Fra Molbech
(Efter et ufuldendt Udkast.)
(Mai 1808.)
Tak, min Ven! for Deres Gave, og dobbelt Tak for det, hvormed Deres Venskab udstyrede den, hvormed De i mine Øine gav den et saare udmærket Værd. Behøvede jeg noget Minde om Dem, da kunde De ikke let have givet mig et skiønnere. Tillad, at jeg skriftlig sender Dem min Tak, fordi jeg skriftlig ønskede at sige Dem et og andet, der bedre falder mig i Pennen end i Munden, som jeg overalt just ikke har min Styrke i.
Jeg har atter læst, og læst med høi Interesse Deres skrækfulde Syn; men det er mig ikke let at sige Dem alt det under et, hvad dets Læsning, saavel først, som denne Gang, har efterladt sig i min Siæl. Jeg kan sige Dem, at det giorde et stærkt Indtryk paa mig, at jeg følte dybt den Aand, som frembragte det, at jeg fandt det poetisk skiønt — men dette kan vel ikke være nok, hverken for Dem eller mig. — Vil jeg betragte dette Product fra Pæsiens Side, da kunde man maaske have Føie til at spørge mig: hvorved jeg, en saare uøvet og ustuderet Æsthetiker, kunde dertil troe mig berettiget? Men har De ikke i Indgangen til Deres herlige Bemærkninger over Øhlenschlægers Baldur stedet mig Adgang til Poesiens Forgaard? — Selv i høi Grad upoetisk i alt hvori Digtekonsten viser sig som egentlig skabende, troer jeg ei gandske at mangle den Receptivitet for det Idealske og Skiønne i dets Reenhed, som er den første Fordring, man har at giøre den, der vil tale om Digterverker.
Jeg vil uden Tilbageholdenhed sige Dem, hvad jeg sagde flere, efterat jeg første Gang havde læst „Maskeradeballet" : at jeg saae i det et sandt Digterverk, og at jeg fandt megen poetisk Skiønhed deri. Indviet i den nordiske Oldtids høie Kraft, fuld af den herlige Aand, som saas. 5levende fremtræder i hine mystiske Sange, hvis Gaader De, om nogen, vil være kaldet at opløse — har De grebet det Punkt hvorpaa Danmark efter sin ulykkelige Krisis staaer; De har i et eneste dybt Blik giennemskuet Fortids Old — Nordens gamle Kraft og Diærvhed har aabenbaret sig for Dem i en frygtelig Modsætning til Nutidens lave Frivolitet og Egoisme — De har læst Fremtidens spanende Runer, og De saae — Danmarks aabne Grav. Varslende lød Deres Stemme, rædsomt lød Deres Qvad — en Gravsang ved det gamle Danmarks Fald; og vee Døgnets Mennesker, om de ei kunne see, at en Digter i vore Dage kan have et saadant Syn. Den tragiske Idee, som Deres Anskuelse her gav Dem, har De udtalt paa en høist kraftfuld Maade; det udvortes Præg, De har givet den, den Form, hvori den fremtræder, er ikke blot tro og ukonstlet (det vilde føre mig for vidt, om jeg skulde giøre Rede for, hvad jeg forstaaer ved Konstlen i Poesi); den er livfuld og i sin Rædsomhed skiøn; Alt dette kunde jeg videre og i det mindre udvikle, men her er ikke Sted eller Tid dertil; maaskle udbeder jeg mig Deres Tilladelse til andensteds at giøre det.
