Magnússon, Arní BREV TIL: Bærtelsen, L. FRA: Magnússon, Arní (1703-09-18)

[ARNE MAGNUSSON TIL KØBMAND L. BÆRTELSEN], Utskaale præstegaard, nær ved Kieblevig d. 18. 7bris 1703.

Trykt efter egenhændig, uunderskreven koncept i AM. 447, folio.

Monsieur Høitærede gode ven,

At ieg icke før end nu haver svaret hannem paa hans trende høflige skrivelser, af den 4. Julii og 24. Augusti forleden aar, og sidst afvigte 4. Julii, haaber ieg hand icke tilskriver min uhøflighed eller nacklessighed i at begegne gode venner efter skyldighed, mens henvender den skyld paa de mangfoldige om end skiønt smaa forretninger, som ieg nu om stunder ideligen hâr at tænke paa. Saa er det icke heller min skyld at Monsr. icke med Altings folkene efter begiering fra mig bekom paateignelse paa en ligelydende gienpart at (!) det mig derhen skickede document, eftersom der var slet ingen som mig nogen ligelydende genpart deraf forestillede, og ieg self icke viste at det var hans begiering, formedelst at ieg der paa stædet icke fick stunder at læse dette temmelig vitløftige document igiennem. Nu paa det Monsieur skal kunde vere forsickret om, at ieg icke nogen tid s. 88skulle nægte mig at have faaet dette document fra hâm, saa tilstaar ieg her med, at ieg paa næst afvigte landsting haver fra hannem bekommet et document paa 6 blade i folio, med hans nafn undertegnet Rebets krambod d. 4. Julii 1703. lydende om et og andet angaaende handelen i Revets district. Og som ieg nock kand slutte, Monsieur hans øiemerke fornemmeligen at have været, at erindre mig om den af Monsieur Jacob Sørensen Graahe mig forleden aar i hænde leverede memorial, angaaende de fremmede fiskerbaader i bemelle Rifs district, Saa vil ieg derimod tienstl. meddeele hannem mine tanker herom. Jeg kand icke see, at naar samme memorial grundeligen blef i giennemgaaen, den erklæring eller dilucidation da meget skulle forfremme reqvirenternis paastaaende. Thi 1. Er det (saa kaldede) tingsvidne af dato Ingialdshool 10. Aug. 1701, hvor paa deris besværing sig funderer, saaledes indrettet og beskaffet, at det hos os i Danmark icke lætteligen skulde kunde næfnes et gyldigt Tingsvidne, mens snarere passere for el i hast sammenskrevet document med en deel mænds ubetænkt svar bag paa. Saa at den som der paa vilde bygge hans relation, hafde, i mine tanker storligen at befrøgte, at om hand engang skulde forsvare sig i mod en gau contra-part, og udfægte sagen, hand da icke kunde staa stadig paa saa svagt fundament. 2. Misbruges, i mine tanker, octroyens 7de post icke lidet i denne materie, saa som den der er at forstaa om fremmede nationer. 3. Seeis icke hvad skade haunens beseiglere tilføies i det, den fisk som fremmede fange der for landet i søen, bortføres, med mindre de vilde reigne dem til skade og forliis, alt det som icke skaffer dem profit, og er det, da, paa samme maade, deris skade, at icke ald den fisk som fanges om kring Jøkelen, falder i deris deel, som mand dog veed at de icke pretendere. 4. At den brug med disse fremmde liskerbaaders væsen der i egnen skal vere ny og opkommen i Sysselmand Magnus Biørnsens tid, kand ieg icke komme efter, Tvert i mod blef mig, forleden høst, da ieg hafde den ære at besøge deris stæd, berettet, at den viis var til visse 40. aar gammel, Er og bekiendt, at en deel af disse fremmede baader, hafve fra gammel tid rettighed til at blive der til tiskerie, enten indbyggerne vilde tilstæde det eller icke, som i sin tid ydermeere kand blive demonstreret.

