Motzfeldt, Peter BREV TIL: Christie, Wilhelm Frimann Koren FRA: Motzfeldt, Peter (1819-02-10)

Stockholm10de Februar 1819.

Kjære Christie!

Aarsagen til, at jeg nu skriver Dig til, er følgende: En Datter af Oberstlieutenant Scharffenberg i Sandvigen har skrevet mig til og sendt mig en Ansøgning fra hende til Kongen om en Understøttelse for hendes trængende Forældre, hvis Armod hun maler med gyselig stærke Farver. Jeg veed aldrig jeg har seet hende; men hun siger at have seet mig engang i Romdalen; — har Tillid til osv., som det hedder i lignende Sager. Jeg var tvivlsom, om jeg skulde befatte mig med denne underlige Ansøgning, — men troede dog tilsidst, at jeg burde forelægge Kongen den. Han syntes godt om hendes Tillid til hans Godhed, og skjøndt han ei kunde bestemme nogen Understøttelse for Faderen, og ei heller kunde give hende nogen fast vedvarende Understøttelse, — saa gav han hende 150 n. Specier engang for alle, for — som han sagde — at hun ei aldeles forgjæves skulde have stolet paa ham. — — At denne Kongens Gave et skal blive meget bekjendt, det ønsker jeg, da der ellers vil komme en svær Mængde lige Andragender, der ville give meget Bryderi og Fortrædelighed og dog ei nytte til Noget, thi nuomstunder er høieste Vedkommende ikke grei at tale til i Pengesager, og Tilfældet med Frøken Scharffenberg var en sær Undtagelse fra de Resolutioner, jeg har faaet paa saa mange Andragender. Kongen har ogsaa gjort saamange Gaver og Laan og lovet saamange deslige, at hans norske Apanage for dette hele Aar nok er aldeles disponeret til dette Brug. Fortryd nu ikke paa denne Uleilighed, jeg volder Dig med denne Commission. — — — For Meddelelsen af Din Reise-Journal er jeg Dig ret saare meget takskyldig; den er lunefuld og meget interessant, og af dette Slags faar jeg især her saa sjelden noget at læse. Det var mig derfor en virkelig Opmuntring at læse den. Men jeg har intet at give Dig til tilbørlig Gjengjæld; thi mine Dagblade ere flaue og blive fremdeles alt

19*

s. 292flauere, fordi Personen bliver sløv og flau. Ja jeg forsikkrer Dig, at jeg virkelig til visse Tider føler det i den Grad, at jeg tvivler om, at det er forsvarligt, at jeg længere bliver ved i det Embede jeg har. Naar nu denne Ӕngstelighed kommer til de mange Fortrædeligheder og Chicaner, som Embedet medfører, og til de Næringssorger, der betydeligen ere forøgede i den Tid, jeg skal være her for den bestemte lumpne Forskjel i Gagen, — saa mener jeg, det er temmeligt naturligt, at jeg føler mig utilfreds — ja stundom ulykkelig. Men jeg holder det hos mig selv; jeg vil hverken vække Nogles Medlidenhed eller Andres Glæde over, hvordan jeg har det. Kun til en Ven som Du og de Faa, der ligne Dig, yttrer jeg noget herom, — til hvad Ende? Det veed jeg ei at besvare mig. Det gjør mig ret meget ondt at erfare, hvad Du skriver om O.s Fader. Det er dog saare tungt for Sønnen og for hans Kone. Saaledes seer og hører man idel sørgelige Ting i denne Tid. Men det er jo ei blot Individernes Lod; med hele Landet seer det saare betænkeligt ud. Pengemangelen er nu virkelig reel og alt for stor. Intet Laan kan faaes i Udlandet, og den Operation, man vil gjøre for at faa et indenlandsk Laan, paa den Maade, at Folk tage Statsobligationer for Penge, kan — naar derved ei skal resigueres — ei gjøres paa saadan Maade, at Mange kunne nyde godt deraf. — — For en Tid siden spurgte Kongen mig, om jeg vidste, hvem der havde skrevet det Stykke i Tilskueren om Statsraadernes Tilstedeværelse i Storthinget. Jeg svarede naturligviis nei, men sagde, at det maaske var Falsen. Kongen var meget indtaget af dette Stykke, og da jeg formoder, at han vil søge at realisere Ideen, — saa ønsker jeg saameget at vide, hvad der virkelig er ret og tilraadeligt i denne Sag, hvorom jeg selv er tvivlraadig. Du vilde vise mig en Tjeneste ved at sige mig Din Mening herom. Jeg har for noget siden bedet Falsen om det samme. Jeg havde just da at skrive ham til om det Laan,s. 293E. Nord ¹⁾Bonden Erik Olsen Nord, Storthmd. 1814. havde ansøgt. Ved samme Leilighed fortalte jeg Falsen, at Kongen den Gang, han talte med mig om dette Stykke, talte med særdeles megen Agtelse om Falsen; thi jeg tror, det er godt, at Folk ei tro sig anderledes betragtede af Kongen, end som han virkelig betragter dem. Endnu er der ei gjort noget angaaende Besættelsen af Toldembederne i Bergen; men nu, da Wedel var her, purrede jeg ham igjen derom, og jeg haaber, at det nu snart kommer i Gang. Naar saa skeer, skal jeg ei forsømme noget for —. Nu farvel. Hils alle Venner, som endnu ynde Din tro Ven

M.