Hvad nu egentlig den Idee angaaer, hvis poetiske Fremstilling var Deres Maal, hvad angaaer det Lys, hvori De skuede Danmark i Nutiden, og den Bane, ad hvilken Tidsalderen vandrer — da er jeg maaskee endnu mindre beføiet til at bedømme den. Deres dybe Blik i Fortiden savner jeg. Bel troer jeg at kunne udvide min Synskreds mere end det ganske almindelige Hverdagsmenneske; vel troer jeg i den at kunne inddrage mere end netop det enkelte Punkt jeg staaer paa, eller det Døgn jeg lever i; men jeg har aldrig tiltroet mig Styrke nok til at afgiøre med mig selv, om jeg torde holde min svage, partielle Anskuelse af Verden og Menneskelivet for den rigtige. Et og andet Vink om de Synspunkter, hvorfra jeg betragter mig selv, kan maaskee give Dem et Slags Idee om min Evne til at være selvtænkende i hine Materier.
s. 6I min Dannelse, som jeg — om jeg har nogen — næsten ene skylder mig selv, har jeg stræbt og stræder jeg enbnu stedse at naae den Harmonie og den Ligevægt, som jeg troer stemmer overeens med mine saage, ei dybttrængende, ei ndholdende Siælskræster. Eensidighed skyer jeg af alle Kræfter, og stræber, i at danne mig, til alle de Punkter,. der forekomme mig som liggende inden for min Synskreds. Livet anseer jeg for en Skole; men en Skole, hvori ikke enhver kan lære lige meget eller lige hastigt. Somme blive vise, og det knap nok, efter lang og møisom Anstrængelse; somme blive det, inden de vide et Ord deraf, ja næsten dem selv nbevidst; somme blive det først paa Gravens Rand; og somme ere bestemte til aldrig at vorde det. Der gives vel for Mennesket, som Menneske, kun een Bestemmelse i Verden: den, aldrig at blive reent staaende, men stedse at stræbe videre frem, og ikke at ansee dette Liv for noget, i sig selv bestaaende Heelt. — Dette er min fulde Overbeviisning; men ikke desmindre har jeg, efter det jeg hidtil har været i Stand til at lære at kiende af Livet, ei kunnet andet end tillægge det et Værd i sig selv, som jeg troer det vilde have for ethvert Menneske, naar ethvert Menneske vidste at sætte sig og kunde sætte sig paa sin rette Plads. Heri ligger maaskee Livets hele Philosophie. — I Henseende til den Verden, jeg lever i, da gaaer min Stræben ud paa aldrig ved noget Forhold, det være hvilket det vil, at lade mig saaledes beherske, at min Jndividualitet maatte opløses og gaa over i andres. En fri Virkekraft, saavidt den staaer i min Evne, anseer jeg for en af mine største Lyksaligheder; og at lade sig beherske af saadanne ndvortes Gienstande eller Omstændigheder, som man selv kan herske over, holder jeg for at være Mennesket uværdigt.
Hvad mig og min ubetydelige Existents angaaer, da har jeg ei saa høie Tanker om mig selv, at jeg skulde troe mig over den almindelige Verden, endskiøndt jeg ikke sielden finder den hiertelig flau og kiedsommelig. Men dybt rodfæstet i min Siæl ligger en evig, uudslettelig Kiærligheds. 7til den Natur, hvori jeg aldrig endnu opdagede andet end den herligste Harmoni, den fuldkommenste Samklang og Overeensstemmelse i Delene; en evig Skiønhed i det Hele, og en uophørlig Virken og Fremgang efter vise Love til et uforanderligt Maal. Den Menneskeverden, som er blot Verk af Mennesker, og hvori Mennesket saa sieldent træder frem, er derfor ikke meget efter min Smag. Jeg er og bliver min hele Levetid en Naturens Søn, om ei i mit Udvortes, saa i mit inderste Væsen. Aldrig svinder af min Siæl de Nydelser, som Naturen skienkte mig, aldrig de høie Anelser, som den vakte hos mig, aldrig Mindet om den rene Tilfredshed og Ro, som jeg i mine lykkeligere Ungdomsaar nød i dens Skiød. Har jeg nogensinde levet, da var det i hine Aar, hvor jeg dannedes mindre i udvortes Stræben, mere i indvortes Liv og Følelser. Maaskee har jeg siden den Tid mere stræbt at berige min Siæl med Kundskaber og Erfaringer; men lidet har jeg lært om Livets Lyksalighed, hvad jeg ikke vidste før. Derfor udspringe mine Idealer næsten altid fra en Kilde, som Naturen aabnede mig derfor ønsker jeg mig intet høiere, end at jeg mit hele Liv igiennem maa beholde et aabent Blik for de Helligdomme, den harmoniske Skiønhed, det ædle Liv, den eensvirkeude Kraft — hvilke Naturen i det mindste lod mig ane.
