Molbech, Christian BREV TIL: Molbech, Christian Knud Frederik FRA: Molbech, Christian (1853-07-12)

Tirsdag. 12. Juli 1853.

Min gode Christian,

— — Efter alle Aspecter gaaer Reisen heelt tilbage; jeg kan i det mindste slet ikke bestemme mig i disse Dage.

Hvorledes man her hos os overhovedet lever, vil Du lettest forestille dig af den Omstændighed, at saa gierne jeg tidt og mange Gange vilde see dig hos os og have godt af at tale med dig, glæder det mig langt mere, at Du ikke er her. Jeg seer vel saa at sige aldrig Folk — d.v.s. Folk, hvis Selskab jeg søger for at oplives og vederkvæges, og har derfor meget faa Erfaringer om »Folks« Stemning og Befindende i denne Cholera-Tid; ikke desmindre forekommer det mig, som Tingene i det Hele dog gaae den sædvanlige og jævne Gang (med enkelte Abnormiteter, f. Ex. at Gaderne i det Hele synes at holdes noget reenligere, at skylles og feies meer end ellers — at Tykmælk saa at sige er forsvunden eller usynlig i alle Kieldere — at Jordbær, hvoraf der netop gives en overordentlig Rigdom, knap ere afsættelige, eller sælges overordentlig billigt m. m.). Derimod har Kiøbenhavn i de 14 Dage, som ere forløbne siden jeg kom fra Lund, næsten hver Dag været hiemsøgt med en saa trykkende hed, tung, skytyk og ubevægelig Athmosphære, at jeg næsten finder det vidunderligt, at man udholder den, og at Sygdommen i snart 4 Uger, at den har hersket, har giort saa lemfældige Frem s. 85skridt (indtil i Gaar 476 Syge og 264 Døde; men deraf, som der siges næsten ⅖ i Almindelig Hospital, paa Ladegaarden, og et Par andre lignende Steder, hvor Mennesker i 1000 og hundredeviis ere sammenpakkede i Usselhed, fordærvet Luft o.s.v.). Men Cholera er ikke desmindre ubegribelig; da en privat Lægeforening har dannet sig og fordeelt sig for Huus for Huus at giennemsøge alle Byens Gader, for at udfinde baade de Syge, og saadanne der staae i Fare for at blive det — er man bl. a. kommen til Erfaring om i disse Dage, at i Kiøbenhavns værste Localer, af Gader at være, P. Madsens Gang og Pistolstrædet, har der hidtil ikke været et eneste Choleratilfælde; jeg vil ikke tale om, at det samme er befundet i vort velbekiendte Klosterstræde, som dog er fuldpakket nok i sit lange, snevre Tragtrør, baade med Folk, Victualler og andre dunstende Sager. I vort Huus har der ikke været hørt om nogen Sygelighed (jeg regner ikke den gamle, apoplectisk-podagriske Vert) undtagen netop hos o s.

Mit indre Liv har taget en forunderlig Vending, som maaskee, i Forening med ydre Omstændigheder, kan have store og betydelige Virkninger paa min Tilværelse i den Tid, som endnu er mig beskikket her paa Jorden. Det forekommer mig, som jeg kunde gaae en heel indvortes Omvæltning i Møde, paa samme Tid som Mueligheden af en ikke ringere udvortes Forandring synes oprunden. Den sidste kan jeg i det mindste kortelig forklare dig. Den vilde staae i Forbindelse med Kiøbet af en Gaard, som Hans *) tilfældigviis fik Kundskab om og har beseet. Den har Alt hvad der kunde behøves til et landligt Ophold: en fortrinlig, ganske ny, meget vel bygget rummelig Bolig, med alt Tilhør af Udbygninger, en vel vedligeholdt Have med mange Frugttræer; Omgivelse af en Park eller Lystskov med store og smaa Træer paa 3—4 Tdr. Land; ret gode Marker og ikke ubetydeligt Tørveskær; Besætning af 20—22 Køer, med en Melk-Forpagter o.s.v. Beliggenheden er kun omtrent ½ Miil fra Frederiksdal, sydvestlig; kort, alle ønskelige Betingelser ere her tilstede. Prisen er vist nok høi; thi ogsaa Bygningen maa jo dog regnes for noget med i samme. Man kan ikke faae en Bolig, assureret for 12—13,000 Rdl. med slig en Have og Omgivning for Intet. Din Broders Sygdom og hundrede Uvisheder og Betænkeligheder hos Andre, meer end hos mig selv, have forhalet Sagen i 5—6 Dage. Alt hænger i Uvishedens Traad, og denne Sag har forøget s. 86min Agitation og min Upasselighed meer end noget andet. Havde jeg fulgt min egen Drift og kiørt derud i Løverdags, da havde jeg formodentlig nu været Eier af Gaarden. — —

Hvad jeg sagde om Kiøbenhavns Athmosphære, har idag naaet sit Maximum. Luften har været næsten dræbende tung og lummer lige fra den tidlige Morgen; og i dette Øieblik (Kl. 4) fortæller Bølling, som kommer, at et næsten dobbelt Antal Cholerasyge er meldt fra i Gaar til idag Middags; nemlig henved 80 eller derover — og deriblandt første Gang 10 paa Frederiksberg. Jeg har længe sagt: Sygdommen er først i sin Opkomst! — —

C. M.