Hvad pretensionens billighed i det øfrige angaar, da synis det haart at forbyde dennem som ingen fiskerplatse haver, eller saa slette at derved lidet er at hændte, at søge deris bierging og guds velsignelse paa de stæder hvor den rigeliger falder, og s. 89burdte, paa den samme maade Revets districts indbyggere ald fiskerie at formeenis i Dritvig. Item at de icke maatte reise Nord i landet til at fortiene der faar, smør, skind og anden fornødenhed med deris arbeide, langt mindre debitere der for benæfnte Sorter, nogen i deris district indkiøbte fremmede vare; Med hvilket ieg icke troer at Monsieur paa sine principalers vegne skulle vere fornøiet. Ligeledis synis mig vanskeligt at giøre en general lou om, at ald fisk skulle forblive og forhandles hvor den fangedes, og endda om det blef paa den maade restringeret, at folkene icke derved blef formeent at tage hiem med sig eller til landz folkene at forhandle det som de eller hine kunde behøve til lefnets middeler. Thi (at gaa forbi en og andre fald hvor udi sligt synes at støde negotien) da vilde herved tilvaagse uendelige trætter, inqvisitioner, besværinger, helst hos dem, som vare nidkiere for at maintenere deris rettigheder, og troer ieg Monsieur vel erindrer sig, hvor besverligt det faldt Monsieur Graahe i hans tid, at bringe folkene til denne lydighed, i hvorvel hand brugte ald den myndighed, som en købmand kunde tilkomme.

Som ieg nu forskrefne memorial med saadanne øine haver anseet, syntes ieg icke at pleie et oprigtig venskab med Sal. Matz Christensens huus eller velbemelte Monsr. Graahe, om ieg dette, som forskrevet staar, hæftede til deris memorial, og udskickede til Rente-Cammeret, alle uadvaret. Saa haver ieg da resolveret at lade med samme memorial beroe til ad aare, som ieg formoeder at mig antages snarere for et venskab end uvillie, hviß icke, da faar ieg at see hvorledis ieg den ophold forsvarer, om derpaa af nogen bliver anket.

Det Monsieur i hans foromrørte memorial af dato 4. Julii 1703 taler om uloulige looders leggelse, saa meriterer hand derudi bifald, om tingen sig saaledis forholder, Og er der icke tvil paa, at Sysselmanden det io louligen relter, naar indbyggerne det støckviis for hannem klage, Jeg siger støckviis. thi at giøre nogen almindelige constitutioner enten om loder eller andet, eragter ieg icke at hand haver nogen myndighed til, eller dennem kand forsvare, 0m paatales.

Angaaende Revets Districtes folkes fiskerie i Dritvig og fangstens forhandling haver min med-commissarius og ieg ingen myndighed til at decidere noget, Skulde herrerne i Cammeret nogen tid befale os at sige vores tanker om den materie, saa kand Monsieur velmueligen af foregaaende slutte, hvilke mine tanker ere derom.

s. 90At kiøbmænds fordringer i en sterbbo skulde hafve prioritet for ald anden gield. finder ieg hverken at accordere med lou eller billighed, og skulde uden tuil blive holdt for en fremmet pretension, om nogen dermed i Danmark fremkom, helst om vore trafiquerendis fordringer skulde dømmes efter Danske lous 5. bog, 14. Cap. 51 og 52. articler.

