Magnússon, Arní BREV TIL: Bircherod, Jens FRA: Magnússon, Arní (1711-09-27)

ARNE MAGNUSSON TIL BISKOP JENS BIRCHEROD. Skalholt udi Island den 27. septembris anno 1711.

Trykt efter egenhændig underskreven original i Norske Riksarkiv, jfr. kopi i AM. 1057 IX 4to. Udskrift væsl. som foreg. — Stavangerbrevene har på grund af krigsuroligheder ikke kunnet nedsendes fra Island.

Velædle høiærværdige Hr. Biskop, Høifornemme velynder.

Jeg ønsker og vil forhaabe at denne min skrivelse treffer dennem ved god sundhed og udi velstand. Den foraarsages ellers af de gamle Capitels breve fra Stavanger, som jeg med deres høiærverdigheds permission haver en tid lang hos mig beholdet. Jeg hafde sat mig for at begive mig her fra landet s. 64forleden aar. Men den tid jeg ved skibenes ankomst fick at fornemme de besverlige krigstider, som der var indfalden siden anno 1709, da jeg reiste fra Kiøbenhaun, saa maatte jeg forandre mine tanker og forblive her vinteren over, i sær fordi at jeg skulde have en haaben papirer med mig, som høre til den commission, som jeg haver veret og er begreben udi her i landet, hvilke jeg ingenlunde torde vouve over søen i saa farlige tider, og det er aarsagen hvorfore jeg icke heller fremsendte de ommælte gamle breve. Nu er dette ligeledes gaaet mig i aar. Jeg kand icke vel undvere forskrefne commissions papirer, om jeg skulde reise ud af landet, og at vouve dennem i fienders hænder, holder jeg icke for rimeligt eller forsvarligt, i fald de kom noget til. Nu som jeg tænker at Deres høierværdighed icke kunde saa lige vere informeret om denne min leilighed, og i saa maade undre dennem over, at de intet bud fick fra mig, kandskee og icke vide, om jeg var i live eller icke, saa hâr jeg eragtet nødvendigt at berette denne imellemfaldene uleilighed, paa det deres høiærverdighed icke skulde tænke, at brevene kunde vere omkomne. Jeg vilde ønske, at jeg var vel hiemme, tilligemed mine charteqver og der iblant disse gamle breve, som hos mig ligge forvarede i en egen dertil giordt lade, hvor uden paa jeg har skreven at de var fra Stavanger, saa at enten jeg lever eller døer, saa kand de dog icke andet end komme til sit rette stæd igien. Imidlertid vil ieg icke forgiette det løfte, som ieg sidst fra Kiøbenhafn skref deres høiærverdighed til, angaaende en tienstvillig reconnoissance for disse breves laan. Jeg maa hermed afbryde for tidens kortheds skyld og frygt for skibets bortreise, som dette bref er destineret til. Slutteligen forønsker jeg deres høiærverdighed med velædle familie ald lycke, velstand og prosperitet, mig altid forladende paa deres godhed og yndest og stædse forblivende

Deres Højærværdigheds tienstærbødigste tiener
Arnas Magnussen.