Stedse levede jeg mere i Phantasiens Rige end i Virkeligheden. Sielden var jeg der, hvor jeg skulde være. Idealer svævede idelig for min Indbildning; jeg stræbede vel efter at naae dem, men aldrig paa saadan Maade, at det blev muligt. Derfor har jeg aldrig bragt det vidt; derfor vil jeg stedse blive tilbage. En svagelig Tilværelse har desuden næsten altid nedtrykt de Spirer af Kraft, som maaskee slumre i min Siæl, og aldrig ladet dem komme til Modenhed. Hvor det kommer an paa Kraftfølelse, der mærker jeg aldrig Svaghed, aldrig ræddes jeg ved Tanken om nogen mig mødende Skiæbne; men i Yttringen svinder Kraften, og neppe dens Skygge træder frem. Om dette blev min Bestemmelse? Jeg troer det næsten; thi den blideres. 8Lykke — aldrig nogen stor eller udmærket Tilværelse — Tilfredshed med mig selv, ukiendt Tryghed, og uforstyrret Rolighed, var stedse mine Ønskers Maal. I Livets Bølgegang ønskede jeg mig altid hellere paa en liden Baad at vugges langs Strandbredden i skyggefuldt Ly Paa en speilklar Flade — end paa Stormhavet snart at løftes mod Skyerne, snart at styrtes i Dybet og uden Ophør at være en Bold for ustadige Vinde. Ogsaa jeg stræber frem imod et Maal: men jeg, søger det mindre paa den stejle Klippe, end i den smilende Dal. Hiin leder maaskee den mere kraftfulde Vandrer til et høiere Maal, men ved en mere voldsom Stræben. Roligere vandrer jeg paa min stille Bane, og forsmaaer et nogen, selv den mindste Blomst, der ydmyg groer i Løn ved Biergets Fod, naar den synes mig værdig til at indflettes i Livets Krands.
Mit Fødeland elskede jeg altid varmt og høit, om ikke med heroist Kiærlighed, saa dog med en dyb og inderlig Følelse; om ikke saaledes som Helten etsker sit seiervante Sværd, saa dog næsten som den fyrige Elster sin skiønne Mø. Fødelandskiærlighed var stedse en af mine helligste Følelser; jeg tænkte mig ved den mindre en Pligt, end en kraftig Stemme, som taler og maa tale i ethvert ufordærvet Hierte. Hvorfor man elsker, hvorfor man skal elske sit Fødeland? Denne Undersøgelse har jeg altid holdt for temmelig overflødig. Den Fødelandskiærlighed. man af Bøger skal lære, tænker jeg mig som saare fattig. — Historien aabnede ogsaa mig et Blik i Fortiden; jeg saae det gamle Nord, vel ikke med det dybe Blik, som De, min Ven! vel maaskee med mindre levende Anskuelse; men dog saa at dets eiendommelige Karakteer ikke ganske gik mit forskende Øie forbi, og at dets Skikkelse ei var mig saa fremmed, at jeg aldrig kunde skue det jævnsides med vor Tidsalder. Jeg saae det store og høie i Oldtiden, det som giør den saa poetist; jeg saa dens diærve Kraft, ved Siden af Nutidens Svaghed, og denne tabte meget i mine Øine — men ikke alt. Jeg har, i at studere Historien, altid taget Hensyn paas. 9Arten. Mit Resultat endnu til denne Dag er, at Menneskekiønnets Stof i enhver Tidsalder har været det samme; Formen har saaledes forandret sig, at en Odinsolds Nordbo neppe vilde kiende sin Slægtning i det 19de Aarhundrede, og saaledes vel over den hele Jord. Men endnu er Mennesket til; ja endnu ere Nationer til, som have været i Aartusender. Tiden har anderledes modificeret deres