Frimann, Peter Harboe BREV TIL: Rathke, Jens FRA: Frimann, Peter Harboe (1817-08)

Friman til Rathke.
Kjøbenhavn den ^*)Aabent Rum i Originalen. Julii 1817.

—— Om De regner paa at høre Nyheder herfra, da gjør det mig ondt, at jeg heri ei kan tilvejebringe noget af Interesse, ikke engang udenlands fra, og den fuldkomneste Rolighed, og, om jeg maae bruge dette Udtryk, Flauhed i Henseende til interessante Tilfælde hersker her, som i det øvrige Europa. Det eneste, som nu kan bevæge mig til at gjennemløbe Avisen, er Haab om at finde nogen Artikel fra det ene eller det andet Amerika, der kunde holde skadesløs for denne Maverhed af Nyt paa denne Side af det Atlantiske Hav, men endogsaa derfra er Efterretningerne, deels gamle, deels uafgjørende og modsigende. Selv fra Norge hører jeg kun sjelden noget og dette for det meste ei synderlig behageligt. Saaledes har jeg hørt fra Tronhiem, at der i Stiftet — maaskee og i Nordlandene — intet er fisket i Vinter for stormende Veirs Skyld, og at Landmanden oppe ved Tronhiem nylig har meget klaget over Tørke. Her har man hidtil havt Aarfag til at klage over formegen Væde, og vi faaer nu at see, hvordan det gaaer; det skulde være mig angenemt at høre, at man i Norge har havt et got Aar, det vilde, foruden Øieblikkets Fordeel, være opmuntrendes. 233for de Agerbrugere, som ei blot lade det blive ved det gamle, men gaae videre frem. Jeg har det Haab, at disse sidstes Antal ikke er lidet, og Agerdyrkningens Fremgang i Norge er en Gjenstand, som jeg altid med Fornøielse hører Tale om.

Pengevæsenet deroppe synes at være i en daarlig Forfatning, endskjøndt jeg maae tilstaae, at vore Penge eller Sedler ei heller staae paa nogen glimrende Fod; dog skal der jo i Norge være Haab om, at man kommer i Stand med Banken. Men det er en Ulykke, at, hvor Pengevæsenet engang er paa Knæerne, der en saa lang Tid vil medgaae for at hæve det igjen.

Hvordan gaaer det med det Norske Universitet? Jeg haaber, De kan svare vel. Videnskaberne har man dog mere i sin Magt end Veir og Vind, Hede og Kulde, og de gode Normænds Anlæg og Genier give mig det smigrende Haab, at der i Tiden vil udgaae mange berømmelige Mænd fra hiint Universitet. Jeg har ved samme havt en Brodersøn, som for et par Aar siden blev Student. Han skal nu have giftet sig, Gud veed med hvem. Om han har Hoved, veed jeg ikke, men at han ikke har Overlæg, beviser bemeldte Skridt.

Da De, Hr. Professor, befinder Dem i det sunde Norske Klima, tvivler jeg ikke paa, at Deres Helbred jo er god. Jeg ønskede gjente at kunne leve i den Norske Luft, saa meget meer som jeg da vilde befinde mig vel, hvilket nu ikke er Tilfælde, og ikke vil blive det, saalænge jeg er her. Jeg har i nogen Tid kun havt liden Helbred. Men jeg maae da og derhos betænke, at jeg i en Alder af 65 Aar maae vente, at Svaghed og Infirmiteter indfinde sig alt meer og meer.

Jeg havde saa meget at spørge Dem om, Norge angaaende, men da det vilde være indiscret bande at vente og forlange Svar derpaa, vil jeg ikke udlade mig. Dog vover jeg den Begjering, at De ved Leilighed vil haves. 234den Godhed at underrette mig om Dem selv og Deres Befindende, som det, der meest interesserer mig at vide.

Jeg beder Dem at hilse de Herrer Secretair Arbin og Justitiarius Bull, om De see disse Mænd; det er de to eneste, jeg kjender der paa Stedet foruden Dem, thi Statsraad Treschow er jo i Stockholm.

Lev vel og ynd bestandig

Deres hengivne Ven og ærbødigste Tjener
P. H. Friman.