Vahl, Martin BREV TIL: Rathke, Jens FRA: Vahl, Martin (1796)

M. Vahl til Rathke.
(Udateret, men skrevet i Aaret 1796).

Tvende Breve fra Dem har jeg modtaget nnder min Reise i Holsteen og et for nogle Dage sden. Overmaade megen Tak skylder jeg Dem for den venskabelige Maade De behager at erindre (mig paa), saa og fordi at De ved hver Leilighed har den Godhed at meddele mig Deres Opdagelser. Har jeg bidraget noget til Deres Kundskaber i Natnrvidenskaben, saa glæder det mig, men sæt ikke mere Værdie derpaa, end det fortjener; uden at de selv havde lagt Haanden derpaa, saa havde jeg intet udrettet, det meste tilhører altsaa Dem selv. Imidlertid maa jeg dog tilstaae Dem, at det smigrer mig overmaade at dog engang her hos os at have funden en, der har sand Kjærlighed for Videnskaben, undersøger Naturen i Naturen og ei i Tydske Bøger. Bedrøveligt nok har det været for mig i de faa Aar, jeg har været ved Selskabet, at see den største Mængde enten at ei videre bekymre sig om Videnskaben og at studere den fra en urigtig Side og, du det er saameget lettere at komme til Kundskab paa denne Maade, strax at klatre op paa Skuldrene af andre. Men de blive dog altid kuns halv seende i Naturen. Bliv derfor ved, min kjære Ven, som De har begyndt, Belønningen ligger i Arbeidet, meddel mig fremdeles Deres Iagttagelser, da feg derved fetaer Aarsag til at glæde mig over, at mit Forslag med Reisen tit de s. 184Norske Søe Kyster falder ud efter Deres Ønske og Leilighed for mig og flere at lære at kjende en Deel af Naturen, som vist endnu ligger skjult i Mørket. At De bliver den, som lærer os at kjende disse Naturens besynderlige Skabninger, vil til alle Tider glæde, enhver anden vilde opvække Misundelse. Af mit Hjerte ønsker jeg Dem derfor Hilsen, fornøiet Sind og alt hvad der kan bidrage til at fuldende en saa lykkelig begyndt Reise. Angaaende Jnstruxen saa behøver De ei at bekymre Dem stort om den. En Deel er tillagt af Folk, der aldrig har reist, aldrig samlet, aldrig undersøgt Naturen, sikkert tør jeg paastaae, endskjønt jeg ei har seet den, at den Deel deraf hører Kraftmanden (til). Overalt ved jeg ikke, hvad en Jnstrux gavner til; den, der reiser, maae dog vel vide i hvad Hensigt han reiser, er han ærekjær, saa opfylder han nok sin Pligt; er det ham om Pengene allene at gjøre, udrettes dog intet, om han saa havde 10 Jnstruxer.

— — Nebberschmidt er kommen tilbage fra Arendahl og Kongsberg med fortræffelige Mineralier, mange deraf skulde man neppe vente at være hjemme i vores Fædreneland. At man paanye har villet slaae Brünniche ihjel, at han retirerede ind i Kirken og satte sig paa Alteret mellem Lysestagerne, at Bergfolkenes Koner pidskede hans dyrebare Gemahlinde med Tøfter i R—, er Dem vel bekjendt. Fra Justitia Raad Lund maa jeg melde Dem den bedrøvelige Efterretning, at foruden den under (Trykken) værende Deel af Selskabs Skrifterne er og Deres Manuscript brændt.

— — Jeg ønsker Dem alt godt og er bestandig

Deres hengivne
M. Vahl.