Molbech, Christian Knud Frederik BREV TIL: Molbech, Christian FRA: Molbech, Christian Knud Frederik (1852-10-28)

Rom, d. 28. Oct. 1852.

Min kiære Fader!

For to Dage siden havde jeg den uventede Glæde at faa dit og Moders sidste Brev og den indsluttede lille Billet fra Fru Hammerich. Jeg havde ikke ventet at høre fra Hiemmet i de første 14 Dage, men jeg blev saa glad over dit og Moders Brev, at jeg besluttede strax at takke Eder derfor.

Skiøndt mine udvortes Livsforhold ikke ere stort forandrede siden min sidste Reise, føler jeg dog hver Dag, at de sidste fem Aar lidt efter lidt paa en umærkelig Maade have knyttet mig langt fastere til Fædreland og Hiem, end jeg havde tænkt; jeg føler, at mine Tanker og Ønsker meer, end jeg selv vidste, have slaaet Rod i en bestemt begrændset Kreds, og jeg føler mig langt mere fremmed i det fremmede s. 24Land, end da jeg var 5 Aar yngre. Hver Time paa Dagen giør jeg en Erfaring, som siger mig dette; i Begyndelsen blev jeg mismodig og forstemt derover, nu er jeg allerede kommen saa vidt, at jeg betragter denne »Virkelighed« med Ro og stundom med Glæde. Thi da jeg dog ikke kan begrunde denne aftagne Sympathi for det Fremmede i Alderens Stivhed eller i den Sædvanens Chrystallisation, som Aarene medføre: maa jeg snarere troe, at det er et Tegn til at mine hidtil for svævende Ønsker og Planer, have begyndt, meer end jeg selv anede, at fæste Bo indenfor en bestemt afgrændset Virkekreds, og at jeg maaskee om fem Aar til vil finde mig fuldkommen tilrette i denne —og vænne mig til at søge Friheden, ikke i Rummet og Tiden, men i Tanken; ligesom Den, der lever i en By, vel ikke kan see til Siderne, men ligefuldt kan betragte Himlen, naar han vender sit Øje opad. Og bringer Reisen mig ingen anden Frugt, end denne Overbeviisning, saa er det allerede nok, og jeg vil være tilfreds dermed; jeg reiste dog egentlig kun ud for at faae Ro og Ligevægt i Sindet. Dette skeer nu vel paa en noget anden Maade, end jeg havde tænkt, idet det Fremmede dennegang staaer, jeg kunde næsten sige fjendtligt overfor mig, og kaster mig tilbage paa mig selv. Jeg kan ikke beskrive, hvor forandret Alting forekommer mig her i Rom. Tildeels ligger denne Forandring vel hos mig selv, der maaskee seer noget klarere og skarpere — i al Fald alvorligere paa Gienstandene, end før, men tildeels er den ogsaa virkelig. Efter enhver voldsom Anstrængelse kommer der en Reaction, en Træthed og Slaphed, der er beslægtet med Søvnen, og i en saadan Søvn, for ikke at sige Død finder jeg for Øieblikket det romerske Folk efter den Revolution, der endte med Pavens Tilbagekomst og Franskmændenes Besættelse af Rom. Det er ikke blot i Samtale med Romerne, at denne Træthed og Ligegyldighed giver sig tilkiende — thi da kan det italienske Blod ikke fornegte sig; Romeren bliver heftig, naar han har talt i nogen Tid om sit Lands Tilstand, og hans Tale blusser op til en Straaild, der atter slukkes — men det er mere i Livet, i Folkets Physiognomi paa Gader og Torve, og især i de offentlige Fester.

