Scheving, L. H. BREV TIL: Magnússon, Arní FRA: Scheving, L. H. (1705-09-12)

SYSSELMAND L. H. SCHEVING (SCHIEFFUING) TIL ARNE MAGNUSSON. Møderuelle Closter d. 12. 7br Ao. 1705.

Trykt efter orig. i AM. 451, folio. Adr. Kiøbenhafn. På et indlagt blad giver S. i 15 punkter forslag til politivæsenets ordning m. v.: 1. Til husagens forbedring indsættes en særlig øvrighed, 2. Repstyrerne skal have tilsyn med, at husbond og madmoder overholder husagen, de modvillige straffes med hespe eller gabestok og skal udrede vederlag til straffens fuldbyrder, 3. Ved hver kirkegård eller offenlig bygning opsættes en gabestok, 4. Mestermand og bøddel lønnes med fri gård, så at uberygtede folk kan fås hertil, 5. Lagmændene skal holde rettergang i herredet, 6. En lensmand indsættes i hvert herred som i Norge, 7. Tilsynsmænd i købstæderne indsættes, 8. Ublandet bygmel indføres i taksten, 9. Almuen må købe i den bekvemmestc købstad, 10. Arbejdsdygtige betlere straffes, 11. Repstyrerne skal have tilsyn med uldens forarbejdning. s. 40412. Kvinder tilpligtes til at lære at væve og skal kunne det nødvendige husarbejde inden giftermål, 13. Et børnehus indrettes til optagelse af arbejdsdygtige betlere, 14. Repstyrerne skal ordne fjældafsøgningen, 15. Mål og vægt efterses.

VelEdle Hr. A(r)chiv Secreter Arne Magnusen

Høyt æstimerede ven og till formodendis

gunstige vellyndere Tienistl sal.

Hr. Secreteres lochelige arivement till Kiøbenhafn samt løchelig an komst hid till landet till kommendis somer schall verre mig hiertens angenem till kommendis faar aar med de hid seiglende at maa fornemme, Herren gifue ham fremdelis løche og behagelige velgaaende udi alt hans forre hafuende dette arme og nu meget elendige Ißland till beste gafn og op komst igen. Ellers hafuer ieg min herre tienstskylldigst at betake hans yndelige conversation og storre beuiste høflighed imod mig nest ledne sommer som og ellers till forn, huilchet mig forobligerer at findes hans ringe ven og tiennere udi huis som at min ringe og vell mente thienneste kunde verre ham till behag.

Ellers forstendiges ham at sidenn samfund hafuer her faldet meget slet og ønkelig paa høeschaben, saa det seer ud till dend elendigeste tilstand som ieg mindes, (og uell de som ere langt eldre) saa at ieg med flere har veret foraarsaget at tage fra voris eget hußis op hold af kiør nod og melkefaar og indlagt till kiøbmanden, dog gud verre lof iche for gield helder for største foder trang, og var det alt uell thi bedre er half schade end heell og ei bedre at skiere det nar det er dødt i hunger end mens noget gafn er i det, end gud bedre enda ufær for det unge som effter er og ei er kiøbmands vahre, saa det seer ud till det bedrøfueligste om Herren iche af naade sender os dend hielp som ei endnu er for mennischelige oyen at see, Herren see till os af naade og strafe os ei i vrede mens ver os barmhiertig i Jesu nafn. Fiskeri hafde her gud verre lofuet faldet, der som at folch ei hafde vorren bunden saa fast ved høebieringen, end det som gud hafuer gifuet dem som hafuer vorren ved søen dog gandsche faae, hørist at skall verre forderfuet af reign og utørre, saa ieg med sandhed bekiende[r] at alting hafuer faldet besuerlig og contrary dette aar som herren gifue at maatte faa en god vdgang. Jeg sender her ind lagt en liden assignation paa 9 sldr. som min fornemme ven vilde lade sig behage at lade ind fordre med største tachsigelße for god effterladelse og taalmodighed der med, hand mone sielf errindre huorpaa det kommer, Jeg fordrister mig og at fremsende en liden pake med ett par vinter hoßer merkit A. M. S. som ieg beder min herre s. 405og forneme v. at tage till tache og ei forsmaa, og alligeuell de ei er saa gode at hand sielf kand bruge dem, ved ieg at hand har mange gode venner som saadant anstaar, helst der hand er kommen fra Ißland. Mig errindrer at min herre bad mig i somer at lade ham uide, om mig noget kunde ind falde om landetz leilighed, huilchet var min skyldighed, Herren gifue at ieg saa kunde giørre det som ieg vilde, og hafuer ieg siden betencht mig der paa, at det kunde ei paa anden maade skie, end at en ædru forsamling der till i huer lands fierding maatte tilskikes af de fornemste mænd, udi Hr. Secreteres neruerelse saa at en huer kunde sige sin betenchning, siden slutte og tage af alles det som landet helst kunde verre tienligst, end till at lade villien see, sendis ham indlagde memorial som ieg beder at min herre ey uilde lade kome for andris øyen vden hans allene, og i sandhed hafuer nogen tid ligget magt paa at hielpe dette arme land da er det nu hoi tid, om de ellers kand ofuerlefue denne tilstundende lange vinter, End gud bedre her er sært og self raadigt folch, som mange anden stædz i verden, der ei vill lade sig sige eller lære, End kunde folchet fordelis og kome nogle faae af fremmede nationer her ind som hafde forstand paa bunde arbed som Nordsche eller deslige som hafde forstand till fischeri, høe biering og uldengotzetz forarbeidelse mone de dog lade sig føye helst nar de saa deris eget gafn der i. Iche taller ieg till gaat folch her udi landet, der streber meget vell for sig og sine, end dis ver de er ei i huert huns at hette, Min herre giør her udi som ieg for lader mig till, ieg maatte vell som andre tie her udi, Mens som ieg er forsichret om at Hr. Secreter min enfoldighed her udi anseer, og som en ven optager, ser ieg iche effter huis ieg her udi har indfort, Jeg fornam ellers af Hr. Secreterer udi sommer at hand syndtis at landet var temmelig rigt af fresche kals persohner, end det ser ieg ei landet til gafn helder till største skade at giørre det bart af frische arbedz folch, til med gandsche udøgtige udi kongens tienneste nar de kommer ud, huilchet ieg for nogle aar siden fornam at de som var udschiket, blef formedelst deris udøgtighed fri gifuet at maatte søge deris federne land, thi andet er at sidde paa ißlandsche paller og ofuer skiør-aschen i self raadighed, som nu des ver for meget er kommet i vane, end at vofue lif og blod og forsuare land og rige, dette som og alt andet som dette ußle land kand till gafn og beste verre vill ieg min herre i høyeste maader hafue recommoderet, og bede min gunstige herre og meget fornemme ven alting vell optage huor till ieg mig forsichrer. s. 406Vill ham saa ei lenger op holde, Mens till besluttning hafue ham med alt kiert till ønschelige velgaaende Guds trygge beschiermelse anbefallet Nest ydmyg og skyldig helsen fra mig og min kierreste samt kiere moder og lille Hannis, med ydmyg tachsigelse for alt beuiste gode End ieg forblifuer stedtze

VelEdle Hr. Secreteres Min høytæstimerede

vens t. b. v. v. og sky. t.
L. H. Schieffuing.