Angaaende det Monsieur mælder om fføtningen i mellem Revet og Olafsviig, da er det meer end vist, at samme fløtning for haunens beseiglere er baade besværlig og meget kostbar, Imidlertid saa som min collega og ieg ingen myndighed have til at giøre nogen Constitutioner, mens i slige tilfælde allene ere instruerede til at udforske beskaffenhederne, saa haver det icke staaet til os at tiene hannem her udi. Jeg veed og icke (sandt at sige) hvor billigt det skulle synis andre fremmede, at tvinge en fri mand i mod hans villie, i hans beste tid, til den arbeid, som hand icke ville forrette, og det for den løn, som icke hand var nøiet med, mens den anden som opbar tienisten af hannem, behagede at give. Og synis det som Monsieur taler om færgemænd, icke egentligen at komme her ved, thi de ere, med deris villie, engang bestilte til den forretning, for den bekante færgetold. Bedre exempel kunde efter min meening, tages af baadsfolkene paa toldboden hos os, hvilke, om end skiønt de leve af at sette folk over, saa maa de dog hver gang betinges for det de forlange, hvis mand icke vil blive staaende. Den gamle sedvane som Monsieur herom allegerer, seer ieg icke at probere noget, uden om mand der af kunde dømme, at bønderne i saa lang tid hafde lidt uret. Langt er fra at ieg Revets haufns octroyerede vil give nogen aarsage til at besverge sig over mig i nogen maade, Skulde det ellers i dette fald skee (som Monsieur synes at vare mig ad om) da betroer ieg hâm der i mod, at ieg for deris klage i dette fald saa lidet frøgter, at ieg af mig self engang er sindet allerunderdanigst at forebringe hans Majestet denne almuens tvungene tilstand, og tiener Monsieur til venligst efterretning, at ieg forleden efterhøst (da eendel der af ved min nærverelse paa stædet, besvergede dem over denne fløtnings tvang) svarede dennem at ieg icke viste, Hans Majestet at hafve givet nogen menniske her i landet den myndighed over almuen, at nøde nogen deraf, som ellers var sin egen hosbond, eller i andre maader fri for andres pretensioner, til at gaa i dens tieniste som de self icke vilde, allermindst til deris egen skade, og foruden tilstræckelig betaling. I det øfrige skulle det vere mit venligt raad, at Monsieur i denne materie gick forsigteligen, s. 91og icke gaf almuen ydermeere anledning til at besverge sig herover, indtil Hans Kongl. Majestet nogen ordre her om, kandske. udstæder, Thi foruden Hans Majestet, meener ieg, som sagt er, ingen at vere beføiet til at legge nogen tyngsel paa almuen. I sær vil ieg hannem venligen have ombedet, at bilegge den Controversie (saa fremt den icke er bilagt) som er i mellem ham og Rafn N. søn angaaende samme Rafns løn for forskrefne fløtning; at ieg icke skulde have fornøden at mænge mig deri, mig til fortræd, og Monsieur til bare umage, Jeg haver maat loue denne stackels mand, at, høre efter (saa fremt ieg blef noget her i landet), hvad ret hand fick, og om noget var fuldt paa de vreede-ord, som efterliggeren, saa got som i min nærverelse, talte til hannem forleden høst. Dette alt skriver ieg som til en god ven, og forsickrer mig om at Monsieur det antager saasom af en god ven, anseende at mand icke gierne siger sin mening til den mand under ilde. I det øfrige beder ieg gierne at Monsieur som ieg veed at hand er Sysselmand Magnus Biørnsens gode ven, og ieg i lige maade bemelte Sysselmand intet andet under end got, vilde ved hans retour her hid (som gud give at maa blive løckelig) samme Sysselmand foreholde og formane, at hand, retten til befordring, i hans Syssel efter muelighed til seer 1. at almuen icke kaldes til tinge uden nødvendighed i deris beste nærings tid. 2. at almuen icke indvikles i nogen unyttige spørsmaal som dennem intet anrøre, eller til tinge forleedis til at udgive nogen ubetænksomme attester dennem til forsvar i fremtiden. 3. at ingen momme sager eller ufuldkomne sigtelser anseeis i mod nogen, mens blive som magtesløse til bage viste. 4. at den som stæfner en anden til tinge, enten for en momme sag, eller en sag som siden icke kand giøres got, item til at svare til unyttige uloumæssige spørsmaal, eller i anden slig uloulig maade, da tilfindes at give den uloulig stæfnede omkostning og reparation, og icke tiltvinges eller overtales til at lade sin pretension falde i mod den som hannem i saa maade hafver forurettet. Herved kunde mange unødige trætter forebygges, og Sysselmanden ved slig rettens befordring meritere alle retsindige folkes venskab og medhold. Dette mit bref er blevet større end ieg i førstningen hafde tænkt. Saa vil ieg da endeligen afbryde og forønske Monsieur med alle hans, alskens velstand prosperiteter og fornøielse, Jeg forbliver i det øfrige

Monsieur
Hans tienstbereedvillige tiener