Molbech, Christian BREV TIL: Grundtvig, Nikolai Frederik Severin FRA: Molbech, Christian (1808-10-04/1808-10-07)

Fra Molbech.
[Efter et ufuldendt Udkast.]
[Imellem 4de og 7de Oktober 1808.]

Min oprigtige Ven!

Hvad jeg sidstleden sagde Dem paa Prent i Anledning af den noksom omtalte og omskrevne Steendysse, behøvede egentlig intet Svar, da det ene og alene blev skrevet med Hensyn paa mig selv og min individuelle Anskuelse af Tingen. Dog ventede jeg, De ei vilde lade det ubesvaret, og min Formodning opfyldtes. En offentlig Replik paa Deres Svar skiøtter jeg ikke om at give, da lidet eller intet deri kunde vedkomme Publicum, og da jeg kunde troe, at De maaskee ei vilde synes derom. Nu vil jeg dog inter privatos parietes sige Dem, hvad jeg har tænkt ved at læse Deres Svar — dog uden alt Methodisk Sammenhæng, som kunde føre mig til at skrive en lang Afhandling. Da det jeg her vil skrives. 31er, med al den Oprigtighed, som noget Menneske er i Stand til at lægge i sine Udtryk, Aftrykket af mine eiendommelige Tanker og Følelser, saa vil De vist tilgive hvad De maatte finde, som støder Dem. Tusinde Gange hellere vil jeg være Dem imod, end sige Dem noget, jeg ikke med min fulde Overbeviisning kan underskrive.

Min simple Beretning om vor fælles Vandring til Stedet og min Beskrivelse over det Monument, som var dens Maal, fandt ei Deres Bifald. Det giorde mig i Sandhed meget ondt; men jeg er til denne Time ikke i Stand til at indsee, at ikke denne Materie, betragtet fra forskiellige Synspunkter, skulde kunne lade sig behandle under forskiellige Former, og at enhver Form, som svarede til sin Hensigt, kunde være en passende. Jeg troer, at jeg valgte en Form, der passede til mit Øiemed; og naar dette kun opfyldtes, saa var mit Arbeide i det Hele saa ubetydeligt, at jeg troede, kun Faa vilde lægge Vægt paa dets Ufuldkommenheder, fordi det ikke fortiente saamegen Opmærksomhed. Naar De tilstaaer mig 1), at min Beskrivelse, kon give en Fraværende en nogenlunde tydelig Forestilling om Monumentet, og 2), at den, som vilde vandre den samme Vei, vi gik, ikke uden Nytte kunde giennemløbe de faa Linier, der syntes Dem alt for mange — da har jeg nok, og da vil jeg med Fornøielse tillade enhver, at udsætte alt hvad der kan optænkes paa mit Postskriptum. — Nu da, dette behagede Dem ikke: De opstillede ved dets Side et poetisk Maleri, hvis Skiønhed jeg ved første Øiekast maatte erkiende, og som naturligviis maatte kaste en mørk Skygge paa mit stakkels prosaiske Brev. Dette var vist ikke Deres Hensigt; dog var den vel tildeels at lægge for Dagen, at min Form var mislykket, og at jeg heller burde blevet hiemme. Men er det saa afgiort, at den som dømmer saaledes, fordi han giør en Sammenligning, der hører til de mest upassende, som kan tænkes, dømmer rigtigt? — Kan det jeg skrev ikke opfylde sin Bestemmelse, fordi det intet Digterværk er, og fordi det i æsthetisk Værd staaers. 32under det, som De skienkede os? — Disse Spørgsmaal overlader jeg Deres og enhver Retfærdigs Bedømmelse. I de faa Linier jeg skrev til Dem, vilde jeg blot give et Vink om, at min Anskuelse ikke er, og aldrig kan blive Deres, og at derfor nødvendig maa fremkomme en stor Forskiellighed i Udtrykket af vore Følelser; paa Dem Selv og Deres Individualitet tog jeg ikke det fierneste Hensyn. Hvor De i Deres Svar har tydet hen paa noget saadant (og dette har De næsten overalt): har De giort mig aabenbare Uret.