Nationalkarakter, men aldrig reent kunnet udslette eller omskifte den. Skal jeg sige mine Tanker om den Form, hvori Oldtiden fremtraadte, i Sammenligning med Nutidens Væsen: da troer jeg, man i det hele maa tilkiende den sidste Fortrinet. Den burde i det mindste have det; thi kan den ikke saa at sige optage i sig, ikke blot den nærværende Slægt, den nærværende Tid, men ogsaa den hele lange Række af svundne Aarhundreder? Det er sandt, Oldtiden var mere kraftfuld; men en raa, næsten hensigtsløs Kraft, hvor det physiske Liv altid maa faa en kiendelig Overvægt over det aandige, kan aldrig være Menneskets høieste Maal. Vare Oldtidens Mennesker mere kraftfulde, mere diærve, som Nation mere sammenholdige — da vare de vist ogsaa mindre Verdensborgere, mindre menneskelige, eller for at bruge et nyere Yndlingsudtryk, mindre humane, end den nærværende Slægt. Jeg vil ei tale om Menneskehedens høiere Cultur, da den vel endnu er langt fra at være fastsat eller tildeelt sit sande Værd; men at Menneskeheden i det Hele taget, jeg seer ikke paa enkelt Land eller Nation, staaer paa et høiere Trin end for over 1000 Aar siden, forekommer mig utvivlsomt. Vort Nord har ikke sin gamle Diærvhed mere; det er sandt; men endnu staaer det visselig, i Sammenligning med flere andre Nationer, paa et ikke ufordeelagtigt Punkt. Meget kan lægges den danske Nation til Last; dog ville vi ei bedømme den efter isolerede Træk, et efter den Karakter, som udtaler sig hos nogen enkelt Stads Indbyggere, i en enkelt Folkeklasse .... [afbrudt] De [Begivenhederne?] have viist, at den gamle danske Kraft og Nordiskhed endnu ei er reent forfvundet.
s. 10Kunne vi bestemme, om der af Danmarks nuværende Krisis skal fremgaae et nyt Liv og nyskabt Kraft i [Folket], eller en Dødskamp, hvori Statens Selvstændighed og med den Nationens Frihed og frie Virkekraft skal gaae til Grunde? Jeg troer nei; men jeg tilstaaer, jeg haaber mere end jeg frygter. Danmark staaer endnu, sit Uheld uagtet, hædret som Stat. Vel har det begyndt at føle Despotismens Jernaag; men gandske bøies under det, vil det aldrig. Nordbæns gamle, stolte Kraft troer jeg heller et er aldeles bortdød. Den flumrer kun; den kan maaskee slumre endnu nogen Tid; men saalænge den ei er bob, fart den endnu vækkes. Hvorledes, spørger De, naar ei ved disse Tiders rystende Begivenheder? — Jeg troer, jeg tør svare Dem: de have vist ikke gandske forgieves rokket Statens Grundstøtter; noget have de virket, mere ville de virke. Men om vi bør sætte Danmarks, ja Europas Gienfødelfe i en fiernere Tid end den nærværende? — Jeg troer det. Visselig vil engang den grunsreiste Colos styrte i Ruiner; endnu engang vil hele Europa fvømme i Blod, og Staterne paa det grusomste sønderrive hverandre. Men saa store Omvæltninger maa omsider føre til noget bedre. Med fuld Tryghed troer jeg : det Store, det Ædle, det Skiønne og Herlige, som er paa Jorden, kan nedtrykkes, trænges, sættes i ei mindre skinnende Lys — men reent tilintetgiøres kan det aldrig mere. Et fuldkomment Barbari kan aldrig mere indtræde: Menneskeheden er i Fremgang, men i en Fremgang, hvis Skridt kun vise sig i Aarhundreder. — — —