Gierlew, Andreas Christian BREV TIL: von Irgens-Bergh, Mathias Friis FRA: Gierlew, Andreas Christian (1825-08-16)

Kjøbenhavnden 16de August 1825.

— —Først vil jeg takke Dem for Deres Exemplar af Steffens over Norge, som blev mig bragt, uden at Overbringeren lod sig see, som, hvis det var Hr. Høyen in ipsâ personâ, jeg dog gjerne vilde have takket. Maaskee er den gode voyageur littéraire ligesaa bange for levende Folk, som for Gjengangere. Apropos af Gjengangere: Frygter De Baggesen, siden De siger, man har „truet“ Dem med ham? Det troer jeg ingenlunde, thi Baggesen hører dog blandt de høist interessante, aandrige væsener, der tillige kan være yderst elskværdig underholdende trods alle sine Skjævheder, som man maa tilgive vatum irritabile genus. Jeg vilde gjerne lægge et Ord ind for min gamle Ven og Reisefælle hos Dem, og jeg er vis paa, at kommer han til Dresden i Vinter og ei til Bayrenth, som han ogsaa tænker paa, vil De sikkerlig hylde Danmarks aandrige Digter. Tænk ei paa hans sidste Ophold her, det var hans Fornedrelses Periode, da han maatte slaaes med alle vore mange litterære Gadedrenge og blev kastet paa med Skarn af denne srcekke Hob, hvoraf de Fleste ei vare værdige at løse denne Musernes og Gratiernes Yndlings Skotvinge. — — Steffens's Bog indeholder dog meget lidet, synes mig, uden hvad man veed as Storthings Committeens Erklæring, som naturligviis man ei kjender i Tydskland, hvor derfor Bogen maa have langt mere Interesse.

s. 133Materien ligger ellers udenfor Bøttigers Ephære, han er en lærd, men altid pedantisk Antiqvar og som Recensent en Lobhudler. Steffens har ellers, som De meget rigtig bemærker, gaaet meget sindig og moderat frem, selv hvor han dadler f. Ex. Amtmand Falsen, skeer det høist mildt og skannende.

