genialske Uvidenhed. Jeg har selv nylig havt den Sp at gjøre vor litterære Verden heel nysgjerrig ved en Recension i Lærde Efterretn. over Schmidt-Phiseldecks Bog: Europa og Amerika, som man ei vidste, hvem man skulde tilskrive, da den var streng s. 97anonym; man gjorde mig den Ære at gjette paa Etatsraad Stoud og paa Engelstoft, selv paa Statens Ven, indtil man endelig fik opsporet, at jeg var Manden, som man, som saa lang Tid ude af den litterære Verden, ei tænske paa. — —