Fra Molbech.
Kiøbenhavn
d. 27. December 1810.
Kiære elskede Ven!
Saa blev det da skikket, at Du endnu i dette Aar modtager et Brev fra mig i Udby — fra mig, der for 14 Dage [siden] ikke saae nogen Rimelighed i at dette kunde skee, før næstkommende Sommer. Hvor haard og kold maatte jeg være, om jeg end ikke i denne Time rystedes ved Tanken om hvad der maatte foregaae, før dette kunde skee! — Det er ikke min Hensigt at berøre enhver af de Strænge, der endnu maa bringe Dit Inderste til at bæve. Men hvad jeg ønskede mig Evne til at skildre, var saavel den Tilstand, hvori Din Bortreise satte mig, som den Følelse, hvormeds. 48jeg i Gaar Morges læste Dit første Brev til Hersleb. Hverken det første eller det sidste kan jeg; thi noget saadant skildrer neppe den alt undfangende Digter.
Jeg vil ikke tale om min Smerte — den vilde vist have været meget, meget større, om jeg ganske havde kiendt og giennemskuet Din Forfatning. Men hvor høist sørgelig var den Tomhed, som Din Bortreise efterlod sig i min Siæl! — hvor ulykkelig følte jeg mig selv — hvor mørk blev Verden omkring mig, og hvor forunderligt var det, at denne Tilstand, der med tusinde Forestillinger pinte min Siæl, varede kun saare kort. En dyb Anelse vaagnede i mit Inderste, og een Gang vaagnet, vandt den med hver Time i Kraft og Klarhed. Jeg haabede, og jeg kan med Sandhed og med den inderligste Glæde sige, at min Tro ikke noget Øieblik har vaklet. Sibberns Gienkomst var mig glædelig, fordi den bragte mig Tidende fra Dig — men denne selv var mig ikke meget trøstende. Under alt dette var jeg uophørlig saa omtumlet i et brusende Hav af Ideer, at jeg med Oprigtighed vil tilstaae, at flere Timer forgik, vel ikke uden Tanke paa Dig, men uden at Tanken vedblev umiddelbar at være hæftet til Dig og Din Tilstand. At giøre Dig Rede for denne Tid, kan jeg ikke; maaskee vil Du bedre kunne det, end jeg selv. I Tirsdags Aftes forlod jeg et Selskab, hvor jeg ikke havde været hiemme, drevet bort i det skrækkeligste Veir af en uimodstaaelig Drift, der ikke skuffede mig. Paa Bordet fandt jeg en Seddel fra Hersleb, som gød en skiøn Straale af Haab i mit Hierte, uden at den dog endnu var fuldkommen klar; men jeg anede, at den vilde blive det. Det er mig umuligt at sige Dig, i hvilken Stemning jeg blev sat denne Aften, som jeg tilbragte ganske eensom. Den var saa lyksalig, at jeg ofte var fristet til at troe, det Hele var en Drøm. Jeg tænkte saare ofte paa Dig, og Du stod tidt saa levende for mig, at jeg i min Begeistring i Øieblik troede Dig nærværende. O! kunde jeg blot sige Dig, hvorledes min Tilstand tilsidsts. 49gik over til en blid og salig Rolighed ved at læse i det nye Testamente — jeg troer det vilde være Dig til Glæde.
Jeg vil ikke berøre, i det mindste ei med nogen Udførlighed, hvad Virkning Læsningen af Dine Blik paa Christendom og Historie have gjort paa mig, jeg vil kun sige Dig, at Du langtfra ikke maa troe, at Din Rigorisme har været mig stødende, hvilket Du muligen er tilbøielig til. Jeg er ikke saa sandseløs, at jeg ikke skulde kunne fatte Reenheden i den Aand, hvormed Du har stræbt at fatte det, som stedse min Tro og mit Hierte har erkiendt for det Høieste og Helligste, hvorom Mennesket i Tiden har faaet Kundskab. Vi ere vel neppe enige i Maaden, hvorpaa vi beskue dette, men jeg troer at forudsee, vi engang ei ville staa meget langt fra hverandre, naar min mere poetiske Beskuelse bliver mere historisk, eller endnu hellere begge forene sig i en høiere Eenhed, hvorefter jeg inderlig skal stræbe.