At der i dette Svar er adskilligt, som jeg slet ikke giver mig af med, fordi det ligger reent uden for min Horizont, vil ikke undre Dem. Om jeg har fattet Aanden i det Hele, naar jeg troer De har villet sige mig: at mit Blik ikke rækker vidt nok, for at see hvad De seer; at jeg svæver ved Jorden, fordi jeg ikke kan hæve mig, og at jeg derfor ved min uharmoniske Stræben ikke kan naae den Harmoni, som De har naaet — dette maa De Selv bestemme. Ligesom jeg hertil, forudsat at Tingen forholder sig saa, intet [andet] veed at svare, end at jeg maa bevæge mig i den Sphære som er afmaalt for mig; at jeg i denne, under gunstigere Betingelser, vilde finde en Verden, som var mig fuldkommen stor og riig nok, og maaske ogfaa den Harmoni, som jeg nu af mange Aarsager maa savne; og at jeg aldrig har følt og aldrig vil føle Drift til at hæve mig paa andres Vinger, eller høiere end hvor jeg føler mig hiemme.

At jeg i det gamle Norden vil finde en mærkelig Ruin, deri har De fuldkommen Ret — tilvisse en saare mærkelig! Jeg veed ikke hvad De føger og finder; men jeg veed, at Historien er og kan ei være andet end Tidens Ruin; og mere end den giver os, veed jeg ikke at finde. Jeg seer med et fuldkommen klart Blik, at meget er tilovers af denne Ruin i Norden, og at den er stor og herlig; dens enkelte Brudstykker kiender jeg ikke saaledes, som De kiender dem, og dette er mig hidtil ligegyldigt. Forresten stræber jeg ogsaa at see lidt videre end til det gamle Nors. 33dens mærkelige Ruin; thi den man dog vel blive os den mærkeligste af alle, derfor, fordi vi ere Nordboer. De, som er saa indviet i Nordens Helligdomme, De maa sige mig, om jeg feiler deri, naar jeg troer: at Nordens gamle Tid har sin Interesse og sin Vigtighed ene af sig selv; og at den i Culturens og i Menneskehedens Historie fremtræder som en forunderligen isoleret, i sig selv bestaaende Verden, men i en underordnet Rolle paa den store Skueplads, og hvor den begynder at gribe i Verdens Hiul, langt mere Passiv end activ. Dette gandske i Forbigaaende.