I forrige Tider var October Maaned, som Du veed, en Glædesmaaned her i Rom. Da feirede Almuen den lykkelig tilendebragte Viinhøst udenfor Byen, især i Osterierne paa Monte testaccio, med Sang, Dands og Improvisation; og om Aftenen saae man den ene Vogn efter den anden kiøre frem igiennem Gaderne, fuld af blomstersmykkede Piger og Koner, s. 25der, som berusede Bacchantinder, sang og jublede, sloge paa Tamburinen og svingede de brændende Fakler. Nu er det stille overalt; enkelte Familier fra Trastevere kiøre vel ud af Porten og drikke deres Viin i det Frie, men Lystigheden er borte, og før det bliver mørkt kiøre de rolig tilbage igien. Forrige Gang, jeg var her, gienløde Gaderne om Aftenen af Sang og Munterhed; i hvertandet Osteri, man gik forbi, blev der dandset og spillet, nu er det tyst som i en Grav, naar Klokken er ni, og før Klokken ti ere alle Kaffe- og Viinhuse lukkede. Paven, hvis Navn for fem Aar siden var i Alles Munde, bliver nu aldrig omtalt; kun den romerske »Berlingske Tidende« — il Corriere de Roma beretter daglig pligtskyldigst, hvilke Kirker han har besøgt, ved hvilke Altere han har knælet, og udenfor hvilken Port han har taget sin daglige Motion. I udvortes Henseende synes det som om Rom i det forløbne Tidsrum har nærmet sig noget til de øvrige store Stæder, og har faaet en Slags overfladisk Cultur-Fernis. Husene ere f. Ex. penere malede, Folk mere pyntede, Boutikerne prægtigere, Alt, ligetil Politibetiente og Soldater, skaaret efter nyeste Pariser-Mønster — men det er rigtignok ogsaa blot i udvortes Henseende. En og anden Regieringsforanstaltning kan maaskee kaldes en Forbedring; men ogsaa dette er kun udvortes, thi, saavidt jeg har kunnnet bringe i Erfaring, er der en tiltagende moralsk Slaphed, eller Corruption indenfor de nytilskaarne Former; Embedsmændene ere dovne, ligegyldige og bestikkelige meer end før, og deres Classe er naturligviis nu, efter Pavens Tilbagekomst, bleven opfyldt med en Mængde slette Creaturer, hvis eneste Fortieneste er deres Servilitet. Det Hele giør paa mig et Indtryk som et Don Ranudo-Huus i det Store.

Her er i det Mindste dobbelt saamange Tiggere, som før, og Pengevæsenet er i den jammerligste Forfatning — Noget, der i det mindste for mig, som ikke har oplevet Danmarks lignende Misère, er noget ganske nyt. Da Papiirpengene staae betydelig lavere (5 pro Cent) end Sølv, har jeg byttet mit Sølv, for at profitere noget, men det er en besværlig Maade at vinde paa. Thi har jeg f. Ex. en 10 Scudi Seddel, ny, god og upaaklagelig i enhver Maade, er jeg dog nødt til at betale 10 Bajoc for at faae den byttet, hvis jeg ikke netop skal kiøbe noget, der koster 8 eller 9 Scudi. Ingen Kiøbmand vil bytte den, — det vil sige, han foregiver, at han ikke kan give igien — ja, selv med 5 Scudi-Sedlerne er dette Tilfældet. Sølv seer man aldrig, de smaa, bekvemme 5 s. 26Bajocstykker ere alle gaaede til Toscana, og istedetfor dem er der myntet Kobberpenge, hver især dobbelt saa tyk og ligesaa stor som en Species, saa at man stundom, naar man har faaet Penge igien paa en Scudi, er fristet til at leje en Karl, for at bære dem hiem. Men nok herom. Eet er dog, under al denne Jammerlighed, bleven uforandret: det er Skiønheden, i Naturen som i Mindesmærker og Kunst. Det er for mig det Vigtigste, og er og vil blive mig en Kilde til reen og ædel Nydelse.

