Molbech, Christian Knud Frederik BREV TIL: Molbech, Christian FRA: Molbech, Christian Knud Frederik (1853-06-07)

Kiel. d. 7. Juni 1853.

Min kiære Fader!

Det er vel paa Tiden, at jeg engang, som det i Legen hedder, »kukker hvor jeg er«, og lader dig vide, hvordan min nye Professorkiole med sit tydske Tilsnit passer mig og staaer mig an; (hvordan den klæder mig ᴐ: hvordan jeg her behager eller ikke behager, det faaer Du høre af Andre, selv kan jeg derom ingen Mening have.). Bemeldte Klædningsstykke, for at blive i Lignelsen, strammer mig vel endeel »over Brystet (eller Hiertet)«, men dog i det hele ikke nær saameget, som jeg havde troet, og jeg vil inden kort Tid være vant til at bære det. Det vil da altsaa sige: det gaaer mig i det hele ret godt, og jeg er ganske tilfreds — maaskee saameget mere, som jeg dennegang imod Sædvane ingen, absolut ingen Illusioner giorde mig med Hensyn paa min fremtidige Stilling, og egentlig inderlig nødig og modstræbende forlod Kiøbenhavn. At det ikke bidrager Lidet til mit Velbefindende, at jeg boer saa landlig smukt, som jeg nogensinde har ønsket, saa at Skov, Sø og Fuglesang er mit daglige Brød; samt at jeg boer hos venlige Folk, (der bl. a. sende mig Bouillon om Formiddagen og pynte mit Skrivebord med Blomster): dette kan Du vel vide, saasom Du i den Henseende kiender min Tilbøielighed.

Hvad dernæst ikke mindre staaer i causal Forbindelse med bemeldte Velbefindende (som Du nu ikke heller maa forestille Dig saa stort, at min Nemesis skulde føle sig fornærmet derover) er det: at jeg i det hele bliver vel modtaget af de Folk (Indfødte mener jeg), som jeg kommer i Berøring med. s. 80Thi at den største Deel af mine Colleger, ordinarii og extraordinarii endnu ikke har giengieldt mine Visiter, som jeg med største Samvittighedsfuldhed affærdigede i de første 4 a 5 Dage: dette betyder ikke andet, end at de ere magelige eller noget ligegyldige, og maaskee heller ikke betragte disse første Formalitets-Besøg fra en saa officiel Side, som jeg har meent at burde giøre. Thi det har jeg foresat mig, og styrker mig i saadant Forsæt daglig, om end ikke ved Bøn og Faste: jeg vil, i Forhold til Landets Indfødte og navnlig mine Colleger, ikke forsømme nogensomhelst selskabelig Pligt, og hellere finde mig i de Besværligheder, som Visiter og deslige i Begyndelsen ville medføre, for at jeg kan have min Samvittighed fri og vide, at om der kommer nogen Forargelse, saa kommer den ikke fra mig. —

Professor Christiansen sen. og hans Frue, der begge have viist mig udmærket Forekommenhed og Velvillie, og i hvis Huus jeg haaber til Vinter at finde en dannende og forfriskende Omgang, ere i Søndags reiste herfra for at besøge et Bad (Franzenbad), og blive vel hele Sommeren borte. Foruden ham have hidtil kun to Professorer — Prof. medic. Kirchner og Prof. philos. Thaulow forestillet mig for deres Fruer (Damerne her synes i det Hele at stille sig noget »østerlandsk« ligeoverfor de Fremmede). Derimod har jeg i Prof. Christiansens Huus giort Bekiendtskab med den herværende franske Consul, en forhenværende Søofficer, Mr. Morin, der forener fransk Lethed og Behagelighed med en høi Grad af Godmodighed, og virkelig imod mig har viist sig udmærket artig. Efterat jeg havde giort ham et Besøg, giorde han i Søndags en lille, men udsøgt Diner, egentlig mest for min Skyld, hvor jeg tilbragte Eftermiddagen særdeles behageligt. Han er Enkemand, men har en ung, ikke just smuk, men overmaade lystig Datter, der nylig er kommen ud af en fransk Klosterpension, og lader til at synes godt om Livet udenfor Klostermuren. Saavidt om mine Adspredelser — der dog hidtil kun have indtaget en meget lille Plads paa min Dagsliste. Mine Beskieftigelser have væsentlig dreiet sig om res Islandicas, som Du vel kan vide. — —

Du, min kiære Fader! laver dig vel nu til at foretage din sædvanlige Reise til Lund; gid den maa styrke og opmuntre dig. Jeg glæder mig til da senere at skulle modtage dig i »mit Huus« herovre. Jeg beder dig hilse Moder mange Gange og takke hende for hendes Brev; — — Levvel og skriv snart til

Christian.