Hagerup, Edvard Eilersen BREV TIL: Christie, Wilhelm Frimann Koren FRA: Hagerup, Edvard Eilersen (1827-09-28)

Christiania28de September 1827.

Kongen fremdeles meget vred, og Aarsagen til denne Vrede er Actionen mod Collet. Alt det Øvrige bryder han sig ikke stort om, men Rigsrets Sagen har ophidset ham saaledes, at han slet ikke kan komme sig igjen. For nogle Dage siden sendte han en saakaldt Message til Sandels, der skal indeholde endeel Bemærkninger, som han har henkastet mellem hverandre, uden som det synes at have nogen anden Hensigt dermed, end at give sin Brede Luft. Han skal deri blandt Andet yttre: at det ei er at undres over, at vore Fiskevarer staa i lav Pris i Udlandet; thi hvem vil indlade sig i at kjøbe Noget af saadanne Carbonarer som de Norske??? Ligesom om det kom Handelen ved, hvem der sælger, naar kun Varerne ellers ere afsætlige. — Om Du har hørt, at han ved en Befaling har villet hæve Rigsretten, veed jeg ikke, men det forholder sig virkelig saa, og ved Hjælp af Tilskyndelser fra dem, der saa gjerne ville fiske i rørte Vande, haver han sat sig denne desperate Idee saa fast i Hovedet, at det kostede utrolig Møie at faa ham til at frafalde den. Det vilde have seet godt ud; og Gud veed, hvad han endnu kan falde paa, om Sagen skulde falde Collet imod. Snart har han talt om at afsætte Collet, for at Rigsretten derefter skulde — af Barmhjertighedsgrunde — frisinde ham, snart har han truet med at sende russiske Tropper herind, for at holde Styr paa os. Kort sagt! han er reent af Lave! Da Deputationen var derinde, holdt han engang et saadant Huus med Wedel angaaende Rigsretten, at W— befandt sig beføiet til at

23*

s. 356Yttre en ganske uskyldig Forundring over, at der denne Gang kan være saameget imod en Rigsret, da der derimod Paa den Tid, han blev sat under Tiltale, slet ikke synes at være noget iveien; ved hvilken Tale Papa skal, ligesom lidt forlegen, være gaaet over til en noget mildere Tone. De ledige Embeder have nylig været for, men Kongen resolverede: udsættes indtil Videre; det vil sige: indtil der er gaaet Dom i Collets Sag. Det er ilde med disse evige Udsættelser, og hvad kommer Rigsretten Embederne ved? Assessor Schmidt og Sorenskriver Sem rivalisere, paa Liv og Død, om Buskeruds Amt, men de vide ikke, hvad de gjøre; thi ved Bryns Død er dog en Tjeneste ledig, som, efter hvad jeg kan skjønne, maatte være meget at foretrække for hiint Amtmandskab. Toldinspecteurtjenesten her skal være lovet til en Oberstlieutnt. Hals. Major Gedde faaer den altsaa ikke, men desto stærkere vil han vel lægge sig efter den i Bergen. Lassen (Hartvig) vil vel heller ikke undlade at melde sig og mange Flere. Statsraad Holst, som nylig er kommen tilbage, og af hvem jeg har hørt det Meste af Ovenstaaende om Kongen, sagde mig, at det var hans eneste Haab om at faa Falsens Ansættelse som Justitiarius i Høiesteret forpurret, at Du skulde have meldt Dig til Tjenesten, da han vist tror, at Kongen i saa Fald havde givet Dig den. Nu derimod tvivler han ikke paa, at jo Falsen bliver Manden. Sandels, som har den samme Mening, og som, fordi jeg er Præsident i Rigsretten, viser sig saa uendelig bevaagen mod mig, at jeg er færdig at dø af Venskab, vil med Gevalt have mig til Stiftamtmand i Bergen. Konungen, siger han, tænker ikke paa andre end mig, naar det bliver ledigt, og vil ikke, at nogen Anden skal have Embedet. Han veed, jeg ikke vil fra Bergen, og hvad kan han saa gjøre Andet for mig? Forgjæves svarer jeg 10 Gange op igjen, at Kongen ikke skal gjøre Noget for mig, men det nytter ikke. Hvis der ellers skulde være noget Sandt i, hvad han siger, er det ubehageligt ogs. 357ængster mig endog noget; thi Du begriber Det, at jeg ikke for nogen Priis vil være Stiftamtmand i Bergen. Derimod skulde jeg ikke have Noget imod at være Toldforvalter sammesteds, og det fattedes blot, at ogsaa jeg skulde føge Forstanderskabet, for at Du ret skulde have Dine Venner til Rivaler; men det vil jeg dog af gode Grunde lade være. Holst sagde mig, at Du staaer Dig saa godt hos Kongen, at han endog har talt om, at det første blaa Baand, som bliver ledigt, skulde være Dit, — en Ære og en Lykke, som Da neppe skjønner paa; thi tager jeg ikke Feil, saa vilde Du nøk heller være den foruden. Kan Da, under saadanne Omstændigheder, haabe at blive Toldinspecteur? Nei ! Statsminister vil han nok gjøre Dig til, men Toldinspecteur neppe. Det er tungt, at man ogsaa kan have formeget af Naade, men det hænder ikke sjelden, at den, stegen til en vis Grad, koger over af Hede, ligerviis som en Gryde, hvorunder der lægges sor stærk Ild, og det kan sommetider komme ganske vel med. Hvad mig angaaer, saa vilde det være altfor sørgeligt, om jeg af bare Naade skulde blive promoveret til et Embede, jeg paa ingen Maade vil have, men lad nu Rigsretten først blive endt, saa kan det let hænde, at Bladet vender sig, endskjønt jeg slet ikke er paa det Rene med, hvorledes jeg vil votere, og det kan jeg naturligviis heller ikke være, førend Sagen er udprocederet. Gid den var forbi! Det er en hundemæssig Sag, — men — amicus Plato, amicus Socrates, magis amica veritas. Samvittigheden man jeg have reen og fri, enten det gjælder Naade eller Unaade. —