Tro mig, elskede Ven! den Skiebne, der rammede Dig, har ikke gaaet mig forbi. Den har virket og virker daglig til at fremskynde en Giæring i mit Indre, der længe alt har forkyndt sig og længe været i Begyndelse. Den er ikke voldsom, men snarere rolig og blid; og jeg overgiver mig til den, uden Ængstelse og med fast Tro paa Guddommens Styrelse. Ogsaa er den Kraft, som blev mig skienket, som længe var døvet og nedsænket i Slummer, meer end nogensinde vaagnet — ja jeg beder Gud allene, at den, som den er, maa vedvare. Jeg tør da haabe, at det skal være forbi med min elegiske Stemning, og at den i det mindste skal gaae over til Resignation. Det er langt fra, at jeg kan forklare Dig. hvorledes det er med mig, og hvad der rører sig i mit Indre; thi denne Tilstand er mig alt for ny. Jeg kan blot sige Dig, at den Styrke og Klarhed, jeg føler, i høi Grad har oplivet mig, at en mere sund og tillige alvorlig Stemning synes at ville udvikle sig hos mig — at de fleste udvortes Ting have tabt usigelig meget for mig, og at jeg derimod seer alt det Gode og Skiønne, og Ideernes hele Rige omstraalet af en ny Glands.s. 50Jeg har begyndt at føle mig selv, og med Guds Bistand, som jeg skal stræbe mere og mere ved Reenhed at fortiene, haaber jeg, at denne Følelse af mit Væsens Kraft og Selvstændighed ikke mere skal forlade mig. Jeg skal ogsaa stræbe at afkaste Alt hvad der kunde hindre dens frie Udvikling; jeg skal uddrage mig fra en Mangfoldighed af Arbeider, som deels overstige mine physiske Kræfter, deels sløve mine høiere Evner, og søge saameget muligt at indskrænke mig til det sande Reelle, og det, hvortil jeg begynder at troe, at min Natur kalder mig. Jeg vil ikke udrive mig af Verden, som mere end en Gang har været mit Forsæt; men til dens ædlere Former vil jeg slutte mig, og fri vil jeg giennemvandre den, uden at beherske og uden at beherskes. At komme til reen Erkiendelse af Tidsalderen og det Punkt, hvorpaa den staaer i Historien, skal være min alvorligste Stræben; og mit Fædreland skal som hidtil være min Levekreds, men med en renere Erkiendelse af Nødvendigheden af et giennemgribende Forhold imellem Religion. Stat og Videnskab.
4
Tilgiv, kiære Gundtvig! om Du ikke finder dette Brevs Indhold saaledes, som Du havde ønsket det, og som det burde have været. Min Siæl er alt for behersket af disse Følelser, til at jeg skulde kunne standse dem, naar de strømme over. I Gaar Formiddags, efter at jeg i Glædes Henrykkelse havde læst Dit Brev til Hersleb, hvis første Side paa en overraskende Maade giorde det klart for mig, at jeg tør haabe, hvad jeg saa inderlig gierne vilde — da burde jeg have skrevet Dig til; ikke i Aften, da jeg udmattet og forvaaget føler mig meget nedspændt. Meget kan jeg dog undlade at skrive om, da Du formodentlig faaer Brev fra Dons og Hersleb, som jeg hver Dag mere elsker og agter. Ogsaa Dig, ædle Grundtvig! elsker jeg meer end nogensinde, ja med en Kiærlighed, som jeg aldrig havde troet at kunne føle for Dig. Maatte Du engang ogsaa kunne elske mig, og maatte vi kunne være hinanden nok i Venskab, om end alt andet Jordisk skulde fynke og svinde omkring os!s. 51— Hvad jeg nu ret inderlig maa bede Dig om, er at Du vil tilgive mig, hvad Du kan have og herefter faae at tilgive mig; og jeg skal stræbe at ligne Dig, om ei i Kraft, saa i Reenhed.
Jeg beder Dig indstændigt at skrive mig til med næste Post, at jeg paa Tirsdag kunde modtage Brev fra Dig, og deri Efterretning om Tiden, naar Du tænker at komme til Kiøbenhavn. Jeg reiser paa Onsdag d. 2den Jan. med Posten tit Sorøe, og vilde derfra besøge Dig i Udby, om Du vil tillade mig det, og ingen uovervindelig Hindring skulde møde.
Paa Mandag agter jeg at sende Dig nogle Exemplarer af Nytaarsnat og deriblandt et ret smukt paa Velin Papir til Din ærværdige Fader. Over Bonnier har jeg alt mange Gange ærgret mig. Idunna koster 4 Rdlr. indbundet.
Jeg var hos Øhlenschlæger idag og talte næsten i to Timer med ham, mere fornøiet med hans Tale end hans Meninger. Han forelæste mig et Par deilige Digte af den nye Samling, der udkommer i disse Dage.
Dine Forældre hilser jeg med inderlig Kiærlighed og Ærbødighed. Dig, elskede Ven! byder jeg det eneste, jeg altid har eiet, et trofast Sind — og jeg føier til det Ønske: gid Han, hvis levende Ord jeg er giennemtrængt af, skienke Dig Kraft i Siælen og Ro i Hiertet!
Din Molbech.
Jeg maa dog sige Dig, at Din Sorøe Kirke holder jeg mere og mere af — ligesom af Versene til Maanedskob-berne fra den poetiske Side. Men — om de ere religiøse, dette er det store Spørgsmaal.
4*