Fra Molbech.
(Efter et Udkast).
Jeg maa forsikkre Dem, elskede Ven! jeg blev næsten undseelig ved i Gaar at modtage et saa venskabsfuldt Brev fra Dem; som jeg virkelig aldeles ikke var berettiget til at vente. Hvorved har jeg fortient Deres Godhed? Jeg har endnu ikke fra Sorø tilskrevet Dem en eneste Gang, uagtet jeg endog har det Brev, jeg modtog fra Dem i Khvn., liggende paa Bordet, i den Hensigt, her at besvare det. Det er sandt, De har forud undskyldt min Forsømmelighed; men selv undskylder jeg den ikke gandske. Jeg har efter gammel Skik bortdrømt og bortfiaset adskillige Timer (mærk vel, ikke Dage), der kunde have været anvendt bedre. Dog er jeg i det Hele tilfreds med det Liv. jeg i disse 10 Dage har levet; uagtet jeg neppe i 3 Dage har været egentlig i god Lune. Men jeg har den Overbevisning, at hvis jeg blot i 3 Aar havde levet som i disse 10 Dage: da vilde jeg ikke behøve mere for den øvrige Deel af mit Liv, end at bygge paa den lagte Grund. Jeg bør derhos ikke fortie, at den Modtagelse, jeg har fundet hos de allerfleste af mine Venner og Bekiendte i Egnen (i Byen har jeg saare faa eller ingen) har været venskabelig og smigrende og behagelig i saa udmærket en Grad, at den har skienket mig mangen fornøiet Time, som ellers ei var bleven mig til Deel.
Det var Daarlighed, om jeg vilde søge at beskrive Dems. 20„alles was ich litt undlebte, was ich fand und was ich strebte“ — thi Krandsen, som heraf kunde flettes, kunde vel blive skiøn. men aldrig fra min Haand. Enkelte farveløse Blomster vil De maaskee finde i nogle af de følgende Nummere af Skilderiet. — Deres Dom over Begyndelsen til mit Reisebrev vidner om Deres rene Venskabsfølelse og ædle Menneskelighed (for ei at bruge det Dem forhadte Humanitet, der ellers vist ikke er saa slemt, som de troer.) Hvorledes kunde jeg fortørnes over at en Mand. der staaer saa fast. som De, der seer saa meget dybere end jeg, som De, er af en Mening, forskiellig fra mine? — Langt fra at føle mindste Fortrydelse over at see denne forskiellige Mening yttret: er dette mig tvertimod en sand Glæde, ligesom enhver Yttring der vidner om Frihed, Selvtænkning og egen Aand. De har virkelig endog været mere retfærdig mod mig end min gode Poul. fra hvem jeg ligeledes i Gaar modtog et Brev. hvori er adskilligt. som jeg virkelig kunde have Lyst til at besvare med Eftertryk. Jeg lider al Modsigelse, naar den blot ikke har noget Skin af Partiskhed.
2*
Det vil ellers gaae noget galt imellem os med den gamle og nye Tid; thi jeg beundrer den første, og jeg lever i den sidste. Kiender jeg Dem ret, da er denne Livets Philosophi ikke Deres. Den gamle Tid er for mig en herlig Billedstøtte, hvori Konsten prægede et af sine høieste Idealer, som jeg kan staae og beundre, ja om det skulde være tilbede. Den nyere Tid er mig en skiøn og fager Mø. som jeg kunde omfavne med mit hele Væsen og trykke til min blussende Barm — forudsat nemlig at de subjective Betingelser vare som de skulde være; thi heri ligger vel egentlig Knuden.
Nu maa jeg sige Dem, at jeg i Forgaars var paa et Sted, som indtog mig ubeskriveligt — det gamle Kloster, som med lige Ret hedder Skovkloster og Herlufsholm. Vilde man her give mig et tarveligt, dog tilstrækkeligt Udkomme, og i øvrigt paalægge mig hvad Arbeide man vilde, som jeg var i Stand til at udføre: da skulde jeg inden faa Aar eies. 21den største Skat, som nogen Dødelig er i Stand til at finde paa Jorden (han hedde nu Sokrates, Cæsar, Napoleon, Kant, Schiller, eller Hans Peersen) og da skulde jeg snart glemme baage Fortid og Nutid, og kun leve for de Genier, som aldrig dø i nogen Tidsalder — Naturens og Kiærligheds. Man kunde da lægge mig i en Krog i den gamle Klosterkirke, eller paa en smuk Plet i Skoven og skrive over Graven: Han var et Menneske og han levede. Denne Gravskrift vilde jeg fortiene ; mere ikke. — Men hvorfor ikke i Sorøe, spørger De? — Levede De paa dette Sted, eller i Nærheden, da vilde jeg vel ikke foretrække Herlufsholm for min elskede Fødeegn. Men hvad der nu vilde drage mig til Herlufsholm, er en inderlig retskaffen Ven, som jeg eier i Præsten Petersen, der nylig er kommen til dette Sted, og hos hvem jeg tilbragte en usigelig behagelig Dag. Det er sandt, ikke uden dyb Længsel forlod jeg den skiønne, lykkelige Kreds, som den huldeste Guddom først for 8 Dage siden havde skabt paa dette Sted; men jeg veed nu engang for alle, at evige Længsler, som aldrig opfyldes, blev den Lod, Nornen kastede paa mit Livs Vugge.
Min gode, elskede Ven! vore Meninger have intet, slet intet med vore Hierter at bestille. De kan stige op imod Nord, jeg kan dale ned imod Syd; og dog kunne vi vandre jævnsides i Livet, saalænge vi blive hinanden værdige. Den Trang, jeg føler til at elske Dem, har intet med Deres Oldkundskab at bestille. De kan ti Gange forandre Deres mythologiske Synspunkter; disse ligge gandske uden for mit Venskab for Dem. Lad Dem blot ikke strække af nogle tilsyneladende eller virkelige Særheder, og maaskee ligesaamange Svagheder hos mig — og jeg haaber vi skulle evig blive Venner. At jeg i mange Henseender sætter høi Priis paa Deres Venskab, derom maa De være overbeviist; at jeg, for at bevare det, aldrig nogensinde skal behøve at fornægte min eiendommelige Karakteer — derom er jeg overbevist.
Lev vel, kiære Gundtvig! snart — (desværre) — samless. 22vi. Jeg har rigtignok gaaet frugtsommelig med den Idee, at bede Prof. Nyerup skaffe mig 8 Dages Prolongation; men endnu har jeg ikke bestemt mig.
Deres
M.
Sorøe Acad. d. 14de Juli 1808.