Magnússon, Arní BREV TIL: Storm, Knud Pedersen FRA: Magnússon, Arní (1703)

[ARNE MAGNUSSON] TIL KØBMAND KNUD STORM. 1703.

Efter kopi med skriverhånd i AM. 445, folio, hvortil A. M.s egh. overskrift »Til Monsr. Knud Storm 1703«. Om samme sag har A. M. på en løs seddel i AM. 452, folio noteret »Eige nockud nockurn tíma hier i lande ad giörast vid Holmfastsmaled, þá verdur Storm utanlandz ad stefnast. bædi til ad svara til malsens ef vill, so og med de beviser at Bröndestad laa til Haunefiord.« Om Holmfast Gudmundsson se A. M., Embedsskrivelser s. 13 (Instruxens § 22).

Om Holmfasters sag seer jeg icke, at min Hr. hâr fornøden at vere bekymret. Naar den engang bliver forebragt som den er, da troer jeg alting lager sig anderledis end der om til forne af mange er bleven dømt. Min herre hâr icke at tvile paa, at jeg jo stædse holder med det, som jeg synis at vere ret og billigt. I det øfrige veed jeg nogenledis af hvad intention den beviste person forebragte dette, og troer jeg nock det var icke saa for Holmfasters skyld som til at sværte andre, og kand jeg nu tro, det staar i hver ens magt; mens det var at ønske, at de som meget hâr at bestille med andre, at der var intet at sige om dennem self, hvorom enden vil vidne. Vi ere nu begrebne her i Guldbringe syssel at indrette matrickelen og spørge om et og andet, som os er befalet at efftersee. Her ere store restancer over alt, som vi fornemme, og hafde det veret at ønske, at deris forige fuldmægtig Jens Jorgenßen hafde med større alvorlighed krævet jordskylden, end her fornemmes at vere skeet, og synes mig, dette er den sværeste post af det, som dennem i fremtiden kunde møde, naar det bliver confereret med Christiani qvarti bref af dato 1596, som expres forbiuder kongens bønder at selge noget til kiøbmanden, før end de have betalt deris s. 487landskyld. Jeg veed vel hvad her i mod kand siges paa jordebogens forpagteris og bondernes side. Mens om det saa bliver accepteret eller icke, staar icke til mig at spaa. Ønsker i det øfrige, at alting kand udfalde uden Deris forliis, og skriver dette til Monsieur som en ven, og til at udvise at jeg icke vil gaa omkring folck med finter.