Endnu engang om Misundelse og Ikke-Misundelse. Naar De skriver, at man i Danmark misundte Dem, skriver det til mig, som sor Øieblikket, det tilstaaer De dog vel, efter den Bei, jeg ved Academiet, ved Reiser for offenlig Regning og i Forretninger har gjort, og efter den Maade, jeg har skilt mig herfra, efter den Alder, hvori jeg er, ei kan beskyldes for Egoisme, om jeg ei føler mig saa ganske vel tilfreds, saa var det dog ei at ansee som unaturligt, som stridende mod vore Forhold, om jeg sagde Dem, at jeg for min Deel ei var af Deres Misundere, og bad jeg Dem ei berøre Sagen oftere, skede det ene for ei at komme paa et misforstaaet Thema, der, i sig selv delicat paa begge Sider, let kunde lede for vidt, ei fordi jeg troede at have sagt mere eller andet, end jeg kunde tillade mig og kunde forsvare. Mine Begreber om Adel og om Adelsmænb ere maaskee sorskjellige fra Deres, kjære Bergh: jeg fik min Dannelse og udviklede mine Grundsætninger i en Tid, hvor ei den vilde Hob, men de ædleste Mænd tænkte, talte og skrev anderledes om mange Ting, end nu, jeg har aldrig tilbedt Dagens Afgud, gjør det ei heller nu, jeg vilde være glad ved at føre et historisk Navn, naar jeg var det værdig, og jeg veed vel, hvad det er værd, og hvad det hjelper til i Verden — jeg vilde være lykkelig ved at staae adlet i mit Fædrelands Aarbøger for nyttig, ædel, kjæk, udmærket Daad og endnu langt mere at nævnes som saadan i Menneskehedens, caetera nil. Jeg kunde næsten fristes til at ønske Dem et Herredsfoged Embede i Iylland eller at indtage en Hr. Sicks eller Hr. Schniks Plads i Departementet eller noget lignende Embede s. 134for at see Forskjellen, levende føle den mellem Deres nuværende Stilling. Naar De selv ei bliver fremmed, bliver Fædrelandet, Deres Venner Dem det ikke; men vi blive det stedse uformærket mod vor Villie ved et langt Ophold blandt Fremmede, og saa er Skylden dog ei ganske Fædrelandets, hvor man heller ikke ønsker at høre det Fremmedes Fortrin af en Søn, være de end nok saa sande. Med dal Borgo, som Baggesen, ventelig ved en slet Udtale, skal have kaldet dal Porco, maa De ei sammenligne Dem, han er et Phænomen paa vor Himmel, en sand Comet etter Halen af en anden Comet, som endog trak Elephanten til Portugal, hvor den aldrig var før — see, om De har kunnet bringe den til det nære, næsten beslægtede Dresden! — — —Altsaa ingen Sammenligning med ham. Da Selbye og Juell dog ere endeel ældre, begge i Aar og begge tildeels i Carriere, saa kan De ei med Grund, synes mig, sige, at De med deres Navn var i Haag eller Paris — slemt nok, at vi have ingen Bedre der. Jeg kjender ei nøie nok Etiquetten til at vide, om Statsministre aflægge Besøg eller Kaart hos de Landets Embedsmænd, der ei høre til de høieste Classer, for at bestemme, om De her beklager Dem med Rette, men det veed jeg, at i Dresden, som Assending fra Deres Hof, er Deres Stilling jo hecl sorskjellig fra Deres Stilling hjemme. Jøvrigt vil Manden af Fortjeneste altid vide at tage sin rette Plads, og hans Værd erkjendes af dem, hvis Dom kan være ham vigtig, saaledes Deres Stilling i Dresden; ogsaa mig har det altid glædet, naar jeg saae mig agtet for min Personlighed.

— — Proc. Bjering, alias den lille Marat, blev ved Hoiesteret dømt til 5 Aars Landssorviisning, og denne gevaltige Løve i Kjeften supplicerer nu allerunderdanigst, dog er han at beklage, da han er ødelagt paa Legem, Aand og Formue, en partie par sa faute. Forresten skjændes man om en ny — latterlig — Retskrivning, som vor lærde Sprogforsker, Prof. Rask, trods Brug, Smag og sunds. 135Sands vil indføre — f. Ex. å for aa, som i det Svenske, måskje for maaskee o. s. v., de fremmede Orb og fremmede Navne ligesaa desperat, tantum est in rebus inane!, og mange Daarer, servile imitatorum pecus, have optaget disse Galenskaber og smagløse Dumheder. Pros. Rask udgiver et Ugeblad, „Lidskjalf“, som jeg maa stave mig til at sorstaae, jeg la'er derfor bære at læse det.

Conserentsraad Brun er nu ganske vel og leer ad sine Arvinger og ad Bombelles vel meest, som dog neppe faaer en Million, naar han ei regner i Rées, thi i Franker faaer han den ei, ikke engang i Groschen. Frue Brun havde allerede lagt Planen til en Reise til Italien, siger man. — —Har De ei kjendt en Kammerraad Th., en Theaterhelt, der giftede en Actrice, Jfr. Bassøe og var bleven Contoirchef i Consulat Contoiret, han har maattet absentere sig for Uredelighed — man kunde sorudsee det, da han fraadsede og levede høit, især var han en samøs Skildpadde Æder og havde erhvervet sig Tilnavnet af Kammerraad Hippeldands den yngre. Kone og Børn ere nu tilbage, men dem vil der sikkert blive sørget rigeligere for, end om han var død som den ærligste Mand. Det er saa Brug her. Etatsraad Frimann har bedet mig hilse Dem, jeg har netop idag endnu seet ham, han klager sig, men gaaer dog ud. Pløyen skal ved sin Penge Negotiation i Paris have tjent betydeligt, hvori eller hvorledes, veed jeg ikke.