Magnússon, Arní BREV TIL: Dose, Ernst Ulrik FRA: Magnússon, Arní (1706-09-17)

[ARNE MAGNUSSON] TIL OVERSEKRETÆR DOSE. [Skalholt?] d. 17. septembris 1706.

Trykt efter uunderskr. kopi med skriverhånd i AM. 440, folio. De annotationer til amtmand Müllers memorial af 12/12 1705, hvortil henvises, er trykte i Arne Magnussons Embedsskrivelser nr. 70. Med nærv. brev har vistnok fulgt de to nedenaftrykte indlæg, ligeledes fra AM. 440, folio, med skriverhand, dog overskrifterne og de to forbogstaver under 2det indlæg af A. M. egh. Ang. de i 1ste indlæg nævnte 6 jorder i Grindevig sml. Arne Magnusson, Embedsskrivelser s. 211.

Til Obersecreterer Dose

Saa beder jeg og ydmygst, at Hr. Obersecreterer vil udtyde til det beste de uforgribelige annotationer, som jeg efter de høie Herrers befaling haver giort og nu fremsender over amtmand Mullers indgifne memorial af dato 12. decembris 1705. Af bemte. amtmand Mullers indgivende seer jeg, at hand d. 7. decembris 1703, item d. 8. octobris 1704 haver til de høie Herrer i cammeret indgivet noget angaaende hans Kongl. Majts. intraders forbedring her af landet; da i hvor vel de fleste amtmand Mullers forslag, som jeg haver seet, icke have veret af den sort, at mand kunde lære stort der af, helst de som nogenledis vare kyndige i landetz væsen, saa tænker jeg dog, at herinde kunde kandske findes noget, som enten var i sig self got, eller i det mindste kunde føre en paa gode tanker, saa understaar jeg mig nu allerydmygst at begiere, at mig af velbaarne Hr. Obersecreterer maatte forundes copier af forskrefne tvende amtmandens memorialer, paa det jeg der af kunde see, hvad vei hand gaar i sagen. Monsr. Poul Beyer (som hid ind til haver veret forpagternes fuldmægtig) er nu reist til Kiøbenhaun, uden tvil i henseende at obtinere opbørselen paa Kongl. Majts. intrader her, enten ved kongl. bestalling eller ved forpagtning. Jeg haver icke ligere kundet foistaa s. 115af hannem, end at hand jo var sindet, saa fremt jordebogen kom paa auction, at byde der paa 5000 rdr. til visse, før end den skulde gaa fra hannem. For det øfrige kand jeg icke forandre de tanker, som jeg haver til forne ladet mig forlyde med, nemlig at jeg holdt forpagtning her udi bedre baade for kongen og landet, end at her skulde indsettes en foget, thi hvad Kongl. Majts. interesse angaar, da skulle formoedentligen forpagteren blive flittigre for sig self, end fogden for Hans Majt., og i saa maade mindre restantzer at vente paa den maade, og hvad landet angaar, da bliver, rimeligen, forpagteren aldrig saa myndig som fogden, thi denne sidste pretexerer (!) alle vegne kongens naun og tieniste, hvilket forpagteren icke saa kand giøre uden hvor hand maa eller bør, thi giør hand formeget her af, saa kiendes det strax, og disputeres hannem da, som exempler ere til paa begge deele. Velbaarne Herre, jeg skriver dette saa lige frem, udi den store tillid, at det bliver af mig optaget, saa som af en client, der icke bør at dølge noget i saa maade for sin patron. I hvordan nu tingen maatte udfalde, saa beder jeg allerydmygst, at mig maatte meddeeles copie af den forpagtnings contract, som sluttet bliver, i fald jordebogen bliver opbuden, eller copie af dens instruction, som bliver beordret til at opberge den paa Hans Kongl. Majts. vegne, om den icke kommer til forpagtning, hvilket jeg synes nødvendigen at behøve til efterretning i en eller anden maade. Jeg understaar mig at legge her hos copie af den project til en forpagtnings contract, som i næstleden foraar var bleven approberet af de høie Herrer i cammeret, den tid opbudet skulde skee, i fald den som blef fremvist og approberet i collegio, icke saa i hast kunde findes. Jeg skulde uforgribeligen tænke, at alt hvis der inde staar angaaende moderation paa mandzlaan, baaders udgiørsel og hoverie, var nødvendigt til kongens bønders conservation udi Guldbringe syssel. Saa kunde og icke letteligen de forlæningsmændz-mandzlaan bringes i verk, som stoede i den forige forpagtnings contract, hvilket Monsr. Beyer formoedentligen monne tilstaae, om hand her om bliver spurt, og skal det da vel befindes, at det haver veret ret, som jeg der om skref i foraaret udi min allerunderdanigste memorials (om forpagtningen) 2den post, og vilde dette alt vere ligeledis fornøden at erindres, enten hans Majt. loed self jordebogen opbere, eller forundte den andre for viss afgift.

s. 116Indeni bref til Ober Secreterer Dose 1706.