Om jeg „stedse stivt stirrede hen paa Valhal, som Nordens Himmel“ (Gud veed, hvor lidt jeg gjør det): da er dog vel Valhal det mest glimrende Punkt i Asalæren? — Jeg er ikke Mytholog; men Mythologien har altid interesseret mig meget, fordi jeg i den har seet den ældste Poesi hos alle Nationer. Jeg har i mine yngre Aar med inderlig Velbehag levet i Grækernes mythologiske Verden; Nordens Mythologie har under Deres Haand i den senere Tid begyndt at vække min Interesse. Dette vil den fremdeles som ethvert skiønt Digterværk; thi saaledes vil den fremgaae af sit Kaos ved Deres skabende Kraft. I sin raa Tilstand var den kun til for meget Faa; og til disse hørte jeg ikke. — At jeg i øvrigt troer, at den græske Mythologie i sin fulde Reenhed er og maa være ligesaa poetisk som den nordiske, og at jeg i denne ikke kan finde det blomstrende, yndefulde Liv, som indtager mig i hiin — maa De tilgive mig. Underligt vilde det være. synes mig, at tænke sig Homers Fødeland heri at staae tilbage for Scandinavien. Maaskee skulde det være rigtigst, i disse to saa sorskiellige Verdener, aldeles at afholde sig fra al Sammenligning; men er dette vel muligt? — Nu er det vist, at jeg virkelig føler mere for den nordiske, end for enhver anden Mytholo-gie; deels fordi den er nordisk, fordi Nordens ældste poetiske Form saa kraftigen i den udtaler sig — og jeg ynder, skiøndt ei udelukkende, det kraftfulde; deels fordi der ligger i den en sær og sønderlig Originalitet, soms. 34allerede i de faa Blik, jeg ved Deres Veiledning har kunnet kaste i Nordens mythiske Verden, har grebet mig, ja som jeg virkelig, skiøndt dunklere, har følk ligefra den første Tid, jeg begyndte at faae nogen Kundskab om disse Gienstande. Jeg mindes endnu gandske levende, hvad Indtryk det giorde paa mig som Barn, da jeg, fortrolig med de græske Guder og Helte, og ikke drømmende om Muligheden af en anden Gudelære, af en Hændelse kom til at faae en temmelig udførlig Kundskab om Nordens Mythologie, saaledes som en Professor paa Sorøe kunde docere den. Det var for mig, som om jeg var falden ned fra Himmelen; længe nok stræbte jeg at bringe disse underlige, barbariske Guddomme, som jeg aldrig kunde blive ret klog paa, i nogen Harmoni med mine græske Guder, som jeg var saa vel kiendt med; men det vilde aldrig ret lykkes mig. — Saaledes vil det neppe nogensinde lykkes mig, at naae Deres høie poetiske Anskuelse af Nordens gamle Gudelære; og jeg beder Gud bevare mig derfra; den vilde kun lidet passe til min øvrige Verden og Tænkekreds. Jeg behøver vel ikke at sige Dem mere end det, at jeg f. E. vel kan finde Mythen om Freis Kiærlighed skiøn; men at jeg ligesaa meget, ja langt mere indtages af Deres digterste Form, end af selve Digtningens Stof — for at overbevise Dem om, at jeg er lidet skabt for at studere den nordiske My-thologie i dens Kilder. — At Aserne høre til Nordens Heltetid og ere uadskillige fra denne, veed jeg fuldkommen vel; men hvorledes man kan faae en Anskuelse af Afernes poetiske Verden uden igiennem Phantasien, vil jeg have meget ondt ved at forsteme; og at Lysets Herlighed kun i hiin Verden skulde aabenbare sig, og at man ingen anden Steds skulde kunne see det (forsaavidt som dette er Mennesket forundt), faaer De mig i al Evighed ikke til at troe; heller ikke, hvormegen Herlighed De end viiste mig, til at knæle ved Deres Side for en død Steenhob, hvori jeg nødvendig selv maa lægge et Liv, hvis den skal faae noget, og hvori jeg dog aldrig kan see meer end en mærkelig og ærværdig Ruin. Nei, da knælers. 35jeg heller i det store Tempel, hvor alt er Harmoni og Heelhed, og hvor ingen sørgelige Ruiner møde mig; hvor jeg rundt om mig skuer det herligste Liv, et Liv som aldrig uddøer, fordi det ikke er Menneskers Verk. og til hvis Nydelse jeg hverken behøver græsk Mythologie eller nordisk Asalære, hverken den gamle Tids Beundring, eller den nye Tids Foragt. — Lad mig da i min Enfoldighed vanke om i dette Tempel for alle Mennesker (ikke blot for faa Indviede), lad mig glæde mig over de faa oplivende Blomster, der kunne møde mig paa min sørgelige Vei — den eneste, som Skiæbnen bestemte for mig. Jeg er ikke skabt til at svæve i de høiere Regioner; maaskee var det for at trøste mig over dette Savn, at Skiæbnen gav mig et Slags Anelse om, at hvad man finder deroppe sielden opveier hvad man taber hernede. Gierne — maa jeg kun beholde min fattige Verden — giør jeg Afkald paa Valhal, ja Paa Gimle ovenikiøbet; allerhelst siden jeg dog ikke skal kunne finde Vei igiennem Ragnaroke, som vel maa være saare uveisom. — — —

3