Gierlew, Andreas Christian BREV TIL: von Irgens-Bergh, Mathias Friis FRA: Gierlew, Andreas Christian (1824-11-20)

Kjøbenhavnden 20de November 1824.

— — Rosenkrantz fra Norge kom den 3die hertil og er her endnu, fra Jylland, hvor han har f eet sin Bro der inden hans Dod, som paafulgte sidst i f. M., og som man maatte vente. R.s Gaard er nu solgt til Hertugen af Glücksbjerg for 20,000 Rbd. Den franske Minister vil ventelig komme til at beboe den i Fremtiden. I Anledning af Kongen af Preussens uventede Mariage fandt den Latterlighed Sted, den kloge Grev Dohna besværede sig over, at man havde indrykket Artiklen af Hamb. Correspond, i „Dagen“, hvis Redacteur nu blev opfordret til at opgive s. 127sin Hjemmel, som han naturligviis fandt t Corresp., der censureres i Hamborg. Grev D. løb saaledes med Liimstangen, især da næste Avis bragte alle Details. Ogsaa siger man, at Legationen i Berlin Intet havde indberettet herom, saa at Kongen derfor ærgrede sig over at skulle læse Efterretningen først i en Avis. Begge Dele ere lige kloge. Jeg havde nylig den Ære at bivaane et stort Diner hos Deres Chef p. t., hvor vi sp iiste bedre, sadde ei en profil, og hvor den værdige Olding ei blev deplaceret af sine egne Secretairer, som sidst, da vi vare der samlede. Det synes, at Alt nu bliver som hidtil, hvis der ei skeer en pludselig Forandring, naar man mindst aner det. Man har engang siden Deres Afreise atter nævnt „Ibereren“, men nu er det atter taust. Den nylig examinerede Excellence, Grev D— — — skal ind som Ass. auscult. i høieste Ret, om hans practicum kan fortjene Laud, hvorom haves Tvivl. Den yngste, som nok er under al Examen, a été fourré dans la direction des postes som Ass. auscult., Og man frygter med Grund, at Directionen staaer Fare for de crêver de trop d’esprit, thi H. i Spidsen og D. I Enden lader befrygte en aandelig Indigestion.

Man skal nylig have grebet adskillige tjenstvillige Madamer, som den onde Verden kalder entremetteuses; passe pour cela; men at man har vedligeholdt Signalerne, efterat Havnen ei længer var sikker, og derved bragt honnette Damer, som søgte at industriere sig, til at løbe derind, og derved blive bekjendte af Politiets Strandvagt, og at man har benyttet Lister, man har fundet paa disse Damers Navne hos bemeldte Madamer, for at komme efter sørgelige Galanterier og libidineuse „Umtriebe“, gaaer for vidt, synes mig, og kan let have de sørgeligste Følger og Misbrug; thi hvo kan hindre en Skurk fra hemmelig at udbrede, at den og den Kone eller Pige, som han vil hevne sig paa, fandtes paa Listerne? Og hvo kan da eller hvorledes bevise s. 128det modsatte af en saa afskyelig Beskyldning, som sniger sig snigmorderisk om i Mørket?