Angaaende amtmand Mullers forslag, om at indkiøbe de 6 jorder udi Grindevig, fra Skalholtz domkirke, da meenes det at vere oprunden paa efterskrefne maade.

Peter Wielandt, amtmand Mullers meget god ven og svaager, loed beseigle Grindevigs haun, hvis district icke bestaar uden af disse 6 Skalholtz domkirkes jorder og et þar andre jorder, hvor af den ene tilhører hans Majt., og den anden er en præste residentz. Bemte. Wielandt fortrød paa, at biskopen icke solte landskyldefisken af disse 6 jorder til kiøbmanden paa Grindevig, mens loed dem fra stædet føre hiem til sit, til hus-fornødenhed, og skreef hand biskopen nogle gange til her om, men forgieves. Til nu at blive denne landskylde fisk mægtig, saa meenes, at Wielandt hâr persvaderet amtmanden dette forslag, i henseende, at tilforhandle sig af hans Majt. landskylden af jorderne, naar de var bleven kongens eiendom, paa den maade som med kongens landskylde fisk forholdes i de andre districter i Guldbringe syssel. Paa den anden kant hâr amtmanden stædse været ufornøiet med biskopen paa Skalholt, fordi hand fra første tiltrædelse til bispedømmet icke hâr villet dependere af amtmanden og hans consiliis, saa aveuglement som hans formand hafde giort for hâm, eller den itzige biskop paa Hoolum giør, og haver giort, mens i bland hâr sat sig i mod, naar amtmanden hâr villet haft det frem, som kunde vere u-ordentligt.

Her ud over kunde det have veret disto lettere at indgive amtmanden dette forslag om disse 6 jorders abalienation fra domkirken, hvor med hand kunde tiene hans ven Wielandt, og for resten vengere sig paa bispen, som icke vilde gierne, at jorderne i hans tid (om de varer saa længe, som troligt synes) skulde komme bort, formedelst fisken som betales i landskylden. Saa kom da amtmanden for en dag med dette forslag først anno 1702, da hand havde veret amtmand i 14 aar, og siden den tid hâr hand næsten hver aar erindret der om i hans Majts. rente-cammer, i midler tid aldrig beseet jorderne, som dog ligge strax hos hannem i Guldbringe syssel, hvor af skulde kunde sluttes, at oftskrefne forslag icke var alleene fremkommet af nidkierhed for hans Majts. interesse (som ellers uforgribeligen synes icke i ringeste maade at for-meeres her ved, naar mand anseer jordernis tilstand in futurum), mens og af godhed for Wielandt, som paa denne maade, og icke ellers, kunde blive landskylde fisken mægtig. Det som her udi er giettet til, kand icke bevisis, som let er at tænke, debiteres og icke for vist, mens det er s. 117sandt, at amtmanden og Wielandt var begge u-fornøiet med bispen, og at amtmanden i andre sager stædse giorde for Wielandt, hvis hand kunde.

Til Ober Cammer Secreterer Dose 1706, indeni andet bref.

Høiædle velbaarne herre

Udi forleden vinter engang giørde De mig et spørsmaal, om ieg icke i fremtiden hafde løst til at vere amtmand her i landet, i fald Hans kongl. Majestet vilde bruge mig der til, hvor paa jeg allerydmygst svarede, af den meening, at jeg icke var sindet at søge efter den charge. Mens som jeg strax kunde betænke, hvor stor godhed De loed see i mod mig i forskrefne spørsmaal, saa vilde j[eg] have svaret paulo distinctius der til, hvis icke circumstantiæ loci hafde veret i veien. Saa understaar jeg mig nu at giøre det herved, som jeg glemte allerydmygst at forebringe mundtligen, nemlig, at saasom jeg ingen føie haver til at pretendere, eller nogen sinde agter at pretendere, slig charge, som denne er, saa forlanger jeg den og icke, lige som jeg til forn hâr svaret. I midler tid til at udviise den allerunderdanigste villie, som jeg haver til at tiene min konge, i hvis jeg kand, saa legger jeg dette her til, at skulle amtmand Muller døe, i mens denne forehavende islandske commission varer, saa er jeg vel til freds, om mig blef befalet (saa fremt det kunde eragtes til hans Majestets tieniste) at forrette amtmands function her i landet saa længe commissionen varer, naar jeg ickun maatte vere viss paa at komme der fra, naar den faar ende og da træde til de mig allernaadigst forundte charger ved archiven og universitetet, og vil jeg (saa fremt delte skeede) icke derfore forlange nogen særdeles gage, mens allerunderdanigst nøies med det, som mig allernaadigst er for hen bleven til lagt. Dette er nu, velbaarne Herre, det jeg glemte at sige i Kiøbenhafn. De have her udi efter egen tycke at disponere over mig, som altid skal efter stræbe at findes

Deres allerydmygste lydigste tiener
A. M.