Molbech, Christian Knud Frederik BREV TIL: Molbech, Christian FRA: Molbech, Christian Knud Frederik (1853-07-30)

Kiel. d. 30te Juli 1853.

Min kiære Fader!

Disse Linier maa jeg vel adressere til Skindergade, som sædvanligt; men jeg haaber dog for vist, at de hverken ville træffe dig eller Moder der; i det mindste trøster jeg mig med denne Sandsynlighed, naar jeg — hvad der navnlig i denne sidste Uge oftere end før har været Tilfældet — med Uro tænker paa Tilstanden i Kiøbenhavn. Virkelig kan jeg heller ikke forstaae, at Du og Moder ere blevne saalænge i Staden, ikke egentlig for Farens Skyld — thi man frygter vel meer for Andre, end for sig selv, og maa dog heri, som i alt Andet, søge Ro i den Tanke, at det ikke er Hændelsen, der regierer Verden — men mere for den uhyggelige Stemnings Skyld, der følger med en saadan Landeplage og som en aandelig Choleraluft nedtynger Siælen. Jeg længes nu meget efter at høre, om dit Huuskiøb er gaaet for sig, og det ikks mindre for min Broders Skyld end for din egen. Thi mig har, som Du veed, Landet altid draget til sig med en hemmelig Stemme, og Livet derude, navnlig med smukke Naturomgivelser, har altid forekommet mig at ligge ligesom et Skridt nærmere ved Fredens Land, og dermed efter min Tanke, ved Lykkens, end selv det rigeste og fyldigste Liv i en støiende Stad. Dog har denne Sætning vel ingen almindelig Sandhed — ellers maatte Klosterlivet jo være Tilværelsens Ideal — men for mig i det mindste, der ikke har Evne til, som jeg ønskede, at holde alle forstyrrende Paavirkninger udenfra borte, har den sin fuldkomne Gyldighed. Og jeg kan ikke andet end ønske dem, der ere mig kiære, et saadant Liv, som jeg selv anseer for det bedste. —

s. 87At jeg, skiøndt jeg nu for Tiden egentlig boer paa Landet, ikke har den Stilhed og Ligevægt i Sindet, som Omgivelserne skulde medføre, er naturligt; thi det fremmede Liv, de forandrede Forhold, nye Forbindelser og en ny Virksomhed ere Kastevinde, der vel kunne sætte et roligere Sind end mit i Bevægelse. Dog ville disse Smaabølger paa Siælens Overflade vel efterhaanden lægge sig, — naar de dybere gaaende Strømme lade sig tvinge til en taktfast fremadglidende Gang, er et andet Spørgsmaal — dog vil den Tid vel ogsaa komme — og det vil seent eller tidligt skee, saavist som jeg ikke blot ønsker det, men stræber derefter, at min Siæl — for at blive i Billedet — kan komme til at ligne Søen, saa rolig og klar, som den i dette Øieblik ligger udstrakt for mine Øine, og som den afspeiler den opgaaende og nedgaaende Sol og de evige Stierner. —

At der dog ogsaa gives en fredelig Ensformighed, der i Længden trætter, har jeg i den sidste Tid erfaret; thi jeg er nu saa træt af det henved 10 Uger fortsatte Studium islandicum, at jeg ret inderlig trænger til og længes efter den Afvexling, som 14 Dages Ophold paa Iselingen vil give mig. Dog er denne Træthed ikke saameget Stoffets Skyld, som Methodens. — —

Jeg har i den Anledning indsendt min Begiæring om »Urlaub«, da dette er nødvendigt; men jeg kan ikke dølge, at jeg anseer en Bestemmelse, der indskrænker en Embedsmands Frihed saavidt, at han ikke i sine Ferier kan besøge sin Familie som Privatmand uden at bede om Forlov — som altsaa giør ham til en fuldkommen globæ adscriptus — for ligesaa latterlig, som despotisk. — —

Christian.