Igaar gjorde jeg en herlig Vandring, i det skiønneste, klareste Veir, ud i Campagnen, til Cæcil Metellas Grav, Maxentius Circus og Egerias Grotte, spadserede i fem Timer omkring derude, og spiste derpaa til Aften Kl. 5, med Brøchner og et Par norske Billedhuggere, i et Osterie, i Nærheden af Porta Sebastiana. Vi sad under aaben Himmel, paa en Høi, omgivne af blomstrende Rosenhækker, og havde den skiønneste Udsigt eller Nedsigt, ved Solnedgang, over Forum, Colossæum og alle de omliggende Ruiner, medens de yndigttegnede Albanerbierge i det Fierne fornøiede Øiet ved deres smukke Bølgeformer, og ved de vexlende Farver, de modtoge i Aftenbelysningen. Et Stykke forbi Cæcil Metellas Grav begyndte de seneste Udgravninger af den antike Via Appia, der fortsættes omtrent 4 Miglier henimod Frascati, og ere foretagne i de sidste to eller tre Aar. Det er forunderligt at see, hvorledes den hele romerske Landevei, ligefra Byen til Biergene, har været indesluttet af en næsten uafbrudt Række Gravmonumenter, det ene ved Siden af det andet, ligesom paa en Kirkegaard, nogle store, murede, med Basreliefs og Figurer, som dog alle ere meget ødelagte, andre smaa, blot med Navn og et eller andet Billede, der synes at være Fabrik-Arbeide. Jorden er ryddet tilside, og den oprindelige, massive Steenbro, der paa mange Steder viser dybe Hiulspor, er kommen tilsyne igien. Ogsaa paa Forum (som har mistet sine smukke Alleer, til min store Sorg) er der foretaget Udgravninger, siden jeg sidst var her. Tilvenstre for Phokas-Søilen har man i en temmelig stor Strækning gravet vel 7—8 Alen dybt og har bragt en Deel af Gulvet og Fundamenterne til en stor Basilica (B. Julia) frem for Lyset. Men af Statuer eller Sligt er der intet fundet. Den franske Regiering tilbød for to Aar siden, at lade hele Forum udgrave ved sine Soldater, naar alle Kunstsager, som blev fundne, maatte tilhøre Frankrig (de egentlig historiske Antiqviteter, Indskrifter etc. skulde Rom beholde); men derpaa s. 27vilde Paven ikke indlade sig, og for Tiden ere Udgravningerne saa godt som standsede, af Mangel paa Penge. —

De 14 Dage, jeg nu har tilbragt i Rom, har jeg for det meste brugt til at gaa omkring og fornye de gamle Erindringer. Paa Mandag (d. 1st Nov.) flytter jeg hen til den gode Signora Vincenza, hos hvem jeg forrige Gang boede (men som nu boer paa et andet Sted — i Via Claudia), og faaer hos hende et stort, smukt, velmeubleret Værelse, med Tæppe paa Gulvet og en god Kamin, for 7 Scudi om Maaneden, med Opvartning. Godt, tørt Brænde har jeg allerede kiøbt, en Carretta for 3½ Scudi; en varm Slobrok (som man her faaer for 2 Scudi) har jeg ligeledes anskaffet mig — og saaledes seer Du, jeg er vel udrustet til Vinteren, og haaber at skulle faae arbeidet dygtigt. Brøchner boer paa et andet Sted, oppe paa Monte Pincio, men vi sees daglig, og vandre gierne sammen i Gallerierne. Igaar kom Conferentsraad Koch med Kone og Søn hertil fra Neapel, og agte at tilbringe en Maaned her, før de reise tilbage til Danmark. Flere og flere danske Reisende bebudes, men endnu er ingen kommen. To af de italienske Familier, jeg forrige Gang kiendte, har jeg atter opsøgt, og har endnu tre Anbefalingsbreve, som skulle afleveres. Men jeg veed ikke, hvori det ligger — det morer mig ikke længer saameget at tale med de »Indfødte«, som før; deres Samtale er mig for let og indholdsløs, nu, da Sproget ikke i og for sig kan beskieftige mig under Samtalen. Godmodige og venlige ere de endnu som før, men saa skrækkelig uvidende. Nu, jeg vilde dog i ethvert Tilfælde have levet mere alene dennegang, saa det skader ikke. Nu er Brevet fuldt — Gud veed hvormed, thi jeg har skrevet løs i to Timer, uden at see mig tilbage, og jeg maa da nødes til at slutte. Endnu engang, hiertelig Tak, min kiære Fader! for dit venlige, kiærlige Brev, glæd mig snart igien med at skrive. Hils Moder tusinde Gange, og tak ogsaa hende for hendes Brev. Selv skriver jeg vel engang imod Slutningen af November. Mine venlige Hilsener maa jeg bede dig bringe Conferentsraad Werlauff og mine Colleger paa Bibliotheket. Her har jeg endnu ikke besøgt noget af Bibliothekerne, men jeg skal vel til at giøre en Runde med det første. Naar Du skriver, saa siig mig lidt om min »Dante«, om den er kommen ud o.s.v. De to indlagte Breve vil jeg bede dig besørge ud paa Christianshavn til Hammerichs. Levvel, min kiære Fader, og skriv snart til — —

Christian.